Det står stadig mere klart, at det mindretal af patienter, som bliver alvorligt syge af coronavirus og dør, typisk bliver fældet af deres eget immunforsvar.
Det er altså ikke virussen, som direkte slår de syge ihjel, men derimod det beredskab, som skulle værne dem mod infektioner eller i hvert fald dæmpe udefrakommende infektioner bedst muligt.
Flere videnskabelige studier gør det klart, at når forløbet bliver fatalt for patienten, er det ofte forbundet med en cytokinstorm – det vil sige et stærkt forhøjet niveau af immunhormoner, også kaldet cytokiner, i kroppen. Cytokiner er de hormoner, der sendes ud for at give besked til immuncellerne om, at nu er der fare på færde.
Professor i virologi ved Københavns Universitet Allan Randrup Thomsen bekræfter, at dét typisk er billedet, når det ender galt.
»De, som dør med det, vi kalder multiorgansvigt – altså hvor nyrerne sætter ud, hvor leveren også lider og så videre – der kan vi se tegn på, at de har en immunologisk overreaktion. Den fører til, at der bliver aktiveret en hel masse mekanismer i kroppen, der hører til immunforsvaret, og som i princippet er formålstjenlige og gode ved infektioner, men hvis de bliver ufokuserede og skyder over, hvad der er absolut nødvendigt, kan de ramme os. Så bryder organerne sammen, og så dør man. Det er et tveægget sværd.«
Når immunsystemet hos nogle coronapatienter løber løbsk, hænger det nok sammen med, at de pågældende patienters immunforsvar allerede er belastet af en eller flere kroniske sygdomme. Det er typisk livsstilssygdomme som diabetes, overvægt, forhøjet blodtryk, for meget kolesterol i blodet med åreforkalkning til følge. Lidelser, hvor immunforsvaret permanent er på arbejde, hvilket giver en vis grad af kronisk betændelsestilstand i kroppen.
COVID-19 – en livsstilssygdom?
Vi siger, at corona rammer de ældre og de sårbare, men sandheden er snarere, at mange ældre er sårbare. Enten fordi de allerede har en livsstilssygdom, eller fordi en eller flere livsstilssygdomme er under opsejling, selv hvis den endnu ikke er diagnosticeret.
Eksempelvis vurderes det, at omkring halvdelen af dem, som er over 55, har forhøjet blodtryk. En kvart million danskere menes at have type 2-diabetes, som især slår igennem senere i livet, og hertil kommer 300.000 med forstadier til diabetes. Kolesterolet i blodet stiger med alderen, og omkring halvdelen af alle danskere over 45 vurderes at have et kolesteroltal over det anbefalede. Lidelser, som alle belaster immunforsvaret og giver en vis betændelsestilstand i kroppen.
»Når man har det, er man endnu mere udsat for konsekvenserne af en cytokinstorm. For der er ikke længere den samme ’restkapacitet’ i organerne, som man kan bruge som backup i en kritisk situation, og så har kroppens systemer nemt ved at fejle. Det svarer lidt til, at du hælder jet-olie på en gammel Citroën, det går bare ikke,« siger Allan Randrup Thomsen.
Organerne risikerer med andre ord at svigte, når de bliver sat på yderligere overarbejde.
»Er man først blevet 60, 70 eller 80 år gammel, har man ikke den samme kondition, som da man var ung. Lungerne fungerer ikke helt optimalt længere, det samme gælder kredsløbet og musklerne. Det giver nogle begrænsninger, når immunsystemet stresses.«
– Dør de ældre coronapatienter så, fordi de er ældre, eller fordi de har livsstilssygdomme, der gør dem sårbare?
