Læserbreve. Fremdrift. Døden. Kaj Holger. Studenterkørsel. Ironisk detalje.

Debat

Debat

Fremdrift

Anna Krabbe, medicinstuderende på Aarhus Universitet
Kystvejen 27, 6.th Århus C, 8000

Franskmændene har ikke været uden for en dør i to måneder, i USA er over 25 millioner blevet fyret, og i Ecuador begraver de familien i papkasser. Coronapandemien har globalt set uoverskuelige konsekvenser. På Aarhus Universitet er der imidlertid sørget for, at COVID-19 ikke får konsekvenser for, hvornår man kan kalde sig læge. Universitetet har nemlig fikset en nødstudieordning. Målet for ordningen er simpelt: Færrest muligt skal forsinkes på deres vej til at blive læge.

Mit forår som medicinstuderende skulle have budt på et kommunikationskursus og otte ugers praktik på Horsens sygehus. Det er med nødstudieordningen lemfældigt skåret ned til en kommunikationsopgave på ti linjer og tre uger i kittel. Et liv i kittel er noget, jeg ser frem til, men det vigtigste er trods alt, at jeg føler mig uddannet og klar til kitlen inden da.

I en mail fra universitetet lyder det: »Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe jer igennem semesteret uden forsinkelse.« Når universitet siger, de vil gøre alt, mener de tilsyneladende alt. Om det så er at hugge en hæl og klippe en tå. Det føles utrygt at kunne bestå semestret, på trods af at praktikken er mere end halveret, så hvem tages der hensyn til?

Min første indskydelse er, at der er tale om et misforstået hensyn fra universitetets side. De tror, at vi for alt i verden ikke vil forsinkes. Men måske handler det hele endnu en gang om økonomi? Nødstudieordningens mål om mindst mulig forsinkelse ligner ved nærmere eftertanke fremdriftsreformen i nye klæder. Handler det i virkeligheden om, at der ikke er penge nok til at forlænge vores uddannelse, skal universitetet ikke dække over det med en påstået medlidenhed. Jeg synes, det er mere synd for mig at blive læge med dårligere kommunikative egenskaber og fem uger mindre i praktik, end det er at blive læge seks måneder senere end forventet. Corona går ud over alle. Men forhåbentlig behøver det ikke at betyde dårligere uddannede læger.

Døden

Harald von Hielmcrone
Tjelevej 6, 8240 Risskov

Lone Franks pinlige forsøg på at få os gamle til at gå glad i døden, misser pointen i regeringens coronapolitik. Den handler ikke om, at vil ikke skal risikere at dø, men om, at de efterlevende ikke skal risikere at opleve, at den eneste hjælp, deres forældre kunne få fra det danske sundhedsvæsen, var dødshjælp.

Kaj Holger

Marianne Wagner, sognepræst i Nørre Alslev og Nørre Kirkeby

Siden Mette Frederiksen præsenterede sine ministre, som lignede noget, der var trådt direkte ud af Krøniken – De ved, serien om de varme og ærlige socialister og den kolde, kapitalistiske Kaj Holger – har jeg følt, at jeg har deltaget i en iscenesat virkelighed. Den følelse er blevet særdeles nærværende under coronakrisen, hvor Mette Frederiksen både har skrevet drejebogen og spillet hovedrollen. Jeg begynder i disse dage at forstå, hvorfor nogle hader 1950erne, for det har været en omklamrende affære med det påståede folkelige fællesskab, hvor Dronningen blev trukket frem og støvet af, selv om hun har været fuldstændig fraværende under andre kriser som eksempelvis terroranslag og migranter, der indtager landets motorveje. Det har også været et rystende indblik i et folkestyre, der har vist sig ganske skrøbeligt.

For vi har i flere måneder hørt, at »ethvert dødsfald er en tragedie«, at smitten ved den mindste uforsigtighed kan »eksplodere«, at »vi asfalterer, mens vi kører« og »står på ubetrådt land«. Det er sandt, at vi står på ubetrådt land, men det er politisk og ikke epidemisk, fordi regeringen har valgt at centralisere bekæmpelsen af COVID-19; epidemiloven foreskriver, at bekæmpelse af epidemier foregår decentralt i regionale epidemikommissioner, der på forhånd er udpeget og bemandet af fagfolk fra forskellige styrelser og værn. Epidemiloven koncentrerer sig om de smittede, ikke om de raske, men den blev overhalet af regeringens hastelove, som et redebon Folketing vedtog, sikkert fordi man fornemmede folkestemningen, som længtes efter alvor i tilværelsen og råbte på stærkt lederskab. Det fik folket så; der er blevet kommunikeret klart og stærkt i statsministerens vanlige stil, der muliggør sætninger uden udsagnsled. Men hvad nu, hvis ledelsen fordrejer sandheden? Jeg troede, at nedlukningen handlede om at udbedre sygehusenes kapacitet. For statsministeren lader den til at handle om, at ingen må dø af corona, og derfor skal vore omgangsformer ændres »for altid«, som hun på et tidspunkt spåede. Jeg ved af erfaring, både personligt og fra mit arbejde, at de fleste dødsfald kommer i naturens orden, med og uden corona. Jeg ved også, at nogle dødsfald er tragiske. Ingen af dem, jeg i tidens løb har begravet, har fået statsministerens opmærksomhed. Hvad skulle den dramatiske retorik til, hvis ikke den skal manipulere os – raske som syge – ved at indgyde frygt?

