Læserbreve. Børnemagt. Karen Blixen. Vild med vold 1. Vild med vold 2. Forbudsfeminisme. Berøringsangst.

Debat

Debat

Børnemagt

Thomas Markersen, cand.psych., konsulent

Ungdomsoprøret gjorde op med den sorte skoles kæft, trit og retning. Det var en positiv udvikling. I magttomrummet opstod imidlertid en slags laissez faire-pædagogik, og det lider vi måske stadigvæk under?

Blandt eliten, som jeg husker det i min opvækst i firserne, var det et udtryk for »godhed« at være lidt lallet. Men ser ekkoer af det i den ustandselige hippie Jakob Holdt (Amerikanske billeder), der for nyligt beskrev en voldtægt begået mod ham selv som ung som filosofisk inspiration. Med bz-bevægelsen og postmodernismen var reglen fraværet af regler. Anarkiet havde en romantisk og selvforherligende tone. Man hverken kunne eller skulle bestemme noget. Oplysningstiden var yt. Det hed, at virkeligheden ikke har en »essens«, og når alt flyder, kan viden om livet ikke akkumuleres, og den personlige karakter ikke udvikles. Følgelig er man suspekt, hvis man mener at vide noget. Vi har været vidner til et langvarigt, længselsfuldt og intellektuelt set uigennemskueligt (og dermed uangribeligt) frontalangreb på autoritet.

Manerer var borgerlige, og læring, for eksempel lektielæsning, satte bare elitens børn over de svagere stillede børn. Frihed var alt. Lægen kaldte ikke sin 13-årige dreng til orden, hvis han rendte rundt i gaderne og røg hash. At man, som undertegnede, skulle tvinges til klaverundervisning midt i laissez faire-universet, føltes som et sært overgreb.

Den intellektuelle klasse mistænkeliggjorde og underminerede altså de voksnes vilje, lyst og evne til at bestemme og mindskede hermed også børnenes mulighed for at udvikle karakter.

(Man udvikler kun karakter når man tolererer at være i »ulyst«, mens man gør det, man skal.)

Forbryderen blevet slået til helgen i Michel Foucaults Forbrydelse og straf, og Folk og røvere i Kardemomme by var et hit blandt flipperforældre, for her blev røverne en slags medhelte. Politikasketten blev spist af næsehornet i Otto er et næsehorn, hvorpå politimanden fik en bajer med de andre og endelig lærte at slappe af, forstås.

Ulemperne ved den sorte skole var mange, men der var trods alt nogle, der turde have ansvaret.

Ansvarsforflygtigelsen blev sat på formel i postmodernismen og poststrukturalismen, teorier, der stadigvæk er dominerende på blandt andet humaniora og samfundsfag.

Det travle liv spillede også en rolle i laissez faire-opdragelsen. Forældreansvaret er tidskrævende, og travle forældre ved, at det tager meget længere tid at lade børn gøre ting selv end at gøre tingene for dem.

Måske dovenskaben også spillede en rolle. Forældreskabet kræver, at man går på kompromis med det, man selv vil, mens man støtter børnene i at gå på kompromis med deres tilsvarende impulser.

Uanset hvad vil man, som Nietzsche bemærkede, blive ledet af andre, hvis man ikke selv vil påtage sig lederskabet. Hvilket mange forældre jo nok må sande. Hvis du ikke vil bestemme over børnene, begynder de jo at bestemme over dig.

Man skal nok ikke lede efter det forsvundne ansvar i tidens tekstbøger om pædagogik og børnepsykologi. Selv den anerkendte socialpsykolog, Per Schultz Jørgensen, der uden skelen til politisk korrekthed skrev om, at børn skal være »robuste«, synes optaget af den »forhandlende opdragelse« som ideal.

Man er inden for det pædagogiske og børnepsykologiske felt enige om, at tidens store problemer er vægelsindede forældre og usikre børn, for eksempel: »Når børn har vævende og usikre forældre, som ikke er tydelige omkring deres grænser, bliver de ekstremt kontaktsøgende. De vil hele tiden udfordre vores nej og være krævende og klæbende, fordi de er lidt ude af sig selv, fordi der ikke er en voksen til stede.« Samtidig anbefales det flere steder, at man dropper »opdragelsen« og taler til børn, som man taler med voksne.

