Leder.

Statens øje

Statens øje Af Klaus Wivel

ER det rystende at opleve et så stort antal anholdelser af mistænkte militante islamister landet over, bør det næppe komme som en overraskelse, at kampen mod jihadismen langtfra er forbi. Vi har fået os en blodig plage, det er en kulturkamp såvel som en krig både uden for og inden for vores grænser, og den skal føres uden at underminere det åbne samfund, vi samtidig vil beskytte. Det sidste er nok så vigtigt i denne tid.

TOTAL nedkæmpelse af den militante islamisme har således lange udsigter, men at kampen har sat sig spor i myndighedernes forhold til resten af den danske befolkning, fik vi syn for i tirsdags – dagen inden de 21 anholdelser af mistænkte terrorister fandt sted. Her gjorde justitsminister Nick Hækkerup i Berlingske rede for regeringens anbefalinger i forbindelse med, at den nye såkaldte trygheds- og sikkerhedspakke blev sendt i høring.

OVERVÅGNING er nøglen til at komme islamisk terrorisme og bandekriminalitet til livs, lød budskabet. Pakken anbefaler yderligere hundredvis af politikameraer i det offentlige rum, som skal filme gader, veje og pladser langt mere omfattende, og at politiet også skal have direkte adgang til de tusindvis af private kameraer, som allerede er opstillet, og som man har pligt til at registrere hos myndighederne. Går denne lovgivning igennem, bliver der næppe mange kvadratmeter af vores byer, som ikke er under konstant bevågenhed. Politiet skal derudover udstyres med flere droner, og mulighederne for aflytning og ransagning udvides.

SÅ vidt, så indgribende. Med onsdagens mange anholdelser er der næppe tvivl om, at Hækkerups pakke vil møde betydelig velvilje i befolkningen. Efter flere år med terrorangreb i europæiske byer – det seneste i London i forrige uge – hober indre billeder sig op, der viser, hvad vi er blevet forskånet for, hvis politiets mistanke viser sig at holde stik. Med den borgerlige bloks hjælp vil pakken da også formentligt gå glat igennem.

TOTAL overgivelse af vores ret til privatliv er, hvad der venter os for enden af den vej, Hækkerup og regeringen styrer ned ad. Det er værd at diskutere, om den pris bliver for høj. Synes man, at disse indvendinger lyder overdrevne, bør man huske, at dansk politi i sidste måned ønskede, at det skulle være muligt at bruge ansigtsgenkendelse, når borgerne overvåges af kameraerne – en teknik, kinesiske myndigheder bruger mod deres borgere i stor stil, også mod demonstranterne i Hongkong. Venstre og Dansk Folkeparti er med på forslaget, mens regeringen ikke mener, at tiltaget er nødvendigt. Men hvorfor egentlig ikke? Hvor går regeringens grænse da?

FRIHED handler om tryghed, har justitsministeren sagt. Ja, han sætter ligefrem lighedstegn mellem øget overvågning og øget frihed. Hvis han virkelig mener, hvad han siger, må det oplagte modspørgsmål være: Hvorfor ikke gå hele vejen? Indfør da både ansigtsgenkendelse og alle mulige andre former for overvågning. Vi har i dag teknologien til at aflytte samtlige danskeres telefonsamtaler. Hvorfor ikke også indføre det? Hvad holder Hækkerup tilbage? Læg dertil, at politiet ifølge tidsskriftet Ingeniøren mener, at det skal være muligt at efterforske potentielle gerningsmænd i DNA-basen hos Nationalt Genom Center. Databasen blev oprettet tidligere i år, og det var meningen, at den udelukkende skulle bruges i forskningsøjemed, men regeringen åbner for, at den helt ekstraordinært må anvendes i forbindelse med »terrorlignende handlinger«. Hvorfor stoppe der? Hvorfor ikke give myndighederne uindskrænket magt til at granske hele den danske befolknings DNA? Det vil givetvis forhindre mange forfærdelige forbrydelser. Og skabe endnu større frihed.

JUSTITSMINISTER Hækkerup bør forstå, at frihed ikke kun er frihed fra at blive udsat for kriminalitet og terrorangreb. Det er også frihed fra konstant at være underlagt myndighedernes øje. Spørgsmålet må egentlig være: Skal man som borger i Danmark gå ud fra, at man i reglen altid er overvåget? Har vi overhovedet privatliv som udgangspunkt? Øget overvågning er et udtryk for øget mistillid til danskerne og risikerer at få den modsatte effekt: at borgerne får en grundlæggende mistillid til staten. Den mistillid er allerede velbegrundet.

HÆKKERUP behøver kun at kaste et blik på de talrige offentlige sager om svindel i embedsværket, som Hans Mortensen skriver om på forsiden af avisen i denne uge: Borgernes tillid til, at offentlige myndigheder forstår at behandle vores mest intime data med diskretion og påpasselighed, er simpelthen fejlanbragt. Alene af den grund bør vi se med den dybeste skepsis på Hækkerups tryghedspakke, og det bør onsdagens masseanholdelser ikke ændre på. Siden terrorangrebet i 2001 har staten givet sig selv stadig flere beføjelser til at overvåge borgerne, altid i den gode sags tjeneste, for vores egen skyld. For at forhindre eller efterforske terror. Politikere er gode til at forklare, hvorfor mere overvågning er nødvendig. Man savner et svar på, hvor grænsen går.

Side 14