1989. To bøger skildrer Europas revolutioner for 30 år siden og livet i den ufrie verden. Tilsammen giver de et fortræffeligt indblik i de politiske og menneskelige forvandlinger.

Dengang der var håb

Dengang der var håb Af Adam Holm

Lykke Friis: Håbets Europa i 89 billeder. Med forord af Uffe Ellemann-Jensen. 256 sider. 299,50 kr. Gads Forlag. Ota Tiefenböck: På den anden side af Jerntæppet. En tjekkes fortælling og eftertanker om livet under kommunistisk diktatur. 168 sider. 199 kr. Mr. East Forlag.

Den britiske 1600-tals poet og satiriker Andrew Marvell skrev engang, at tiden er som »a winged chariot«, en bevinget vogn, der suser af sted og i et rasende tempo pludselig overhaler den fod­slæbende udvikling. Det har sjældent været mere sandt end i de bevægede og bevægelige måneder af det europæiske efterår 1989.

For nøjagtigt 30 år siden på denne dato stod Berlin­muren intakt med vagt­tårne, lys­kastere og snuble­tråde; i Rumænien herskede Ceausescu, og Bulgarien, Tjekkoslovakiet og Ungarn var fortsat en del af det, vi på vores side af »Jern­tæppet« kaldte for den ufrie verden.

Der var ganske vist spredte tegn på opbrud. Polen havde et par måneder forinden valgt Øst­blokkens første ikke-kommunistiske stats­chef; i de baltiske lande sang befolkningerne bogstaveligt talt for frihed fra Sovjet­unionen; og i den jugoslaviske føderation voksede de nationalistiske modsætninger, men intet tydede på, at det vel­kendte europa­kort skulle krakelere i en overskuelig fremtid.

Da året gik på hæld, var kortfabrikanterne imidlertid kommet på overarbejde. Det europæiske kontinent var vendt på hovedet. Brudstykker af Muren blev solgt til højestbydende i vestlige auktionshuse; DDR smuldrede minut for minut; Ceausescu lå seks fod under mulden; og Vaclav Havel, systemkritikeren over dem alle, var taget i ed som Tjekkoslovakiets præsident.

På tre årtiers afstand forekommer forandringerne at være én lang febervildelse for den, der som undertegnede iagttog de store begivenheder på passende afstand gennem et sæt unge og vidt opspærrede øjne.

Læs også om livet bag »den antifascistiske beskyttelsesvold«: »Medløberens dilemma«

Den amerikanske frygt for, at kommunismen ville få landene i den »frie verden« til at vælte som dominobrikker, viste sig nu med omvendt fortegn. Overalt blev de røde stjerner revet ned, de marxistiske paroler forstummede, og demokratiske republikker afløste de socialistiske regimer.

Denne overvejende fredelige omvæltning bliver behandlet i to læseværdige nyudgivelser. Lykke Friis, tysklandskorrespondent for Berlingske, tidligere klima- og energiminister for Venstre samt formand for Udenrigspolitisk Selskab, har skrevet Håbets Europa i 89 billeder.

Som Friis rigtigt bemærker, er det slående, at den mest epoke­gørende begivenhed siden Anden Verdens­krigs afslutning, åbningen af Berlin­muren, ikke var planlagt, men snarere skete ved en tilfældighed i form af en fortalelse fra Günter Schabowski, en dårligt briefet parti­sekretær for Polit­bureauet.

En italiensk journalist spurgte ved et presse­møde i Øst­berlin først på aftenen den 9. november, om det var rigtigt, at DDR-borgere kunne rejse ud ved de officielle grænse­over­gange, og hvornår det i givet fald ville træde i kraft. Schabowski, som ikke var vant til spontane spørgsmål fra pressen, slet ikke den internationale, fik fremstammet »… ab sofort!«, straks.

Det lod titusindvis af overraskede øst­berlinere sig ikke sige to gange. De satte sig i bevægelse mod grænse­posterne, hvor der ellers indtil for nylig var blevet skudt mod enhver, der prøvede at flygte til det kapitalistiske Vesten.

Heldigvis var grænse­overgangen ved Bornholmer Strasse under over­opsyn af en vis oberst­løjtnant Harald Jäger. Da han efter flere forgæves opkald til sine over­ordnede ikke kunne få klar­hed over, om han skulle stoppe den hastigt voksende menneske­mængde med skarpe skud, hvilket ville have udløst en massakre i stil med Den Himmelske Freds Plads i Beijing i sommeren samme år, lod han fornuften råde og beordrede sine mænd til at åbne bommene.

To af denne minde­værdige aftens helte var altså en forfjamsket apparatjik og en rationelt tænkende officer. Kom ikke og sig, at aktøren ikke kan få Historiens hjul til at dreje!

Lykke Friis er eminent til at indfange de små historier i den store, og hun leverer fornem politisk historie­skrivning med vægten lagt på de spændinger og problemer, som udsigten til et forandret Europa, ikke mindst et genforenet Tyskland, stillede datidens ledende politikere over for.

