Nazityverier. Hvem vidste hvad og hvornår? Mindst to gange har ledende medarbejdere på Rigsarkivet givet offentligheden forkerte oplysninger om de forsvundne og uerstattelige arkivalier fra besættelsestiden.

Sandheden arkiveret

Sandheden arkiveret Af Poul Pilgaard Johnsen

Rigsarkivets ledelse indrømmer nu, at statsinsti­tutionen – mod bedre vidende – har givet offentligheden forkerte oplysninger om omfanget af tyverier fra arkivet.

I en artikel i februar 2014 sandsynliggjorde Weekendavisen, at tyveriet af materiale fra besættelsestiden måtte være langt mere omfattende, end det var kommet frem under en stærkt omtalt retssag, men det afviste daværende rigsarkivar Asbjørn Hellum:

»Vi har lavet nogle stikprøvekontroller, og fra de sager var der ikke stjålet noget, og derfor er vi rimelig beroligede,« udtalte han.

Sandheden er, at Rigsarkivet allerede på daværende tidspunkt var klar over, at der var forsvundet mange flere dokumenter end dem, man havde fundet hos tyvene. Det havde arkivet nemlig konstateret, da man i slutningen af 2013 og i begyndelsen af 2014 havde været nede og kigge i arkivkasserne for at lægge tyvekosterne tilbage.

I en redegørelse, som blev afleveret til Kulturministeriet for tre uger siden, fastslår den nyligt ansatte rigsarkivar Anne-Sofie Jensen, at udtalelsen fra hendes forgænger »ikke var korrekt, da man på det tidspunkt i organisationen var opmærksom på, at der manglede flere dokumenter i de omfattede sager, end dem der var blevet konfiskeret af politiet. Rigsarkivet er derfor enig i, at der på daværende tidspunkt blev afgivet en forkert faktuel oplysning,« hedder det. Med tilføjelsen:

»Rigsarkivet skal for det første stærkt beklage, at udtalelsen af 21. februar 2014 var forkert, og dernæst at udtalelsen ikke efterfølgende blev tydeligt berigtiget og beklaget.«

Umiddelbart peger pilen altså på tidligere rigsarkivar Asbjørn Hellum som den, der sidder tilbage med aben:

»Rigsarkivet har forsøgt at få yderligere klarhed over baggrunden for udtalelsen, men det er ikke lykkedes at finde en forklaring herpå. Det skal dog fastslås, at den øverste ledelse burde havde taget ansvar for at være oplyst om den aktuelle status i forhold til flere manglende dokumenter,« skriver Anne-Sofie Jensen i redegørelsen til fungerende kultur­minister Rasmus Prehn.

Denne implicitte beskyldning om embedsforsømmelse eller noget, der ligner, vil Asbjørn Hellum ikke have siddende på sig.

»Jeg har selvfølgelig udtalt mig med den viden, jeg havde på det tidspunkt,« siger han til Weekendavisen i denne uge.

Læs også artiklen fra januar 2019 om, at tusindvis af stjålne dokumenter fra retsopgøret befinder sig fortsat på det sorte samlermarked: »Sagen ikke arkiveret«

Står Hellums udsagn til troende, rejser sig spørgsmålet om, hvem i organisationen der har ansvaret for, at Rigsarkivets dengang øverste chef kom til at udtale sig »faktuelt forkert«. Et oplagt bud er den nuværende vicedirektør, Ole Magnus Mølbak Andersen, der stod i spidsen for oprydningsarbejdet efter tyverierne. Han ønsker dog ikke længere at udtale sig til pressen.

Måske klog af skade, for vicedirektøren gjorde ikke nogen heldig figur, da han for nylig blev interviewet af TV 2 og efterfølgende måtte erkende, at han udtalte sig forkert under interviewet.

Spørgsmålene angik, hvornår Rigsarkivet reelt blev klar over, at der manglede flere dokumenter. I både interviews og i en redegørelse til Kulturministeriet i 2018 har vicedirektøren oplyst, at man tilbage i 2012 – under den første efterforskning af tyverisagen – kun kiggede i »ganske få« sagsmapper og derfor ikke allerede dengang opdagede omfanget af forsvundne dokumenter.

