Kontroltabet

I forreste linje, ved siden af statsministeren, står sundhedsministeren. Han får ordet efter Mette Frederiksen. Ingen – måske allermindst Magnus Heunicke selv – havde regnet med, at han skulle få en nøglerolle i en undtagelsestilstand. Sundhedsministeriet tildeles oftest politikere med dyb lidenskab for regneark. Skulle man for et par måneder siden have forestillet sig årsagen til disse drakoniske politiske tiltag, ville man have gættet på krig, måske et storstilet cyberangreb – ikke en virus­epidemi. Men præcis som det ville være forsvarsministeren, der tog ansvaret i en krig, er det sundhedsministeren, der står forrest, mens landet håndterer invasionen af coronavirussen.

EKSTREM er situationen virkelig. De voldsomme tiltag bliver fra forskellig hold kritiseret for at være for drastiske, for ekstreme – for politiske. Er lukningen af skolerne eller grænserne nu også fagligt funderet og sanktioneret af Sundhedsstyrelsen? Er regeringen gået i panik – eller måske ved at indføre diktatur ad bagvejen? Den kritik rammer helt skævt, ligesom kravene om, at de politiske beslutninger i disse uger helst skal udformes som en indlægsseddel i en medicinpakke, hvor alt er testet i kliniske forsøg.

KRISE kommer af græsk og betyder oprindelig adskillelse, mening eller afgørelse, altså en akut og unormal valgsituation. I en krise skal der træffes beslutninger, oftest meget hurtigt. I disse dage hyldes Sundhedsstyrelsens direktør for dygtig kommunikation og rolig fremtoning, og der skrives begejstrede portrætter af Søren Brostrøm, men netop Sundhedsstyrelsen og de øvrige sundhedsfaglige myndigheder kan dårligt roses for deres handlekraft. De var for langsomme til at reagere på den truende krise.

ER Sundhedsstyrelsen den ypperste faglige ekspertise, kan man konstatere, at den – mens Kina gik i sort – bedyrede, at virus sandsynligvis ikke ville ramme Danmark. Derfor blev flyene ved med at ankomme med passagerer fra Kina. Da Italien fik de første slag, understregede man, at faren var til at overse. Selv efter de smittede kom hjem fra vinterferie i Italien, landede fly med italienske turister i København. Så sent som sidste uge sagde Sundhedsstyrelsen, at man roligt kunne lade børn lege med hinanden, mens Seruminstituttet understregede, at man fint kunne lade »bedsteforældre eller kronisk syge i risikogrupperne komme på besøg til en kop kaffe eller aftensmad – eller besøge dem«. Stik mod de anbefalinger, der udsendes i dag. Det svarer til, at Forsvarets ledelse leverede helt fejlagtige trusselscenarier under en militær konflikt. På den baggrund giver det ingen mening at pege på det aktuelt manglende sundhedsfaglige belæg for at lukke grænserne.

ALT tyder på, at den beundrede Sundhedsstyrelse har nølet, og at det bidrog til, at Danmark står i en værre situation, end vi ellers ville have været i. Det er ikke overraskende, for embedsværkets rolle er netop at nøle og advare mod forhastede beslutninger. Embedsmænd ser ned i statistikker og modeller eller hen på deres kolleger og konkluderer oftest, at tilstanden nok er nogenlunde normal. Bureaukraterne vil altid mane til besindighed. Den politiske ledelse, derimod, har set på Italien og kigget ned i den afgrund, hvor kontrol­tabet ligger.

POLITIK er det muliges kunst, får vi altid at vide, og i denne tid er alt politik. Hvad er så muligt i en situation, hvor embedsmænd og eksperter ikke kan enes om scenarier for sundheds­væsenets mulige sammenbrud i løbet af få uger? Den eneste klare besked fra eksperter, der faktisk har stor erfaring med at arbejde med epidemier, er jo denne: Hvis man er i tvivl, skal man handle! Hellere for meget end for lidt. Ingen kan med sikkerhed sige, om regeringen gør det helt rigtige. Opererer man stadig med alt for optimistiske scenarier? Tester vi for få? Skiftede man strategi for tidligt? Men man kan konstatere, at de fleste sammenlignelige lande synes at gøre det samme. I Danmark er vi blot ikke vant til politik i denne faste form, og kritikerne af regeringen føler tydeligvis ubehag ved denne magtudøvelse. I Sverige, hvor Sundhedsstyrelsen har overtaget det politiske rum, har de forholdt sig meget afventende. Det er at spille hasard med borgernes liv og tilliden til statens evne til at beskytte borgerne. Selv det kinesiske diktatur, der normalt ikke interesserer sig for den slags, kunne ikke tillade sig at løbe risikoen. At overlade ansvaret til embedsfolk i denne usikre situation gør ikke afgørelserne mindre politiske. De bliver bare mindre demokratiske.

Læs også om, at Mette Frederiksen styrer krisen med en lille inderkreds: »Situationens generalstab«

Læs også om, hvad skal der til for at undgå en dyb økonomisk krise: »Overlevelseskamp«

Læs også om, at sygdomsepidemien er et socialt drama i tre akter: »Døde de døde forgæves?«

Læs også Martin Krasniks leder om, at det største offer for coronakrisen er vores frihed.

Læs også Pernille Steensgaards »Flugten til sommerhuset«

Læs også kronikken om, at der snart opstå kritiske flaskehalse i det danske sundhedssystem: »Manglende hænder«