Kronik. Coronakrisen vil ikke ændre fodbold til det bedre, men blot øge afstanden mellem topklubber og resten.

Marx på banen

 

Andreas Rasch-Christensen, Forskningschef, fodboldskribent og forfatter
Bo Kampmann Walther, Medieforsker, fodboldskribent og forfatter

Coronakrisen har ramt international topfodbold i mellemgulvet. Klubberne bløder. Der er dømt kampe for tomme stadions i lang tid. Vil det mon betyde, at økonomien i professionel fodbold bliver lidt mindre hysterisk? Eller vil krisen blot øge afstanden mellem rige og knap så rige klubber?

Franske Kylian Mbappé er udråbt som en af verdens bedste spillere. Og karrieren har indtil nu været kometagtig. Han fik sin debut i Ligue 1 for Monaco som 16-årig og blev verdens dyreste teenager, da han blev solgt videre til Paris Saint-Germain (PSG) som 18-årig. Som 19-årig scorede han for Frankrig i VM-finalen mod Kroatien.

Men ingen kan modstå corona. Krisen æder sig ind overalt, inklusive livet på fodboldens øverste hylde. Der venter kampreducerede sæsonafviklinger uden tilskuere. Europa og Champions League blev hakket midtover, da coronakrisen satte ind, og går nu en uvis fremtid i møde. Og hvad skal der ske med klubber, som stod til at rykke op eller ned i divisionerne?

Der er noget godt i alt det hér. Det mener i hvert fald den franske EU-parlamentariker Daniel Cohn-Bendit, der ifølge det spanske sportsmedie AS udtaler, at Mbappés markedsværdi er faldet dramatisk efter pandemiens udbrud. Hvor Cohn-Bendit ved det fra, står hen i det uvisse. Fra 200 millioner til 40 millioner euro, hævder han, og selv med dette prisskilt vil ingen kunne købe den franske luksusspiller. Ifølge føderalisten Cohn-Bendit er tiden derfor moden til at tage livtag med hele fodboldens finansielle hysteri. Vi trænger til et opgør med de uhyrlige transfersummer, spillerlønninger og slørede agenthonorarer. Ikke nok med det, tv-kontrakterne skal indeholde et obligatorisk bidrag til amatørsporten, siger Cohn-Bendit.

Har han en pointe? Ingen kender Mbappés reelle markedsværdi, så et eventuelt fald kan ikke opgøres finansielt. Vi har indikationer fra rygtebørsen, fordi Real Madrid har været interesseret. Lige nu ser det dog ud til, at den spanske kongeklub vil holde lav profil til sommer. Den franske komet er for dyr under de givne vilkår.

Det interessante er heller ikke konkrete kroner og øre, og om man er for eller imod himmelhøje salgssummer og tv-kontrakter. Det handler om fremtidsscenariet for fodboldens betingelser. Sådan helt generelt.

I PSG har de identificeret en trist tendens omkring Mbappé på det seneste. Han minder for meget om sin brasilianske holdkammerat Neymar. Ham er de ikke begejstret for i det franske. Der er daglige krukkerier fra superstjernen med det omskiftelige hår og en sværm af dumme sager. Slag mod tilskuer, påstået voldtægt, overfusning af dommere og meget mere. De vil faktisk helst undvære Neymar i Paris. Omvendt vil PSG-fans gerne beholde Mbappé, og derfor er de bekymrede over, at han også begynder at gestikulere og brokke sig, når han en sjælden gang pilles af banen før tid.

Så er der økonomien. Neymar kan man efter sigende få for sølle 150 millioner euro. Mange PSG-fans vil hellere end gerne slippe ham for dén pris. Nationale mesterskaber og pokaltitler, javel, men dem havde PSG nok også vundet uden ham. Han har ikke bragt dem det eftertragtede Champions League-trofæ. Vil I gerne have ham tilbage, Barcelona? Fint, værsgo.

