Nogle gange foregår de mest intense ting i tilværelsen på de mest intetsigende steder. Som holdmødet aftenen inden forårsklassikeren Paris-Roubaix. Afholdt i bussen, parkeret foran et krakeleret kædehotel i gasbeton ved en rundkørsel i udkanten af et halv-urbaniseret ingenmandsland i Nordfrankrig.
Det er et af de holdmøder, hvor alle lytter med. Detaljer er vigtige i alle cykelløb, men i Paris-Roubaix er de afgørende på en helt anden måde. I professionel landevejscykling handler meget om at udrydde tilfældigheder. Man reducerer vægt, udbedrer aerodynamik, indhenter kendskab til ruten, bruger tid på at forstå de andre holds magtbalancer og styrkeforhold. Man vil vide noget, de andre ikke har indsigt i, eller have en teknisk fordel, nogen ikke har udnyttet. Og selvom det forarbejde for så vidt er endeløst og umuligt i Paris-Roubaix, forsøger man utrætteligt at komme skæbnen i forkøbet for at mildne konfrontationen med det ondeste løb af dem alle. Det er i meget konkret forstand et cykelløb, man kan slå sig på.
Stemningen i bussen er ikke andægtig eller eksalteret. Der er snarere tale om en motiveret form for ængstelse, der kribler mellem rytternes tanker om styrt eller frygten for ikke at være der på dagen. Den dag, hvor ingen har lyst til at lave fejl, men den, hvor de mindst af alt kan undgås. Man kan misse en flaske eller vente på et hjul, men enhver forregning betyder, at der skal tages endnu flere chancer. Og chancer betyder styrt. Sæsoner kan gå i stykker den dag. Kædereaktionerne i Paris-Roubaix er så ubarmhjertige og kontante som få andre steder. Det er løbet, hvor lyden af kulfiber eller kroppe, der falder, lander og brækker på stenene eller i vejkanten, følger ryttere og seere det meste af vejen. Det stille, nordfranske landskab bliver indhyllet i larm, som tager til på de mest centrale sektioner. Menneskehavet vokser langs de smalle, elendige veje. Det er som et kilometerlangt, udstrakt stadion med øl og larm, støv eller mudder og biler, der er kastet ind i siden ved samtlige indfaldsveje. Det er dagen, hvor rytterne endnu mere opmærksomt lytter til hvinende bremser efterfulgt af brag og håber, at det ikke forplanter sig til netop der, hvor de sidder i cykelløbet.
INGEN KENDER MORGENDAGENS vilkårlige fordeling af uheld og omstændigheder, men alle i bussen håber, at de på en eller anden måde falder ud til deres fordel. Kort efter de første brostensstykker giver en stor del dog slip på den drøm og justerer virkeligheden ned til blot at yde en indsats, inden det er ovre, eller til bare at komme igennem. Paris-Roubaix er det eneste professionelle endagsløb i verden, hvor der er prestige i blot at gennemføre.
Alle står tidligt op den morgen, hvor Paris-Roubaix skal køres. Stille rutiner ved morgenbordet, lidt mindre højrøstede, men sirlige, sidste justeringer ved mekanikernes lastbil. Biler pakkes og kontrolleres. Bundter af hjul og forplejning. Akkrediteringer uddeles til de få, der skal have adgang til det kaotiske målområde inde på den gamle cykelbane, sportens mest slidte og magiske målstreg. Der er blikstille i de sovende forstæder, når denne søndags anderledes farvestrålende bilkortege snørkler sig ind mod startområdet i den velbeslåede by Compiègne. Den gør det ud for »Paris« i løbets mundrette navn, selvom der er langt mellem de to byer.
Siden midten af 1970erne har det været her, løbet er blevet sat i gang fra det lille torv foran slottet, der længe var de franske monarkers foretrukne sommerresidens. Men på den her forårsdag er det nyrenoverede slot og de velplejede haver omkring byen en sekundær kulisse til den egentlige og væsentlige historieskrivning, som Paris-Roubaix er for cykelsporten.
Det er en af de vigtigste søndage på hele året, kulminationen på den hellige uge, der går fra Flandern Rundt til Paris-Roubaix. Otte dage, der indrammer de to store brostensklassikere.
Startområdet emmer af forventning og ængstelse, mens tilskuere og fans flokkes omkring busserne, der holder parkeret hele vejen langs den brede avenue ind mod starten. Tidligere vindere, sponsorer og gæster står i klynger og ser rytterne skrive sig ind på et podie midt på torvet. Speakerstemmen brager ud, så det runger i bygningerne og overdøver samtalerne, mens mekanikerne stiller cyklerne frem og kigger dem igennem en sidste gang. Rytterne får tunnelsyn, og de færreste har andet end høflige nik og korte svar til journalister og bekendte i minutterne før starten.
DA MATHEW HAYMAN trykkede tommelfingeren ned på sit brede fordæk, lige inden han satte sig i sadlen til sit 16. Paris-Roubaix i 2016, var han for første gang i karrieren ret ligeglad med, hvor blødt eller hvor hårdt det var. Normalt ville han have været krakilsk over for den modstand, dækket skulle møde brostenene med. Det præcise punkt, hvor det giver en lille smule efter uden at miste for meget momentum. Men ikke den dag. Hele cyklen var også temmelig almindelig og langt mindre modificeret end vanligt for et Roubaix.