Etablissementet anbefaler altså mere af det, som er problemet til at begynde med.

Måske vi gør en dyd ud af nødvendigheden, for hvis man ikke evner at bestemme over barnet, må man jo ty til forhandling for at få et »ja«. Forloren som forhandlingen end måtte være. Og måske vi hæver dem op og ind i en symmetrisk relation, som en form for syndsforladelse, fordi vi ikke synes, at vi er nok til stede i deres liv.

Uanset hvad kan forhandling med børn ikke betragtes som opdragelse.

Det ligeværd, som børnene vandt i hippietiden, synes at være gledet over i »ligestilling«. Børn har fået mere magt, end de kan administrere, forældre er bange for at tage magten på sig, og lærere og pædagoger må ikke.

Jeg tror også, at det store udsalg af regler og retningslinjer omkring, hvad man må bestemme, og hvad man for eksempel bør dele med børn, skrider, fordi vi bare ikke har nogen idé om ret og vrang.

Vi nøjedes nemlig ikke med et opgør med autoritet. Familien blev splintret. Vi er ved at opdage, at man ikke både kan aflive traditioner og fjerne bedste- og oldeforældre fra opdragelsen uden at miste pædagogisk visdom. Vi er verdenshistoriens første usuperviserede forældre i en enormt kompleks tid.

Midt i al den uvished skal vi vise, at man som voksen kan træffe beslutninger og stå ved dem. Barnet skal kunne afprøve livet i tryg og ansvarsfri leg med forældre, som er gode, ærlige, kærlige og ansvarsbevidste rollemodeller.

Når børn er sammen med selvsikre voksne, kan man se, at de bliver lettede. Deres skuldre er nemlig for spinkle til det ansvar og den forhandlingssnak som flipper- og anarkistpædagogikken læsser på dem.

De fleste kender til at være kommet til at formulere noget, man ønsker, at barnet gør, som et spørgsmål og dermed åbne for en nedslidende forhandling og magtkamp. Intuitivt ved vi, at den demokratiske og forhandlende forælderstil er et symptom på vores egen uformåen. Så lad være. Tag hellere noget ansvar. Giv rum til at lade barnet føle sig set, hørt og forstået, og bestem det, du synes, der er vigtigt.

Karen Blixen

Bent Jørgensen Hårbøllevej 60, 4792, Askeby, Møn

Nærmest provokerende og med en kedelig symbolik er den største nyere vej igennem den langsomt smadrede Gelleruppark blevet opkaldt efter en gammel kolonialist, der kunne finde på at true sin overtroiske og skrækslagne afrikanske model med en pistol til at blive siddende, når hun ville male et portræt af hende, som det fremgår af Bente Scavenius’ bidrag til en bog om Karen Blixen, så denne vej hører selvfølgelig bedre hjemme i Rungsted.

Vild med vold 1

Steen Leth Jeppesen, cand.polit., Charlottenlund

Helle Merete Brix har i Weekendavisen med føje kritiseret lobhudlingen af voldsmanden, forbryderen med videre og »digteren« Yahya Hassan i forbindelse med offentliggørelsen af dennes seneste »digtsamling«. Specielt må Martin Krasniks puerile fascination af »digteren« siges at være latterlig.

Det er dog næppe helt rimeligt, når Brix i samme åndedrag retter sin kritik mod den tidligere imam Ahmed Akkari. Jeg har ikke indsigt i, hvorfor Akkari flyttede til Grønland, men jeg har læst hans bog: Min afsked med islamismen. Den er en klar tilkendegivelse af hans vendepunkt, og han virker i hvert fald på ingen måde skizofren. Akkaris opgør med sin egen fortid er sammen med Jaleh Tavakolis forfatterskab den i dansk sammenhæng mest tydelige afsløring af islamismens indre sjæl og liv.

Det burde Brix snarere kreditere ham for i stedet for at rode tilbage i gamle sager og påstande.

