Af Jakob Sørensen, Direktør for musikselskabet The Bank
Min familie og jeg var lige ankommet til vores sommerhus for at puste ud oven på fem uger fra hjemmearbejdspladsen. Uger fulde af bekymringer og krisehåndtering efter aflysning af alle livekoncerter i marts og april som følge af coronakrisen. Det første direkte tab på en lille million kroner var en realitet, vi var i gang med at flytte koncerter til senere på året og sætte en økonomisk redningsplan i værk.
Samme aften, som vi ankom, holdt Statsministeriet pressemøde. Mette Frederiksen ville genåbne Danmark, men det viste sig, at hun ville mere end det, og budskabet var klart: »Forbuddet mod store forsamlinger fastholdes til og med august.« Dér røg hele sommeren. Joyce, Dopha, Saveus, Hugo Helmig og AVAVAV på Roskilde Festival væk, 25 sommerjobs for Alphabeat og ti for Peter Sommer forsvundet.
Sms’erne begyndte at strømme ind, og første aften i sommerhuset var med ét forvandlet fra familiehygge til lange telefonsamtaler med musikere og partnere. Jeg gik i akut beredskab og måtte fortælle alle, at det nok skulle gå, og at vi ville finde en løsning.
Adrenalinen pumpede og forhindrede mig i at tage det ind. I al fald lige indtil jeg vågnede klokken halv fem næste morgen svedende og fyldt med angst. Jeg satte mig ud til køkkenbordet og besluttede mig for at få et overblik over tallene. I løbet af 30 minutter stod der minus tre millioner i mit regneark. En sand katastrofe. Jeg gik på nettet og genså talen:
»Vi kigger nu på, om hjælpepakkerne dækker bredt nok også i forhold til jer …«
Jeg forsøgte at finde en form for trøst i dén udmelding. Det gik dog op for mig, at jeg nu pludselig var helt afhængig af, at politikerne og Kulturministeriets embedsfolk forstod, at musikbranchen slet ikke fungerer som det glansbillede, jeg selv og mine kolleger reproducerer, hver gang vi hjælper en ny artist ud i rampelyset.
Et nærmest mytologisk billede, hvor hele den professionelle del af fødekæden holder sig usynlig, så artisterne kan fremstå som stjernerne og modtage publikums hyldest. Selv mine bedste venner kan have svært ved at forstå, hvad jeg egentlig laver, så hvordan skal vi nu få politikerne til det?
Hvordan skal jeg få forklaret, at et firma som vores fungerer som en slags kulturel serieiværksætter, hvor hver ny artist er et selvstændigt opstartsfirma, der kræver investering af både tid og penge og først giver afkast efter to til tre år? At artister, der bryder igennem til publikum, udvikler sig til etablerede virksomheder med egne brands, som skaber en omsætning i hele fødekæden, og finansierer virksomheder som mit og dermed også næste generation af artister og deres opstartsvirksomheder.
Pludselig ramte det hele mig. Fem ugers ophobet fortvivlelse og usikkerhed blandet med kravet om at fremstå stærk og sikker over for medarbejdere og artister fik tårerne til at trille. Jeg indså, at det nu ikke længere var op til mig, mine partnere eller medarbejdere, om vi skulle overleve. Vi var de facto sat under statens administration og var for første gang i en situation, hvor vi skulle bede det offentlige om hjælp for at overleve og komme videre. Ikke et udgangspunkt, der falder en iværksætter som mig naturligt.
Mine partnere og medarbejdere er gået tyve procent ned i løn og har gjort, som regeringen har bedt os om, ikke at afskedige en eneste af vores femten medarbejdere.
Nu har jeg bare tilbage at håbe, at politikerne ikke alene har overskud til at bryde smittekæder, men også redde kulturelle fødekæder. At de har lyttet til de af mine kollegaer i musikbranchen, de har været i dialog med gennem de sidste tre uger. At de ikke længere ser artisterne som enkeltpersoner, der skal have lidt hjælp for at kompensere for manglende indkomster, men som de virksomheder, de er. De leverer ikke alene storslåede kulturelle oplevelser til os alle, men fungerer som en økonomisk katalysator for store dele af musikbranchen, der udvikler og investerer i fremtidens navne.
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.
