Til at begynde med rappede Deso Dogg, med det borgerlige navn Denis Cuspert, om det kriminelle liv i Berlins gader. Willkommen in meiner Welt voll Hass und Blut, lød en af hans tidlige tekster: »Velkommen til min verden fuld af had og blod.« Siden blev han kendt som »Jihads popstjerne«.
Hans mor var tysk, faren fra Ghana. Opvæksten udspillede sig i Berlins multikulturelle bydel Kreuzberg. Allerede som helt ung røg Cuspert ud i gadekriminalitet. Han solgte stoffer og fik flere fængselsdomme for vold. Men i 2010 skete der noget. Som andre før ham fik den kriminelle mand en åbenbaring; han fandt en ny mening med tilværelsen i islamismen.
Omgangskredsen fra Kreuzberg blev skiftet ud med det radikale miljø omkring Al-Nur-moskeen i berlinerbydelen Neukölln. Også rappernavnet Deso Dogg blev ændret til Abu Talha al-Almani, »Abu Talha Tyskeren«. I 2012 drog den nyslåede islamist først til Egypten og senere til Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat, hvor han straks blev en højprofileret figur i terrororganisationens propagandavideoer.
Det kan synes selvmodsigende, at en musiker blev stjerne i Islamisk Stat, hvor musik var haram – en synd. Men terrororganisationen havde god brug for de musikalske evner hos Cuspert, som omdannede sin rapmusik til en slags messende remser kaldet nasheeds. Med en gangstertatovering på halsen, en hvid kjortel og åben militærjakke befandt han sig i et krydsfelt mellem vestlig kultur og jihadisme.
»Cuspert er et eksempel på en ’cool’ jihadist,« siger Jeppe Fuglsang Larsen, der er sociolog ved Aalborg Universitet og forsker i islamistisk radikalisering. Han mener, at netop de unge islamisters selvopfattelse får al for lidt opmærksomhed fra forskere og myndigheder.
»For at bekæmpe radikaliseringen er vi nødt til at forstå, hvorfor mennesker – opvokset i Vesten – finder radikal islamisme attraktiv.«
Selv om den amerikanske psykiater Marc Sageman allerede i 2008 beskrev fænomenet »Jihadi cool«, mangler der stadig indsigt i den subkultur, hvor mange unge for første gang bliver præsenteret for islamisme. Det mener Jeppe Fuglsang, som netop har færdiggjort sin ph.d.-afhandling om emnet. Sammen med lektor Sune Qvotrup Jensen har han udgivet artikler om subkulturens betydning for radikalisering af muslimske unge – et emne, som han mener hidtil har været forsømt i forskningen.
Overset subkultur
I andre voldelige miljøer har der været langt mere fokus på subkulturens betydning, siger han og nævner som eksempel de brutale skinheads forbindelse til subkulturen omkring white power-musikken.
»Men af en eller anden grund er subkulturen omkring islamisterne blevet mere overset. Det er næsten, som om man ikke har gidet forstå den.«
Noget tyder på, at det er ved at ændre sig. Jeppe Fuglsang har for nylig holdt foredrag i flere kommuner, som er interesserede i hans pointer om, at tiltrækningen fra subkulturen er vigtigere end Koranens religiøse budskaber.
Af medier og myndigheder bliver jihadister ofte beskrevet som enten religiøse fanatikere eller hjernevaskede unge, siger Jeppe Fuglsang. Men dét billede ligger milevidt fra jihadisterens selvbillede.
I Jeppe Fuglsangs interviews med tidligere radikale islamister har han mødt en følelse af »empowerment«. De unge revitaliserer deres muslimske identitet gennem subkulturen. Det er et svar på den marginalisering, mange oplever. Ude i samfundet kan de unge opleve, at deres muslimske baggrund er problematisk, men i subkulturen bliver den cool, siger Jeppe Fuglsang og tilføjer:
»Det handler om at forstå det rationelle i det irrationelle.«
Den forståelse er der behov for. Selv om Islamisk Stat er svækket, og andre problemer – som coronakrisen og klimakrisen – har erobret dagsordenen, er der stadig et stort netværk af potentielle terrorister.