Vild med vold 2

Aia Fog, cand.jur., formand for Trykkefrihedsselskabet

Under overskriften »Vild med vold« gør Helle Merete Brix sig i Weekendavisen 15. november til talsmand M/K for det synspunkt, at personer som digteren Yahya Hassan, den tidligere islamist Ahmed Akkari og ytringsfrihedsaktivisten Tommy Robinson, der på forskellig vis har vold i bagagen, ikke senere igen bør indlemmes i det gode selskab.

Det er en klassisk diskussion, der med statsgaranti dukker op, hver gang en kunstners eller kulturpersonligheds skyggesider kommer for en dag: Knut Hamsun, Günter Grass og Michael Jackson er historiske eksempler på store kunstnere med så frastødende personligheder, at det har rejst krav om at gøre deres værker til en nullitet.

Men det er aldrig sket, af den simple grund, at det er en rigtig dårlig ide at udmåle en straf, som rammer en selv, og nægte sig glæden ved den kunst, disse personer trods alt har frembragt. Det er langt mere praktisk og rigtigt at holde kunstnerens person adskilt fra hans værker, så man ikke smider barnet ud med badevandet. Således også med Yahya Hassan, hvis kriminelle og grænseoverskridende adfærd i øvrigt også for en stor del synes grundet i åbenlys psykisk sygdom.

Hvad angår den tidligere islamist Ahmed Akkari, forarges HMB over, at han trods sin tidligere landsforræderiske adfærd i dag kan bevæge sig »ubesværet rundt i intellektuelle kredse«, og at han ikke har udvist »oprigtige tegn på anger«.

Trykkefrihedsselskabet var blandt de første til at tage Akkari til nåde og invitere ham til at tale ved et af vores arrangementer. Det gjorde vi ud fra devisen om, at der altid skal være plads til en angrende synder, og vores formodning om Akkaris vilje til at gå canossagang er da heller ikke blevet gjort til skamme: siden Akkari fortrød sine handlinger under Muhammedkrisen, har han blandt andet skrevet bøger om islamismens fremmarch og mange ansigter i Danmark, været konsulent på TV 2s fremragende dokumentarserie Moskeerne bag sløret og har i det hele beredvilligt stillet sin ekspertise og indgående viden til rådighed i kampen mod de subversive kræfter, han tidligere selv var en del af.

At den britiske ytringsfrihedsaktivist Tommy Robinsons voldsdom tilbage i hans grønne ungdom skulle udelukke ham fra støtte og hæder i dag for hans store indsats for ytringsfriheden i England, er direkte kontraproduktivt for den sag, der er Trykkefrihedsselskabets raison d’etre, og som HMB i øvrigt selv har været en aktiv del af. Det er nærmest naturstridigt, at Tommy Robinson overhovedet kan stå op, når man tænker på, hvordan han er blevet chikaneret og forfulgt af de britiske myndigheder, medier, meningsdannere og techgiganter, der har gjort alt, hvad de kunne, for at lukke munden på ham. Når Trykkefrihedsselskabet 18. januar giver ham selskabets ytringsfrihedspris, Sapphoprisen, er det for at hædre Tommy Robinsons ikke-voldelige indsats for ytringsfriheden, der så langt overskygger en afsonet voldsdom i hans ungdom.

Jeg er enig med HMB i, at man ikke skal lukke øjnene for kulturpersonligheders og fremtrædende meningsdanneres mulige skeletter i skabene. Men for at deres personlige brøde skal overskygge deres bidrag til kunst og samfund, skal brøden samlet set veje tungere end bidraget. Det har HMB ikke givet eksempler på.

Forbudsfeminisme

Benny Lihme, København K

I den slagkraftige kronik »Sexforskrækket forbudsfeminisme« i Weekendavisen 8. november har Lone Nørgaard et dejavu: Den samme prostitutionsforbudsdiskussion kørte på fuld kraft i 1990erne.