Friis tegner et sammen­hængende billede af den ekstremt forandrings­prægede periode, men det virker påklistret, at vi også skal se et billede af udvikleren af World Wide Web, Tim Berners-Lee, samt læse om fatwaen mod Salman Rushdie og løsladelsen af Nelson Mandela.

Da 1989 gik på hæld, var kortfabrikanterne kommet på overarbejde. Foto: Paul Langrock/Scanpix
Da 1989 gik på hæld, var kortfabrikanterne kommet på overarbejde. Foto: Paul Langrock/Scanpix

Jo, det fandt ganske rigtigt sted i 1989, men har ikke så meget med revolutionerne og »Håbets Europa« at gøre. I så fald kunne Friis lige så godt have nævnt, at 1989 også var året, hvor det første frie valg fandt sted i Chile, og hvor Paraguays diktator Alfredo Stroessner blev væltet ved et kup.

Det er også ærgerligt, at Lykke Friis ikke trækker mere på egne erindringer og refleksioner. Hun refererer i stedet artigt Europa-kendere såsom britiske Timothy Garton Ash og bulgarske Ivan Krastev, men hun er selv en autoritet på feltet og måtte gerne have sat sig mere igennem.

Læs også Asle Tojes essay om, at de farligste øjeblikke i verdenspolitikken opstår, når den svækkede lederstat ikke længere håndhæver reglerne i den gamle orden: »Vesten og resten«

Hvis Friis således er lidt for sparsom med den personlige del, er der til gengæld rigeligt på den konto hos Ota Tiefenböck. Han er født i Prag i det daværende Tjekkoslovakiet i 1957, men har boet i Danmark siden 1983, hvortil han kom i forbindelse med et ægteskab med en dansk kvinde.

Tiefenböck er konservatorie­uddannet slag­tøjs­spiller og har i Danmark undervist i rytmisk musik, men omskolede sig for 15 år siden til journalist med Central- og Øst­europa som sit speciale. Han driver også forlaget og kultur­rejse­bureauet Mr. East, hvor han har udgivet sin egen bog.

Den er en lille guld­grube af oplysninger om livet bag Jern­tæppet. Tiefenböck skriver levende og klart, og man skal ikke mange sider ind i beretningen, før der kommer indtil flere tiltrængte nuancer til den gængse fordom om, at alting var gråt i gråt hos dem på »den anden side«. Sørme om ikke de både drak øl i litervis, lyttede til jazz og rock og grinede – om end diskret – ad jokes om Lenin og Stalin.

Tiefenböcks egen familie var ikke kommunister, faderen takkede nej til medlemskab af det magt­fulde parti, hvilket kostede på den professionelle front og betød, at den yngste søn, bogens forfatter, fik visse vanskeligheder senere i uddannelses­systemet.

Tiefenböcks fortjeneste er den jordnære afdækning af en anden europæisk virkelighed fra det 20. århundrede end den, vi andre kender. Verden så selvsagt anderledes ud i et land med »virkeliggjort socialisme«, og forfatteren sparer os ikke for eksempler på den politiske undertrykkelse og ensretning. Han leverer i samme forbindelse en bredside til de venstre­orienterede danskere, han senere lærte at kende, som talte begejstret om blandt andet Tjekkoslovakiet uden at ane, hvad det vil sige at være underlagt autoritær sindelags­kontrol og overvågning.

Men Tiefenböck skildrer samtidig med humor, hvordan man kunne have langt hår og skæg i Tjekkoslovakiet, hvorimod det i Jugoslavien resulterede i politi­chikane at ligne en flipper. Ville man som tjekke se nogle af de censurerede tjekkiske film, skulle man til biograferne i Budapest, mens tjekkerne stort set aldrig i modsætning til polakkerne stod i kø foran dagligvarebutikkerne.

Tiefenböck har en del gentagelser, og man kan savne en lidt større fortælling end den om hans familie og kreds af farverige og opsætsige venner, men man får til gengæld et livfuldt billede af, hvad der var op – for eksempel litterær dannelse og familie­sammenhold – og ned – det meste – ved tilværelsen som ung mand i en sovjetisk lydstat i 1970erne.

Lykke Friis og Ota Tiefenböck supplerer hinanden, og de er stort set ord til andet enige om, at begivenhederne i 1989 siden lærer os én vigtig lektie: Et samfund er aldrig uforanderligt.

Når man mindst venter det og tror, at fundamentet er solidt, bryder Marvells »winged chariot« igennem Historiens lydmur med større hastighed end selv garvede statsmænd og -kvinder evner at styre.

På denne dato for 30 år siden troede kommunisterne fortsat, at deres verden kunne bestå. Mindre end 100 dage senere var den væk. De demokratiske friheds­idealer, som begge forfattere pointerer, er ikke mere velforvarede, end flertallet ønsker.

 

Læs også Asle Tojes essay om, at i en tid præget af rodløshed kan historie genfortrylle verden: »Elvens hersker«

Side 37