Den danske efterretningstjeneste vurderer terrortruslen fra militant islamisme til at være den største: »Truslen udgår fortsat først og fremmest fra personer, der sympatiserer med Islamisk Stat,« står der i den nyeste trusselvurdering fra marts i år.
Man skal ikke længere tilbage end april for at finde den seneste anholdelse relateret til formodet terror i Danmark. Anholdelsen trækker tråde til den omfattende politiaktion lige inden årsskiftet, hvor politiet ransagede i omegnen af 20 hjem og anholdt 22 personer for mistanke om forberedelse af terroraktioner med et militant islamistisk motiv.
I denne måned blev Ahmed El-Ha – en dansk syrienkriger, der har fået smadret sine ben i kampen for Islamisk Stat og måtte rulle ind i byretten i kørestol – sigtet for landsforræderi under skærpede forhold. Han risikerer en fængselsstraf på livstid.
Andre syrienkrigere er blevet dræbt, før de er blevet retsforfulgt. Tyske Denis Cuspert blev angiveligt slået ihjel under et bombeangreb. Men han nåede at sætte sit præg på den islamistiske subkultur. En af hans nasheeds fra Islamisk Stat er mikset sammen med hits fra den kendte amerikanske rapper Jay Z, der er gift med Beyoncé. Nasheeden hedder Wach Doch Auf (»vågn op«) og er en del af albummet Straight Outta Syria.
Black Islam
Ligesom andre subkulturer kommer den islamistiske til udtryk i tøj, i slang, på sociale medier, i graffiti og i musik. Da Jeppe Fuglsang researchede til sit ph.d.-projekt, kendte han ikke til fænomenet jihadistisk rap. De islamistiske rapsange har været omtalt i internationale medier, men ingen forskere har tidligere undersøgt fænomenet indgående, selv om rappen kan spores helt tilbage til begyndelsen af 00erne.
Ad omveje kom Jeppe Fuglsang ind på fora, hvor brugere linkede til sangene. Særligt en rapsang var populær: »Dirty Kuffar«, som betyder beskidt vantro.
Det er svært at sige, hvor mange der præcist har lyttet til rapsangen, da den på grund af sit indhold ofte bliver slettet af administratorer som YouTube. Men mere end 100.000 brugere havde nået at høre den samme version som Jeppe Fuglsang.
Teksten er fra 2004, og blandt andre Ronald Reagan, George W. Bush og Tony Blair bliver hængt ud som vantro. I omkvædet til musikvideoen poserer de britiske rappere, der går under navnene Sheikh Terra og The Soul Salah Crew, med Koranen i den ene hånd og en pistol i den anden. Beatet er fra en vestlig dance hall-sang.
Netop den sammensmeltning af hård gangsterkultur, popmusik og islams helligste symbol, Koranen, mener Jeppe Fuglsang kan virke tiltrækkende på unge muslimer i Vesten.
»Selvfølgelig er det ikke alle, der lytter til jihadistisk rap, som vil udføre ekstremistiske terrorhandlinger,« siger han. »Men det kan være begyndelsen til en fascination af en subkultur med værdier, der er markant anderledes end i det samfund, de er vokset op i.«
Jeppe Fuglsang fremhæver paradokset i, at rapperne på én gang kritiserer Vesten, samtidig med at de bruger udtryksformer fra vestlig populærkultur, som forkastes af grupper som Islamisk Stat.
»Det er jo overraskende, at man vælger en vestlig udtryksform til at kritisere Vesten.«
Dog er det ikke nyt, at rapmusikken bruges af minoriteter til at udtrykke utilfredshed med verdensordenen. Rappen opstod blandt unge afro- og latinamerikanere i 1970ernes New York. Her rappede de unge om den hvide magtelite og undertrykkelsen af de sorte.
Historisk har rappen også været tæt forbundet med islam, særligt med Black Islam – en religiøs bevægelse af muslimske afroamerikanere. Den verdenskendte amerikanske rapper Ice Cube identificerer sig som »black islam«. På et billede fra et af sine albums står han i midten af et gangstercrew og læser Black Islams papiravis The Final Cut.
