Leder.

Boris og Trump

Boris og Trump Af Martin Krasnik

DE gamle konger og dronninger i sarkofagerne under Westminster Abbey har set lidt af hvert gennem årene, præcis som de andre afdøde notabiliteter i krypterne har fulgt slagene i verdens ældste politiske bygningskompleks: kroninger af store og små regenter og politiske slagsmål om både verdenskrige og håndteringen af imperiet, anført af mere eller mindre storslåede politikere. Alligevel må Elizabeth, Mary, de mange Charleser og Henryer for ikke at tale om Darwin, Dickens og Newton, der også ligger her, have haft en del at tale om i onsdags, da Det Forenede Kongerige fik en ny regeringsleder ved navn Alexander Boris de Pfeffel Johnson. Muligvis har man diskuteret, om der mon er tale om en slags morskabsteater til dennesidig adspredelse – eller hvad kunne mon være forklaringen på denne sære mand, der end ikke selv synes at tage det hele fuldkommen alvorligt. Og de vil spørge: Hvad er der dog sket?

GALE forklaringer er fristende i gale tider: For helt ufatteligt virker det, at den angelsaksiske verden, ledestjernerne i vores kulturelle, ideologiske og historiske univers, den gamle og den nye verden, og ikke mindst vores egen nations politiske pejlemærker gennem snart 100 år, nu regeres af to politikere, som tilsyneladende ud af ingenting har bemægtiget sig tronen på en måde, der står i modstrid med alt det, vi har fortalt hinanden om vore demokratiers styrke og institutioners soliditet. Ja, hvordan er det dog sket?

KONGER er de naturligvis ikke, men det er alligevel det billede, der oftest bruges, når Donald Trumps og Boris Johnsons vej til magten skal forklares – for hvis normale forklaringer ikke slår til, må der være tale om helt ekstraordinære mennesker, ja, en slags gale konger, der har kuppet sig til tops: The Mad King? spørger Time Magazine på en af flere forsider, de har haft med Trump afbildet med kongekrone, og man ser for sig den vanvittige kong Aerys II Targaryen fra Game of Thrones. Også Boris Johnson illustreres gerne med kongekrone eller ligefrem en kejsers laurbær og portrætteres i disse dage som manden, der vil være »hele verdens konge«. Er han mon den genfødte kong George III, den længst siddende monark, der brutalt samlede kongeriget, vandt Syvårskrigen og gjorde briterne til Havenes Hersker, men som også var psykisk uligevægtig og efter sigende endte med sidde alene på slottet, spille harpe og blotte sig for tjenerne?

ER Boris og Trump begge så åbenlyse brud på det normale, må der stikke noget under. »Gåden Trump«, som det lyder i en ny bog om fænomenet: Han fik hjælp af Rusland, har skjult sine økonomiske interesser, og så løj han uhæmmet om Hillary. Boris orkestrerede en sammensværgelse, der skulle snyde vælgerne, godt hjulpet af manipulationer fra Cambridge Analytica, og fremprovokerede dermed et Brexit, hvis følgende kaos ville bringe ham selv til magten. Alt dette er ikke forkert, det er blot helt utilstrækkeligt som forklaring. Hvis Trump og Boris er udtryk for en slags sort magi eller en art naturkatastrofe, taber man den rigtige politiske historie af syne.

TEGN på to politiske systemers fallit er nemlig de to mænds succes. På begge sider af Atlanterhavet udspringer Trump og Boris af konservative partier, der har forrådt grundfortællingen om deres nationer. Sjælen i Det Republikanske Parti – The Grand Old Party – er naturligvis den amerikanske drøm: løftet om, at alle, der arbejder hårdt, kan nå helt til tops. Det er urfortællingen i en politisk kultur, der gennemsyrer alle dele af samfundet, og som de fleste amerikanere endda abonnerer på.

PÅ det løfte har Republikanerne kastet snavs ved systematisk at forringe mulighederne for den arbejder- og middelklasse, der gjorde USA rigt og stærkt og vandt både Anden Verdenskrig og Den Kolde Krig. Partiet har sørget for vækst og fremgang til de rigeste, mens de samfundsinstitutioner og den infrastruktur, der skulle skabe muligheder for resten af befolkningen, er i opløsning. For den laveste middelklasse er den amerikanske drøm erstattet af håbløshed, opioid-epidemi – og Trumps løfter om at gøre America Great Again.