Bevæbnet med oplysninger fra poltimanden og amatør­historikeren Martin Q. Magnussen, der netop har udgivet en bog om arkivtyverierne, kunne TV 2-journalisten dog dokumentere over for Ole Magnus Mølbak Andersen, at han og andre medarbejdere på Rigsarkivet ikke bare havde gennemgået ganske få sager, men faktisk omkring 250 sagsmapper. Under interviewet konkretiserer vicedirektøren ellers, at man udelukkende undersøgte »to dusin« af de berørte sager, men i en efterfølgende mail til TV 2 beklager vicedirektøren denne udtalelse og giver sin hukommelse skylden:

»Jeg burde blot have sagt, at det kunne jeg ikke huske. Jeg gættede så på to dusin, hvilket er ganske forkert, da du jo selv kunne fortælle mig, at det reelle tal var cirka ti gange så stort.«

Landssvigerne

Tyverierne fra Rigsarkivet af dokumenter, der først og fremmest vedrører danskere, som gik i tysk krigstjeneste, blev opdaget i efteråret 2012, og året efter år blev de to anklagede, Kim Dorph Vinther og Henrik Irdan, idømt fængsel i henholdsvis to år og et år og ni måneder. Umiddelbart forinden havde de begge overraskende erklæret sig skyldige i anklagemyndighedens påstand om i perioden februar 2009 til oktober 2012 at have stjålet »ikke under 1.045 arkivalier (...) hvilke arkivalier er unik og uerstattelig kulturarv«.

Retssagen, der var planlagt til at vare i mange dage og med førsel af 25 vidner, blev med tilståelserne pludselig til en ren formssag, der var overstået på ganske kort tid. De anklagede, der begge havde forbindelse til rockerkredse, fastholdt under sagen, at tyverierne var sket af ren og skær samlerinteresse og ikke bevidst med salg for øje. Dog vedgik Kim Vinther at have videresolgt mellem 10 og 20 dokumenter til samlere på onlineauktioner, hvilket ifølge anklagemyndigheden beløb sig til 38.060 kroner.

»Nogle af os går og griner lidt af den dom og siger, at det har sgu været en god timeløn, for ingen er i tvivl om, at der er stjålet meget mere. Folk har jo selv set det udbudt til salg,« sagde en samler til Weekendavisen i 2014. En anden kilde, som er central i samlermiljøet, oplyste ved samme lejlighed, at han to gange var blevet tilbudt at købe dokumenter fra de dømte:

»Jeg så mindst 40 soldaterbøger, måske 50, og de koster ikke under 20.000 kroner per styk.«

Som de fleste andre samlere ønskede han at være anonym. Fascinationen af effekter – dokumenter, fotografier, armbind, medaljer og uniformer – fra danske nazister eller østfrontfrivillige opfattes i den brede offentlighed stadig som så odiøs, at ingen har lyst til at stå frem med navn. Under efterforskningen fandt politiet kun frem til seks købere af stjålne dokumenter. Ifølge kilden var det en udbredt opfattelse i samlerkredse, at alle de involverede havde en fælles interesse i at få lukket sagen:

»Rigsarkivet aner ikke, hvor meget der er forsvundet, og så lyder det jo bedst, at alt er fundet. Politiet har brugt fem mand i otte måneder uden at komme særlig langt, fordi samlermiljøet er ekstremt lukket og omfattet af et ubrydeligt tavshedskodeks, og forbryderne selv undgik med tilståelserne, at der blev indkaldt vidner i retten, som nok havde fortalt en noget anden historie end deres egen version. Var det kommet frem, at de havde tjent mange flere penge, ville de også have fået en højere straf.«

Martin Q. Magnussen, der har gravet i sagen i syv år, gør forløbet op sådan her:

»Jeg tror, at Rigsarkivet fra begyndelsen konstruerede en forklaring om, at næsten alt var fundet. Det skrev man også til ministeren i 2013, og så fangede bordet.«

Alarmklokker

Det er altsammen gisninger, men tilbage står i dag det faktum, at ledende medarbejdere i Rigsarkivet mindst to gange har udtalt sig faktuelt forkert. Kan man så være sikker på, at hele sandheden nu er kommet for en dag?