Hjulene er risikabelt skrøbelige for et løb, som presser materiellet til det yderste. For første gang var den 37-årige australier uden et tyngende og stressende pres for at lave et resultat den ene dag på året, hvor hans kompetencer og erfaring gjorde ham til andet end en højt skattet og klog hjælperytter. Paris-Roubaix var hans dag, men han troede ikke på det og lod cyklen være, som den var. Han skulle i bedste fald i udbrud og forsøge at være til nytte for de andre, skulle de få tilslutning senere.
Da Mathew Hayman startede den søndag, havde han vundet fire cykelløb i sin karriere. Og efter at han havde brækket armen fem uger inden, var der ikke nogen, der forventede andet end hans blotte tilstedeværelse. Det var et lille mirakel i sig selv, at han overhovedet kunne eller ville stille til start med så få reelle løbskilometer i benene.
For en gangs skyld var han ude af stand til at lægge et væsentligt pres på sig selv. Nok havde stressfaktoren tidligere givet ham talrige bekymringer, men den havde også sat ham endegyldigt op. Normalt havde han et manisk fokus på forberedelserne til den ene dag, hvor han ikke skulle arbejde for andre end sig selv. Men de forberedelser, han normalt havde brugt vintre og forår på, var nu ødelagt. Han havde næsten lige fået gipsen af den skide arm.
Kan man overhovedet tillade sig at tænke, at noget er skæbnebestemt eller retfærdigt i et løb, hvor tilfældighederne er så grusomme, og hvor meget få overhovedet er i stand til fysisk at løse billet til afgørelsen?
I en finale, der allerede starter 100 kilometer før mål, når rytterne rammer brostensstykket ved Arenbergskoven. Det er på kanten af den ubønhørlige logik og de ting, der heldigvis smadrer den, at cykelløb er smukkest.
Og derfor kunne Hayman alligevel sidde med en reel chance, da han havnede i finalen på den eneste dag i karrieren, hvor alt pludselig kunne lade sig gøre.
Han sad med den sidste billet til afgørelsen efter Carrefour de l’Arbre: et grusomt, to kilometer langt brostensstykke, der efter 240 kilometers cykelløb sjældent overlader noget til tilfældighederne. Og er man med der, kan man vinde. Det er løbets vigtigste sted. Det er her, forskellene bliver tydelige, og konsekvenserne af at forsøge finder deres pris. Der er brosten hele vejen op til dørmåtten ved indgangen til baren, der står alene i landskabet ved det sving og det træ, der lægger navn til sektionen mellem Gruson og Camphin-en-Pévèle. Hvis Arenberg sorterer mellem vinderne, navngiver Carrefour de l’Arbre dem. For enden af det stykke ligner nogen altid en vinder mere end de andre. Som da Fabian Cancellara slog det afgørende hul i sin første sejr og rystede den sidste forfølger af med et afsindigt tempo.
Det øjeblik var det tydeligt, at intet samarbejde og ingen rytter i verden ville kunne lukke hullet op til hans trance-agtige ridt forrest i løbet ind mod cykelbanen, hvor opløbet finder sted. Hans forcering af Carrefour de l’Arbre markerede ikke bare en tidsforskel, men et afgrundsdybt niveau den dag. Om de så havde resten af livet, ville de have jagtet forgæves.
HAYMAN HAVDE BRUGT HELE SIN KARRIERE på at bringe sig selv i nærheden af et resultat i Paris-Roubaix, men aldrig siddet med en reel vinderchance efter Carrefour de l’Arbre.
Og på denne søndag så det heller ikke sådan ud. Han var millimeter fra at styrte, netop som de tiloversblevne i finalen kørte ind på stenene. Han blev sat og var forsvundet ud af kameraindstillingens forsøg på at indfange det afgørende hug, mens det skete. Men australieren kom lige netop med, da løbet kilede en lille chance ind, før det var forbi. Et øjebliks stilstand var nok. Et par sekunder lukkede ham tilbage ind i løbet. Hans konkurrenter vidste det ikke, og han ville selv aldrig have forestillet sig, at det skulle ende, som det gjorde. Med den smukkeste sejr. Det må have lignet en film eller noget fra indersiden af en drøm, da han opdagede, at han havde vundet. Spurtslået Tom Boonen og kørt en ellers umulig finale helt frem til triumf.
Paris-Roubaix er en antikvitet, der bliver pakket ud hvert år, men gøres kontinuerligt nutidig netop den søndag i april. Løbet er måske sportens mest væsentlige arvestykke, der hvert år lever videre i hver enkelt deltagers historie med det. Det køres gennem krigsterræn og gravsteder for nogle af den vestlige verdens mest grusomme slag. Fladt, trist, øde og ensomt. Et sted, ingen har et ærinde, bortset fra den søndag.
Hayman kom der ufrivilligt for at blive en anden. Det smukkeste stykke iturevet logik, da skæbnen åbnede et smalt vindue på klem.
Teksten er et uddrag af Brian Nygaard og Erik A. Frandsens kommende bog »Iltgæld – Fortællinger og tegninger fra cykelsportens veje«, der udkommer på Gyldendal den 7. maj.