Jeg må være en lidt ældre årgang, for mit deja-vu går tilbage til begyndelsen af 1980erne, hvor blandt andet de folkesocialistiske kvinder Ruth Olsen og Jytte Thorbek udkonkurrerede den farverige overlæge Inge Krogh fra Kristeligt Folkeparti, når det kom til at være imod pornografi og prostitution. Man mindes den fra USA importerede tese, at pornografi er teorien, voldtægt praksis. Dengang var det aktivistiske kvindegrupper, som hemmeligt observerede prostitutionskunder og tog deres bilnumre, slog dem op i bilregisteret og skrev breve til de pågældende prostitutionskunders koner, de unge kvinder i »Valkyrierne« smed røgbomber ind i pornobiograferne på Vesterbro og så videre.

Men, som historien viser, ukrudt forgår ikke så let. Kan kampen mod den urene seksualitet overhovedet vindes?

Berøringsangst

Annegrete Juul, dekan ved Københavns Professionshøjskole og Sofie Danneskiold-Samsøe, lektor ved Københavns Professionshøjskole og medforfatter til bogen »Æresrelateret social kontrol. Teori og praksis i socialt arbejde«

Weekendavisen rapporterede i sidste uge fra forskerkonferencen »Tracing social problems and racialization in Europe« på RUC. Forskerne var angiveligvis enige om at kritisere fagfolks arbejde med at bekæmpe æresrelateret social kontrol. Vi var ikke selv til stede på konferencen, og det følgende beror derfor alene på Weekendavisens beretning, men kritikken er gammelkendt: Problemet skabes af majoritetssamfundets politikere og medier, når de omtaler det som »social kontrol«. Og fagfolk bidrager til problemet, når de viderefører begrebet i praksis. I den optik har problemet intet med konkrete overgreb i den virkelige verden at gøre, herunder vold mod kvinder, som en af forskerne hævder.

Krisecentre landet over kan ellers berette om kvinder (og enkelte mænd), der er alvorligt truet som følge af familiens omfattende kontrol af deres personlige liv og relationer. Mere praksisnær forskning peger da også på, at æresrelateret social kontrol er et reelt eksisterende problem med alvorlige konsekvenser for dem, der er ofre for den.

Det fremgår blandt andet af bogen Æresrelateret social kontrol - Teori og praksis i socialt arbejde (der blev anmeldt i Weekendavisen 22.2.2019). I bogen fortæller 44 socialrådgivere, pædagoger, lærere, sundhedsplejersker, politibetjente og andre fagfolk om, hvordan de møder problemet i deres arbejde. De forsøger som regel at møde problemet åbent og spørgende, for det er i udgangspunktet fremmed for mange. Deres tilgang til problemet er langt fra at være den form for »racialiceret velfærdsarbejde« eller »humanitær imperalisme«, som forskerne på konferencen hævder. Man kan selvfølgelig vælge at opfatte fagfolks opmærksomhed som en form for racisme eller »racialisering«, fordi den er rettet mod et særligt problem, der er udbredt blandt nogle grupper af etniske minoriteter. Man kan også opfatte fagfolks opmærksomhed som udtryk for, at de forsøger at leve op til deres opgave om at sikre, at alle samfundets borgere har samme muligheder og rettigheder – uanset etnisk oprindelse. Og den opgave tvinger dem til at tage problemet med æresrelateret social kontrol alvorligt.

Der er ikke noget galt med, at forskere søger at undersøge den rejste problemstilling på en anden måde og belyse den fra andre vinkler, men at bortforklare det problem, de skal undersøge, synes helt skævt. Det, de præsenterer, hjælper hverken dem, der udsættes for æresrelateret social kontrol, eller de fagfolk, der har brug for at kunne handle på et ordentligt vidensgrundlag.

Dette er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.

 

Rettelse

I artiklen »Brexcentrikerne« i sidste uges WA korrigerede vi i en parentes en af hovedpersonerne, Francis Fulfords, udsagn om, at Athene i græsk mytologi var krigsgudinde. Hun var visdommens gudinde, skrev vi. Flere af vores (meget kloge) læsere har påpeget, at hun var begge dele – og gudinde for kunst og håndværk, tilmed. Vi beklager fejlen, red.

Side 14



Videnskabspodcast
Skribenternes avis

Marta Sørensen

Klaus Rothstein

Tine Eiby

Morten Beiter