Eller kunne det for eksempel være, at Rigsarkivet allerede meget tidligt – og lang tid før det tidspunkt, dokumenterne blev lagt tilbage i arkivet, og Asbjørn Hellum udtalte sig forkert – faktisk vidste, at det stod meget værre til?

I den nyeste redegørelse til kulturministeren bringer den nye rigsarkivar selv spørgsmålet op og skriver, at der har været »overvejelser om, hvorvidt Rigsarkivet allerede på dette tidspunkt ultimo 2012 var klar over, at betydeligt flere end de konfiskerede dokumenter var stjålet fra Rigsarkivet«.

Baggrunden er, at arkivets medarbejdere allerede på dette tidlige tidspunkt gennemgik hele Københavns Byrets arkiv og konstaterede, at der var forsvundet mange flere dokumenter end dem, der fundet hos tyvene. I hver fjerde sag var der stadig mangler.

Umiddelbart skulle man jo så tro, at alle alarmklokker ville ringe på Rigsarkivet.

Men så simpelt er det ikke, forstår man af redegørelsen til ministeren, for det var kun omkring 20 procent af de stjålne dokumenter, som hidrørte fra Københavns Byret:

»Hvis der manglede flere dokumenter i en sag (fra Københavns Byrets arkiv, red.) på grund af tyveri, ville det dokument derfor kunne befinde sig blandt de øvrige 80 procent af de konfiskerede dokumenter. Sagt på en anden måde ville en gennemgang af alle de konfiskerede dokumenter potentielt have kunnet udfylde de manglende huller i sagerne, der skyldtes tyveri,« står der i redegørelsen.

Via en kilde har Weekendavisen haft adgang til de lister, som Københavns Politi modtog fra Rigsarkivet 28. januar 2013 til brug for efterforskning og retssag, herunder en udvidet koster-rapport, som beskriver de dokumenter, man havde fundet hos tyvene.

Afsenderen er Ole Magnus Mølbak Andersen, og rapporten viser, at når Rigsarkivet havde identificeret et beslaglagt dokument, blev dets oprindelsessted i arkiverne noteret. Det kunne for eksempel stamme fra arkivet fra Københavns Byret eller fra et af fængslerne i Horserød, Horsens eller København.

Af denne kommenterede kosterliste fremgår, at man allerede i 2012 havde lokaliseret oprindelsesstedet for 903 ud af i alt 1146 kosternumre, og nu bliver det både teknisk og kompliceret:

Da dokumenter fra Københavns Byret selvfølgelig ikke er arkiveret som dokumenter fra fængslerne, er Rigsarkivets forklaring om, at de manglende dokumenter i byrettens mapper »kunne befinde sig blandt de øvrige 80 procent af de konfiskerede dokumenter« umiddelbart svær at forstå logikken i. For langt størstedelen – 903 ud af i alt 1146 kosternumre – vidste man jo allerede, hvilken institution dokumenterne kom fra.

Eller sagt på en anden måde: Når Rigsarkivets medarbej­dere kiggede i kasserne med sager fra Københavns Byret og konstaterede, at der manglede mange flere dokumenter end dem, man havde fundet hos tyvene, var det usandsynligt, at manglerne skulle befinde sig blandt de konfiskerede dokumenter fra fængselsvæsenet. Burde Rigsarkivet så ikke allerede da have vidst, at den var helt gal?

Indtil videre får vi intet svar, for ingen på Rigsarkivet ønsker at udtale sig til citat. Til gengæld får kulturminister Rasmus Prehn lejlighed til at svare på spørgsmål, når han den 11. december er indkaldt til samråd om hele sagen i Folketinget.

 

Læs også om, at nu fortælles historien om nazityverierne i et partsindlæg af manden, der afslørede sagen: »Det store arkivtyveri«

Side 4