Genåbningen af landet foregår tydeligvis vilkårligt og uden nogen form for tillid til, at danskerne kan håndtere situationen. Forsamlingsforbuddet, som vist ikke er i pagt med grundloven, har vækket folks indre overvågningsagent og forvandlet politiet til Kling og Klang. Der angives flittigt, fortolkes i øst og vest og deles bøder ud til unge mennesker, der træner karate og spiller kongespil, medens man beklageligvis ikke kan nå frem til et bønnemøde i Gellerup.

Handler statsministerens håndtering af krisen i virkeligheden om magt og om ikke at tabe ansigt, fordi der kunne være truffet et andet politisk valg? Den tanke fik jeg, da hun for i harnisk, fordi en journalist dristede sig til at spørge, om hun måske havde overreageret, da hun lukkede landet ned. Mette Frederiksen mente, det var heldigt for Danmark, at hun var statsminister, og at det ikke var den næsvise journalist. Mette Frederiksen er master i afrikastudier, og om det giver hende en særlig indsigt, skal jeg ikke kunne sige. Men skulle Kaj Holger dukke op på stemmesedlen til næste valg, så stemmer jeg på ham.

Studenterkørsel

Bjørn Hebsgaard Nielsen, lærervikar

Den norske sundhedsminister Bent Høie blev et hit i Danmark efter sin takketale til den norske ungdom og dette års studenter. Det var for så vidt også en ganske fin tale, der netop fokuserede på de afsavn, som unge mennesker ufravigeligt må affinde sig med i disse tider. Snak om næste års sommerferieplaner er for voksne; unge lever i nuet, lød budskabet. Netop derfor skulle de unge have en særlig tak, mente ministeren.

Det er bestemt også surt for dette års studenter, at de ikke kan få lov at fejre deres eksamen på almindelig vis. Men sådan må det nu engang være, for når det kommer til stykket, sprænger alle samfundshensyn traditioner som studenterkørsel, translokation og fest i nattelivet. Selvfølgelig er det vigtigere, at dansk næringsliv kommer nogenlunde i gang igen, at gamle mennesker på plejehjemmene, der ikke længere har livet foran sig, kan få lov at få besøg af deres nærmeste, og selv kulturinstitutioner som museer og zoologiske haver bør selvsagt have lov at åbne først. Sådan er prioriteringens kunst, også selvom den ikke altid føles retfærdig.

Når man i de seneste dage har kunnet læse en 3. g-klasse og -årgang indrykke fællesindlæg i Fyens Stiftstidende og Informations debatspalter kendetegnet ved en yderst svulstig og patetisk retorik og med krav om afholdelse af studenterkørsel, bør det vække mild hovedrysten. Det bekymrende er snarere, at der bliver leflet for disse synspunkter af en politiker som Kristian Hegaard (RV), der på Facebook prøver at fremstille de unges krav som moderate og rimelige. Det er de virkelig ikke.

Jeg er selv et ungt menneske, men jeg bliver simpelthen boomer af at høre på den egoisme, der gives udtryk for blandt visse af mine jævnaldrende. Hvad bliver der af jeres krav om, at ældre generationer bør udvise solidaritet med os unge, når I lufter jeres bannere til klimademonstrationerne. Her er det ikke nuet, men fremtiden, øjnene rettes mod. For ja, der kommer faktisk et nyt år igen til næste år, også selvom man er ung og frisk, sund og rørig.

Ironisk detalje

Thomas Eske Rasmussen
Blegdamsvej 34, 2200 Kbh N

Det var ugens ironiske detalje, at Andreas Rasch-Christensen fik plads som medforfatter til kronikken ‘Marx på banen’ i Weekendavisen #20. Forskningschefen blev for få år siden afsløret i at plagiere dele af en bog om netop fodbold (spilleren Luis Suarez), skrevet af en journalist fra Weekendavisen selv, den yderst velskrivende Asker Hedegaard Boye. Man skal have lov til at begå fejl, men betalende avislæsere stiller strenge krav til troværdighed, og i den forstand er Rasch-Christensen elendig reklame for Weekendavisen.

 

Dette er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. Forslag til debatindlæg sendes til opinion@weekendavisen.dk.

Side 14