»De frustrationer, der ligger til grund for jihadi rap, ligner de frustrationer, man så med Black Islam,« siger Jeppe Fuglsang.
Men den jihadistiske rap adskiller sig fra Black Islam på to markante punkter. For det første ved at kritisere Vesten gennem et militaristisk udtryk. Rapperne optræder ofte i militærjakker og poserer med maskinpistoler, og de udtrykker ofte sympati med eller opfordrer direkte til ekstremistiske handlinger.
»Nasheeds bliver brugt til at booste moralen blandt jihadister,« siger Jeppe Fuglsang.
Der er flere eksempler på terrorister, som har lyttet til nasheeds inspireret af rapsange. Efter terrorangrebet i Paris i november 2015 udsendte Islamisk Stat en lydoptagelse, hvor de tog ansvaret for det makabre angreb. I baggrunden messede den franske eks-rapper og IS-kriger Fabien Clain en nasheed på fransk. Og da Omar el Husseins telefon efter terrorangrebet ved Krudttønden og Synagogen i 2015 blev beslaglagt af politiet, viste det sig, at han havde otte lydfiler, hvoraf seks af dem indeholdt islamistiske nasheeds.
Jihadi girl power
Siden begrebet »Jihadi cool« kom til verden, er forskellige underarter af fænomenet vokset frem. Den norske terrorekspert Thomas Hegghammer har eksempelvis brugt begrebet »Jihadi girl power« til at beskrive tonen i diskussioner blandt kvindelige jihadister på nettet.
»Jeg blev overrasket over, hvor selvsikre og aggressive de var,« siger Thomas Hegghammer. »Og hvor aktivt de gjorde grin med stereotypen på den undertrykte muslimske kvinde.«
Han forklarer, at jihadismen bliver en form for »kvindefrigørelse«. Det bliver et opgør mod familien, som vil have medbestemmelse i kvindernes liv. Og det vestlige samfund, som har skuffet dem.
De senere år har der været en stigning i antallet af kvinder sigtet for at ville begå terror. I Frankrig anholdt politiet en terrorcelle udelukkende bestående af unge kvinder. I oktober blev en 36 år gammel kvinde sigtet for at planlægge et angreb mod Saint Paul’s Cathedral i London, og i den verserende terrorsag i Danmark er to af de hovedmistænkte kvinder.
Jihadismens »coolness« kommer altså til udtryk i flere afskygninger, fra rap til kvindefrigørelse.
Ophavsmanden til begrebet, Marc Sageman, er forfatter til adskillige bøger om jihadisme og har rådgivet den amerikanske regering i bekæmpelsen af islamistisk terror. Da Weekendavisen kontakter ham, fortæller den amerikanske psykiater, at han er ved at interviewe 50 terrorsigtede i USA.
»For at bekæmpe radikaliseringen er vi nødt til at interessere os for, hvordan islamisterne tænker,« siger Marc Sageman over telefonen fra Maryland i USA.
»Mit arbejde er at finde ud af, hvad der foregår inde i hovedet på dem. Hvordan kan en ung mand, der aldrig har læst Koranen, pludselig være villig til at sprænge sig selv i luften for den?«
Ifølge Marc Sageman hersker der en generel uvilje til at forstå terroristerne. Som Jeppe Fuglsang fremhæver han, at sympatisører med islamismen bliver reduceret til fanatikere eller hjernevaskede.
Det mønster genfinder Sageman i sin nyeste forskning, hvor han analyserer politisk vold gennem historien. Helt tilbage til den franske revolution og senere den russiske revolution har magthaverne beskrevet terroristerne endimensionelt og ikke set på den identitet, der er vigtig for dem selv.
Men er vi virkelig forpligtede til at forstå personer, der vil slå flere hundrede civile ihjel?
Det spørgsmål giver Sageman ikke meget for.
»Der er ikke noget alternativ til at forstå andre mennesker.«