DEN britiske historie er lige så forræderisk. Toryerne, der egentlig er et engelsk parti, har siden Anden Verdenskrig udviklet en dobbelt illusion: at det samlede kongerige er velfungerende med villige skotske undersåtter, og at kun bureaukraterne i Europa står i vejen for udfoldelsen af et slumrende, globalt potentiale. Siden Thatcher har det været partiets grundfortælling. Alle former for politisk utilfredshed kunne kanaliseres over i modstanden mod EU, eliterne og kræfter udefra, der vil ødelægge den hellige engelske identitet. Partiets historiske ideologiske pragmatisme og snusfornuft har i to generationer været pakket væk til fordel for denne fantasi: et elitært, nationalistisk monster, der har hærget britisk politik i 40 år.

ANGELSAKSISKE politiske systemer er topartisystemer, som reagerer uhyggeligt langsomt på forandringer. Republikanerne og Toryerne har begge udviklet sig til ekstremt elitære partier, der har udstukket løfter, som har været helt ude af trit med virkeligheden, hvilket vælgerne til sidst har reageret på. Boris og Trump er kun kommet så langt, fordi de har stillet sig ved siden af helt fastfrosne politiske strukturer uden tillid hos vælgerne.

VERDENS evne til at blive rystet over hykleriet i disse partier må for længst have nået endemålet. Der er noget logisk i, at Trump og Boris begge er parodiske personificeringer af den politiske kultur, deres partier hylder: Trump, forretningsmanden, der har reddet den gyldne tyr op gennem Wall Street. Og Boris – den charmerende Eton-dreng med skævt knappede skjorter, som kan levere både jokes og latinske mundheld med usvigelig timing. Efter at have fordømt dem som uduelige og moralsk anstødelige omfavner deres partier dem nu og håber, at de kan holde dem på magten.

STORE omvæltninger ligger derfor forude. I Storbritannien styrer Boris Johnson mod Brexit uden en politisk aftale med EU, og oppositionen har i skikkelse af Labours uduelige formand ikke været i stand til at levere et troværdigt alternativ til det kaos, et sådant exit vil skabe. I USA bruger Demokraterne de fleste kræfter på at bekrige Trump på hans egen banehalvdel og drømme om en rigsretssag i stedet for at præsentere en politik og en modkandidat, der virkelig kan begejstre de vælgere, der i afmagt har søgt tilflugt hos Donald Trump. Foreløbig tyder intet på, at han ikke kan genvinde magten næste år, hvilket kun understreger, at historien om Trump handler om meget, meget mere end hans eskapader.

NEDTUR og krise for Vesten blev af amerikaneren Anne Applebaum defineret som udfaldet på tre afgørende valg: Brexit-afstemningen og USAs præsidentvalg i ’16 og det franske præsidentvalg året efter. Da Macron sejrede over Le Pen, og da populisterne efterfølgende ikke formåede at dominere europæisk politik, har mange følt sig fristet til at afblæse krisen. Men det er ikke sådan, politik udvikler sig, som d’herrer og damer i gravene i Wetsminster Abbey nok kan bevidne. Historien er kaotisk, der er fremskridt og tilbageslag, og de store linjer kan være svære at se i tidens rummel. Historien er, at vores politiske pejlemærker i 70 år helt entydigt har været London og Washington. Det kan ikke længere være sådan. Det tydeligste tegn er, at NATO, garanten for vores sikkerhed, er i dyb krise. Rusland lægger kiler ind mellem de vestlige lande overalt, mens Kina er ved at underlægge sig store dele af verden i et de facto økonomisk imperium. Beskrivelserne af Boris’ hår og ægteskab og Trumps seneste udfald bringer os ikke nærmere en løsning på de udfordringer, der venter. Boris og Trump er symptomer på en sygdom, som ikke forsvinder, når de en dag er væk. Det må vi andre hurtigt begynde at forholde os til.

 

Læs også Mette Rodgers' artikel om Boris Johnson som britisk premierminister: »Kongen af kaos«

 

Side 12