Leder. Putin-styret er interesseret i at skræmme livet ikke bare af systemkritiske russere, men også af Vesten.

Et giftigt regime

Et giftigt regime Af Anna Libak

I Vladimir Putins regeringstid er det blevet en jævnligt tilbagevendende diskussion i Vesten, om præsident Putin monstro står bag det seneste gift- eller skudattentat på en russisk systemkritiker. Der er slet, slet ikke plads til at opregne de døde her. Så vi minder blot om de kendteste: Anna Politkovskaja, Aleksandr Litvinenko, Natalja Estemirova, Boris Berezovskij og Boris Nemtsov. Og så har vi ikke trættet med alle dem, der indtil videre har overlevet giftattentaterne eller overfaldene, som – vi nævner i flæng – Viktor Jusjtjenko,Vladimir Kara-Murza, Oleg Kasjin, Petr Verzilov, Sergej Skripal.

Hver gang føres diskussionen i Vesten ud fra den præmis, at det ville gøre en forskel, hvis vi kunne få bevis for, om Putin stod bag eller ej. Således også denne gang, hvor det er Ruslands mest indflydelsesrige systemkritiker Aleksej Navalnyj, det er gået ud over. EU forlanger en tilbundsgående, transparent og uafhængig undersøgelse, og der hersker en forforståelse af, at Putin frygter, at Vesten skal opdage, at han er bagmanden. Men det er misforstået. Det er tværtimod hele formålet med disse spektakulære attentater, at vi skal mistænke ham.

Putin-styret er interesseret i at skræmme livet ikke bare af systemkritiske russere, men sandelig også af Vesten. Og til det formål egner avancerede gift- og skuddrab ved højlys dag på stærkt befærdede steder sig fortræffeligt. De leder tanken hen på det berømte paraplymord i Sovjetunionens storhedstid i halvfjerdserne, hvor den bulgarske afhopper Georgi Markov ved et busstoppested i det centrale London blev stukket med spidsen af en paraply, som skød en giftampul med ricin ind i låret på ham. Tre dage senere var han død.

Forholdt det sig anderledes, og var Kreml virkelig bange for Vestens mistanke, ja, så ville Putins modstandere blot blive ramt af et hjerteslag eller af et trafikuheld, som det sker for dem, der ikke er kendt i Vesten. Forholdt det sig anderledes, ville efterforskningen i bare et af de nævnte berømte tilfælde nok være endt med, at bagmanden blev fundet. Men det sker aldrig. Forholdt det sig anderledes, ville Litvinenkos formodede morder nok ikke være blevet belønnet med en politisk karriere og en medalje, og spionen Anna Tjapman med en karriere som tv-vært og model. Og forholdt det sig anderledes, ville Putin og hans pressesekretær Peskov nok ikke anstrenge sig så meget for at undgå at nævne deres modstandere ved navn. Navalnyj omtales højst som »patienten«. Ud fra betragtningen om, at ordet skaber det, det nævner. Og sletter det, det ikke nævner.

Så måske er det efter så mange attentater efterhånden på tide, at vi siger dét højt og tydeligt, som efterhånden burde stå klart: Det er Putins skyld, at det kan ske. Han har blod på hænderne.

Side 13



        



De skriver Weekendavisen

Anna Libak

Jon Hustad

Henrik Dørge

Lone Frank