Men igen er coronaens skygge dunkel og mudret. For Neymars retur til Barcelona kræver jo, at den catalanske klub kommer så helskindet ud af krisen, at de rent faktisk kan betale.

Sker der noget ved, at Neymar, Mbappé, Barca og PSG kommer lidt i klemme? Nej, de skal nok klare sig. Coronakonsekvenserne rammer alle de andre.

Hele den topprofessionelle fodbolds økosystem er truet. Her har Cohn-Bendit en pointe. Selv når klubbernes primære eksistensvilkår i form af de nationale turneringer begynder igen, vil det være en genåbning i flere faser. Den fulde finansielle indfasning sker måske aldrig. De tilskuertomme tribuner og manglende entréindtægter er én ting. En anden er de svævende transfersummer, der hænger over mange klubber som en kulsort tordensky. Der er masser af penge ude at svømme. Den danske klub FC Midtjylland har efter sigende omkring 50 millioner til gode rundtomkring. Får de dem? Vi ved det ikke. Pengene kan hurtigt låses fast i konkurspotentielle klubber.

Transfervinduet er åbent to gange om året – næste gang i sommeren 2020 – men de er udfordret af, hvordan de nationale ligaer afvikles. I Frankrig og Holland har de allerede aflyst. I Danmark og England håber de fortsat. Der er spillere, hvis kontrakter ophører ved sæsonafslutning, og hvad sker der med dem? Skal de blive i deres nuværende klubber og belaste lønsummen? Selv hvis de får løbepas, er det ikke sikkert, at aftagerne står i kø. Bare se Gareth Bale og James Rodriguez i Real Madrid.

Markedet vil være ængsteligt. Klubberne vil være tilbageholdende. Som mange andre virksomheder mister de penge hver evig eneste dag. Manglende spillersalg, manglende indkrævninger af tilgodehavender, manglende salg af merchandise. Listen over indkomstnedgang er alenlang.

Daniel Cohn-Bendit hævder, at professionel fodbold fremover vil være pisket til at sortere sine dunkle finansielle sider fra. Måske kommer vi tilbage til en romantisk guldalder, hvor spillerlønninger og agenthonorarer endnu ikke var i fri eksplosion.

Helt ærligt: nej. Cohn-Bendit tager fejl. Big time. Polstrede og pengestærke klubber som Real Madrid, Manchester City, Paris Saint-Germain og Bayern München vil overleve. Barcelona og Juventus, som har haft flere lortesager i medierne på det seneste, vil bløde, putte plaster på – og komme videre. Måske vil de ret hurtigt vende tilbage til normalen.

Det er klubber som Lokeren, Burnley, Schalke, Levante, Napoli, Feyenoord, Rio Ave og andre, der befinder sig i mellemlaget i Premier League, Bundesligaen, La Liga, Serie A, Eredivisie, Primeira Liga, og som allerede inden corona havde økonomiske udfordringer, der bukker under. Det vil øge forskellen mellem top og midterfelt. Ikke mindske den.

Vi siger det ikke, fordi vi er kommunister. Men gode gamle Karl Marx havde faktisk en pointe: Topfodbold i og efter corona handler om konsekvenserne af monopolisering – og mindre om social ulighed. Det er ikke afstanden mellem rig og fattig, top og bund, der bliver ubærlig. For det var den i forvejen. Nej, det handler om, at afstanden mellem øverste og næstøverste hylde bliver endnu større. Eftervirkningerne vil løbe gennem Europa som et spøgelse, som Marx engang sagde.

Muligvis mens Neymar sidder i sit millionhus uden for Paris og surmuler, og Kylian Mbappé er taget til Madrid for at skovle endnu flere nuller på kontoen.

Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Forslag til kronik sendes til opinion@weekendavisen.dk.

 

Læs også Asker Hedegaard Boyes artikel om de nære forbindelser mellem sport og politik i Mellemøsten: »En totalitær arena«