HUSKER de færreste, hvad en præsident siger i sin tale den 4. juli, må man give Donald Trump, at han gjorde et hæderligt forsøg på at bryde traditionen. Hvor andre præsidenter har talt til amerikanerne om et nationalt fællesskab baseret på frihed og samhørighed på tværs af race og etnicitet, gjorde Trump (naturligvis) det præcis modsatte. På Mount Rushmore markerede han Uafhængighedsdagen med en fuld dosis af de slagord, der gav ham sejren for fire år siden: Eliten undergraver patriotiske dyder, venstreorienterede fascister styrer medier og uddannelsessystem, antiracister er voldelige anarkister, og han, Donald Trump, vil beskytte og genrejse det sande Amerika.
DEMOKRATERNE og de fleste medier kastede sig over præsidenten, og parterne spillede således til fulde deres roller i en kulturkamp, der synes dyb og uløselig. De tolerante, progressive mod de reaktionære racister. De selvhadende humanister over for de ægte patrioter. Det er en ulidelig konflikt, der har varet siden borgerkrigen. Forskellen er, at den ene part nu har en præsident i det Hvide Hus.
HVORFOR Trump henvendte sig så aggressivt til kernevælgerne, kan aflæses af meningsmålingerne. Det går forfærdeligt for ham. Hans håndtering af coronakrisen har været så ringe, at moderate konservative har fået nok. De bryder sig heller ikke om Trumps forsøg på at splitte folk efter etnicitet og hudfarve. De kan godt se, at USA har et raceproblem. Trump har opgivet at vinde dem tilbage, så han vender sig mod sine tro støtter og hæver indsatsen: rejser sydstatsfanen og taler om amerikansk storhed og modstanderne som fjender af folket.
DE demokratiske valgstrateger har også truffet et valg: Joseph Biden skal gøre og sige så lidt som muligt, mens Donald Trump brænder ud. Biden vil sandsynligvis vælge en sort vicepræsidentkandidat, og også hun vil være tilbageholdende, mens krisen fortærer Trump. Demokraternes simple budskab er Ikke Trump, og man må alvorligt håbe, at dette forsøg på at gøre præsidentvalget til en folkeafstemning om præsidenten kan holde. Man må lige så alvorligt håbe, at Demokraterne er bevidste om, hvad der har fået Trump i defensiven. Ikke hans aggressive stil og fornærmelser, ikke hans opblæste selvbillede og heller ikke hans desperate henvisninger til sydstatsflag og hyldester til racistiske sydstatsgeneraler.
TABTE Hillary Clinton og Demokraterne valget for fire år siden, skyldtes det heller ikke den hidsige trumpologi, som præsidenten nu har sat fuldt blus under. Trump vandt, fordi mange, mange vælgere havde fået nok af et politisk system, de ikke mente repræsenterede dem. Det absolut vigtigste emne for dem var indvandring, og det er det stadig for de 38 procent af vælgerne, der stadig støtter Trump. Næsten alt det, Trump siger, kan aflæses som en appel til vælgere, der føler, at det land, hvor hvide amerikanere havde privilegierne og historien på deres side, er forsvundet. Man kunne ønske, at de ikke havde det sådan, men det er et faktum. I næsten alle interview med Trump-vælgere siger de, at de fortsat støtter ham på grund af hans politik over for indvandrere. Selv ikke den brutale adskillelse af latinobørn fra deres forældre har fået dem på andre tanker. For et halvt år siden sagde den konservative Trump-modstander David Frum her i avisen, at spørgsmålet om indvandring er og bliver det afgørende, og at Demokraterne må tage de bekymringer, der fik vælgerne til at støtte en så usædvanlig kandidat som Trump, alvorligt. Den omsiggribende økonomiske nedtur vil endda gøre Trumps kernevælgere endnu mere udsatte. Men Demokraterne taler stadig kun om indvandring som et absolut økonomisk gode. Ikke som et fænomen, der presser store dele af det amerikanske vælgerkorps på deres kultur og tilværelse. Dermed viser Demokraterne, at de grundlæggende ikke har forstået, hvad der skete for fire år siden. Vinder Joe Biden, skyldes det Trumps uduelighed som præsident. Ikke at den virkelighed, der fik ham valgt, grundlæggende har ændret sig. kras