»Det ved vi ikke med sikkerhed. Men det er klart, at de, der har flere co-morbiditeter, altså flere andre sygdomme, har større risiko for at dø. Det kan også se ud, som om alderen i sig selv er en faktor, og her er jeg på tynd is, men det skyldes måske, at mange er på vej til at have de her livsstilssygdomme, men ikke er diagnosticeret endnu. Mange ældre er nok skubbet lidt over i retning af type 2-diabetes uden nødvendigvis at være der helt, fordi mange har tendens til at samle kiloene op, når de bliver ældre.«
– Kan man tale om, at vi i Vesten er mere sårbare over for virus som for eksempel den, vi har nu, på grund af vores livsstil og de deraf følgende sygdomme?
»Ja, og det er ikke blot over for virus, det gælder også andre kritiske hændelser, man kan komme ud for, som for eksempel at blive forbrændt. Hvis vi ser den samme grad af forbrænding hos en yngre og en ældre patient, er der størst sandsynlighed for, at den ældre dør, og det har strengt taget intet med immunsystemet at gøre. Men når der ikke er den restkapacitet i de livsvigtige systemer, som vi har brug for, når organismen er under pres, kan det bryde sammen.«
– Betyder det, at man må forvente, at det ikke kommer til at gå helt så skidt i mange af de samfund, hvor man ikke har den samme grad af livsstilssygdomme, som vi har i Vesten?
»Det kunne man sagtens forvente. Men nu tror jeg, at den vestlige civilisation snart er så udbredt, at det er svært at finde sådan nogle samfund, men det ville jeg da tro betyder noget.«
En svær balance
Der begynder at komme studier, som forbinder bestemte cytokiner med fatal udgang på coronasmitte. En kinesisk forskergruppe, Yang et al., udsendte i marts et fortryk af et studie, endnu før det var videnskabeligt efterprøvet. Her har de fundet frem til 14 cytokiner, hvis koncentration i blodet var stærkt forhøjet hos alvorligt coronasyge sammenlignet med en kontrolgruppe. Især samspillet mellem tre specifikke cytokiner ser af studiet ud til at være forbundet med dødelig udgang.
Et andet studie, Shuguang Zhang et al. fra Massachusetts Institute of Technology, varsler, at gruppen har konstrueret specialiserede proteiner, som kan opsuge overskydende cytokiner med henblik på at bremse en cytokinstorm.
Professor Allan Randrup Thomsen peger selv på specifikke cytokiner, som i forvejen er kendt for at lave ballade. For eksempel det cytokin, der kaldes IL-6, og som man i nogle lande er begyndt at sætte ind mod med antistoffer, netop for at undgå cytokinstorm. Et andet er TNF-alfa.
Dog er man fortsat meget forsigtig med behandling. Dels fordi cytokinstorme involverer så mange forskellige immunhormoner, at det kan være svært at overskue, hvilke der egentlig er »driveren«, som Allan Randrup Thomsen siger. Dels fordi der er tale om en meget delikat balance:
»Man er meget forsigtig med denne her behandling med antistoffer mod bestemte immunhormoner, for hvis vi dæmper for meget af immunresponset, kan vi risikere, at virusset vinder, og så dør patienten, men af nogle lidt andre symptomer, og så er vi jo lige langt.«
Aktuelt er der ifølge Allan Randrup Thomsen voldsom debat om steroidbehandling. Det bruges til at neddæmpe mange autoimmune sygdomme. Det er lidelser, hvor immunforsvaret er gået til angreb på patientens egen krop. Det ser man for eksempel ved leddegigt, visse tarmbetændelser, multipel sklerose og hudsygdommen psoriasis.
»Mange af de stoffer, man kunne forestille sig at bruge, kender vi i forvejen fra behandling af de autoimmune sygdomme. De er godkendt til menneskebrug, og vi kender bivirkningerne. Vi er bare forsigtige med at bruge dem i en infektionssammenhæng, fordi vi endnu ikke ved, hvordan vægtningen skal være,« siger Allan Randrup Thomsen.
»Det skal fastlægges ved grundige studier, og der ved jeg, at nogle allerede er i gang med at se på antistoffer mod de her to cytokiner, IL-6 og TNF-alfa.«
