Huawei. Hongkong var en del af det demokratiske værdisystem, men er det ikke længere. Hvis ikke de vestlige lande sammen er parate til at stoppe Kina, er der ingen, der vil gøre det.

Kinaskak

HUAWEI fører en verdensomspændende PR-kampagne, som danske medier bidrager til. At Altinget, Computerworld og en forhenværende Radio24syv-journalist har taget sig betalt for at holde mikrofon for den kinesiske virksomhed, må skyldes ufattelig ringe dømmekraft og manglende forståelse for, hvad den vestlige verden er oppe imod. Det samme gælder forskerne fra Aalborg Universitet, der samarbejder med en kinesisk overvågningsvirksomhed. Huawei og andre kinesiske virksomheder, der er medansvarlige for Kinas masseovervågning og krænkelser af menneskerettigheder, forsøger at infiltrere og inficere vestlige samfund. Sagerne er de mest synlige tegn på, at Danmark er en brik i det spil, Kina nu spiller i hele verden.

ER de dansk-kinesiske historier del af et evigt diplomati og en usikker og famlende europæisk tilgang til Kina, skete der onsdag noget epokegørende, der burde vaske tavlen helt ren for både forbehold og udenomssnak. Med en ny sikkerhedslov gjorde Kina en ende på Hongkongs hidtidige autonomi: Nu gælder den kinesiske lovgivning også i Hongkong, hvorfor regimet kan hente hongkongborgere til fastlandet og straffe dem efter forgodtbefindende. Efter månedlange demonstrationer er det nu klart: Hongkong er faldet. Ytringsfriheden, forsamlingsfriheden, den akademiske frihed er væk. Som logisk konsekvens har Hongkongs demokratiske partier opløst sig selv. Undertvingelsen af studenterne på Den Himmelske Freds Plads i 1989 gentages nu i Hongkong.

TOPPEN af isbjerget er med ét blevet meget stor. Kina lægger ikke skjul på, hvad man ønsker: Kritik af regimet skal knuses, uanset hvor den kommer fra. Hongkong må aldrig blive en inspiration for kinesere på fastlandet. Fantasien om »et land – to systemer« er endegyldigt brudt sammen. Man må forvente, at den kinesiske opmærksomhed nu og i stigende grad vil rette sig mod Taiwan. At resten af verden er en del af den kinesiske interessesfære, er klart og tydeligt. Den nye sikkerhedslov gælder alle, også vestlige statsborgere. Holdningerne i tekster som denne er nu strafbare efter kinesisk ret, hvis undertegnede en dag sætter fødderne i Hongkong.

AF de aktuelle begivenheder må vi udlede, at det ikke længere er muligt at skelne belejligt mellem Kinas indflydelse i nærområdet og her i Europa. Det kinesiske regime ønsker det samme overalt: I de områder, Kina kontrollerer, sker det med deportationer, indespærring, tvangssterilisation, censur, overvågning og hårde straffe. I vores del af verden vil kineserne bruge de effektive midler, de har til rådighed: handelsaftaler, der lukker munden på vestlige politikere. Kinesisk teknologi, der kan bruges til overvågning. Industrispionage. Hackerangreb. Penge til vestlige medier.

ISBJERGET har som bekendt en omfangsrig underside, som nu bliver stadig mere synlig. Det, der hidtil er foregået i det skjulte, kommer op til overfladen. Kineserne er i gang med et stort spil, og det kinesiske regime har gjort indsatsen fuldkommen klar og tydelig. Kinaskak spiller man, indtil man har udraderet modstanderen helt fra brættet. Hongkong var en del af det demokratiske værdisystem, men er det ikke længere. Hvis ikke de vestlige lande sammen er parate til at stoppe Kina, er der ingen, der vil gøre det.