Anmeldelse. Adam har færdiggjort Leonards bygning. Thanks for the dance er et nyt hovedværk.

Et håndlavet tårn

Et håndlavet tårn Af Bo Green Jensen

Det er selvsagt med forventning, at man åbner et nyt Leonard Cohen-album. Samtidig frygter enhver fan for kvaliteten. Er det ikke bare skitser, som har samlet støv i arkivet? Skulle man ikke lade de tre sidste plader, som han udgav i hurtigt tempo fra 2012 til sin død i 2016, stå tilbage som et uanfægteligt værk?

Sønnen Adam Cohen, som hjalp sin far med at færdiggøre You Want It Darker, har samlet ni skæringer og produceret Thanks for the dance. Adam, som er 47 år, kan ikke altid have haft let ved at være den evige søn. Men på sit fjerde album, We Go Home fra 2014, tog han endelig arven på sig og sang med en ung Cohens stemme i sangen »Fall Apart«:

»They will speak of my father when he’s not around/ You’ll be hearing his voice like you’re hearing it now/ And I’ll be the son with his father’s books and guns/ His breath inside my lungs, his words upon my tongue«.

Til tonsætningen af de sidste digte har Adam samlet egne venner – Beck, Damien Rice, Leslie Feist, Richard Perry – og venner af sin far: Jennifer Warnes, Daniel Lanois, koret fra Shaar Hashomayim-synagogen i Montreal, som også sang på You Want It Darker. Laud-spilleren Javier Mas kom til Los Angeles for at bruge Cohens egen guitar.

Musikken peger især tilbage mod I’m Your Man (1988) og middelhavslyden på Recent Songs (1979). Cohens metode ændrede sig, da han opdagede det digitale. Adam foretrækker nok de ældre, analoge og fejlbarlige arbejder. Ved begravelsen talte han om sin fars værk som »et håndlavet tårn«.

Flere af Cohens mest elskede sange var versioner af hans egne heltes arbejder. »Alexandra Leaving« er Cohens frie gendigtning af Konstantin Kavafis’ »Guden forlader Antonius«. »Take This Waltz« er baseret på Federico Garcia Lorcas digt »Lille wienervals«.

Lorca var vigtig for Cohen. Han gav sin datter navnet Lorca og vendte stadig tilbage til kilden, for eksempel i Længslens bog fra 2006, hvor en af teksterne hedder »Lorca lever«, og hvor titlen på »Den utro hustru« har tilføjelsen »efter et digt af Lorca«.

Ti år senere er »The Faithless Wife« forvandlet til »The Night in Santiago«, som bliver et af de klassiske numre fra Thanks for the dance. Musikken tangerer flamenco, stemmen er sprukken og meget intens. Den gamle mand glemmer aldrig sin nat med kvinden i Santiago: »Her thighs they slipped away from me/ Like schools of startled fish/ Though I’ve forgotten half my life/ I still remember this«.

Der er på alle Cohens album efter 2000 en stadig dialog med Gud og historien. Men på Thanks for the dance er der ingen mild aura af trøst og forsoning. Det er ikke en taknemlig mand, som beskriver »What Happens to the Heart«. Og dukkeføreren i »Puppets« kender marionetternes tricks: »German puppets/ burnt the Jews/ Jewish puppets/ Did not choose«.

Fire af sangene er fra The Flame, den efterladte bog, som udkom i 2018. Andre fire har ligget klar siden Book of Longing. »The Hills« er måske teksten, som løfter sig mest i kraft af musikken: »Then she will be born/ to someone like you/ What I left undone/ She will certainly do«.

Der er formel elegance i valsen »Thanks for the Dance«, som Cohen skrev til Anjani Thomas, da hun indspillede albummet Blue Alert. Der er ydmyge observationer som »The Goal« fra Book of Longing. Der er skrøbelig skønhed i »Listen to the Hummingbird« og bittersød realisme i bunden af »It’s Torn«. Cohen ved, at han bruger resterne nu. Men han ringer med alle de klokker, som stadig kan ringe.

Jeg begyndte at lytte med skepsis. Jeg forventede at høre outtakes, uanset hvad musikselskabet skriver. Men Adam har færdiggjort Leonards bygning. Thanks for the dance er et nyt hovedværk.

Leonard Cohen: Thanks for the dance. Producer: Adam Cohen. Sony Music. Alle formater. Udkommer fredag 22. november.

 

Læs også Klaus Lynggards interview med Adam Cohen: »Øjeblikkets nåde«

Læs også Bo Green Jensens anmeldelse af Leonard Cohen-udstillingen i København: »Et hus med mange værelser«

Læs også Bo Green Jensens anmeldelse af filmen om Marianne Ihlen og Leonard Cohen: »Musens sang«

Side 27