Finanskrise. Kunne vi have undgået antiglobalisering og populisme?

Den forkerte vej

Den forkerte vej

Det er nu godt 10 år siden, vi blev ramt af finanskrisen, hvor vi i løbet af nogle få måneder mistede 100.000 arbejdspladser. Det tog seks år at få gang i jobskabelsen og yderligere fire år, før vi kom næsten op på niveauet fra før krisen. Men også kun næsten. Vi mangler stadig cirka 25.000 selvstændige, og vi mangler at skabe job, der kan beskæftige en andel af befolkningstilvæksten.

De værste langsigtede konsekvenser ser vi imidlertid nu i form af, at utilfredse borgere samles op af populister med enkle usammenhængende budskaber. Det er endnu ikke gået slet så galt, som det gik i Tyskland i begyndelsen af 30rne, og det kan vi naturligvis prise os lykkelige over. Men at flere lande og politiske partier bryder med den samfundsudvikling og forbedring af internationalt samarbejde, som blev skabt efter Anden Verdenskrig, og som har betydet, at mange generationer i Vesteuropa er vokset op uden krig, død og ødelæggelse, er dybt bekymrende. Det er desværre, som om flere og flere har glemt, hvad der kan ske, hvis internationalt samarbejde bryder sammen.

Jeg vil hævde, at en del af de nuværende problemer med populistiske bevægelser har noget at gøre med finanskrisen og den måde, man bekæmpede den, og her er noget, vi stadig kan nå at tage ved lære af. I krisens stund søgte man at redde bankvæsenet. Nogle banker gik ned i processen, men bestræbelserne var, at man for alt i verden ville undgå en almindelig mistillid til bankerne. Det gjorde man i USA og Europa.

Da den første forskrækkelse havde lagt sig, aflyste mange virksomheder ordrer hos andre virksomheder, fordi man frygtede ikke at kunne afsætte, og virksomhederne var nødt til at afskedige for bare at overleve. Dermed blev en bankkrise hurtigt til en efterspørgselskrise, og arbejdsløsheden steg til over 10-20 procent mange steder. Efterfølgende førte man i Europa en såkaldt austerity-politik (sparepolitik), hvor man forsøgte at undgå, at staterne lavede for store underskud på statsfinanserne, idet man mente, at underskud på stats­finanserne førte til en endnu større ulykke.

En lignende politik blev gennemført af kansler Brüning i Tyskland som svar på krisen i Tyskland, da Wall Street-krakket skyllede ind over Europa i begyndelsen af 1930rne. Besparelsespolitikken dengang havde som bekendt katastrofale følger ikke bare for Tyskland, men for hele verden, fordi en gal mand og en lille gruppe af tilhængere blev i stand til at mislede et helt folk.

Bortset fra den umiddelbare redning af bankerne gentog man altså i hovedtrækkene en sådan sparepolitik med den undskyldning, at Maastrichttraktaten ikke tillod større under­skud på statsfinanserne. Resultatet var, at Europa ikke fik gang i hjulene. Grækenland kollapsede næsten på grund af denne fejlagtige politik, og Danmark var faktisk så dårligt stillet, at vi i 2011 konkurrerede med Grækenland om at have ødelagt flest job.

I lærebøgerne i makroøkonomi er kuren i en sådan situation helt klar: Man skulle have lavet en kombination af skattenedsættelser og forøgelse af de offentlige udgifter. Siden 1930rne var det nemlig blevet god latin at føre keynesiansk politik, hvor man modvirkede konjunkturerne, sådan at ned­gange i den private aktivitet kunne kompenseres delvis ved en forøgelse af den offentlige aktivitet. Den politik fulgte vi faktisk indtil midten af 1990erne. Men herefter har vi ført en såkaldt konjunkturmedløbende politik, der betyder, at staten kun øger sit budget, når der kommer flere skatteindtægter. Det var en del af tilpasningen til Maastrichtaftalen.

I dag ser vi konsekvenserne af den førte politik: Vi har en stigende utilfredshed med den økonomiske fordeling og med, at indkomsterne for almindelige borgere ikke er steget nævneværdigt. Det ses i Frankrig lige nu, og lignende fænomener har man set andre steder i Europa. Vi har fået en anti­globaliserings­dagsorden mange steder, fordi folk ikke har følt, at de fik nok ud af globaliseringen. De kunne se, at de havde mistet deres job på grund af en massiv udflytning af job efter krisen, men kunne ikke se, at de havde fået billigere varer, fordi de havde mistet deres arbejdsindkomst.

På landsplan i Danmark så vi det som et stort overskud på handels- og betalingsbalance. Efter mange år med underskud syntes mange politikere nok, at det var en god ting. I virkeligheden betyder et overskud på betalingsbalancen, at vi ville kunne øge forbruget, og at vi ville kunne forbruge flere importvarer. Men den førte økonomiske politik forhindrede det. Havde skatterne nemlig været lidt lavere, havde forbrugerne i Danmark eksempelvis kunnet købe mere italiensk skinke og flere oliven. Det havde ikke bare været en fordel for danskerne, men også en fordel for den italienske bonde og for den græske olivendyrker, som havde kunnet sælge mere. Alle havde kunnet få mere ud af globaliseringen. Og samtidig havde den forøgede efterspørgsel kunnet holde gang i hjulene i Danmark. I stedet er vores overskud på betalingsbalancen faktisk udlånt til de lande, der har et under­skud. Om det nogensinde bliver tilbagebetalt, er en anden ting. Så når tyskerne, som fører en lige så besparende politik som danskerne, siger, at de ikke vil finansiere Syd­europa, er det faktisk lige netop det, de gør. De får et gælds­bevis, men mindre skinke og oliven.

Vi ved, at en stor del af produktivitetsstigningerne kommer fra nystartede virksomheder. Og vi ved, at mange, ja de fleste, nye job også kommer fra nystartede virksomheder. Krisen betød, at vi fik væsentligt færre nye virksomheder med det resultat, at OECD og kommentatorer konstant fremhæver, at vi har et alvorligt problem med en lav produktivitet, selvom Danmarks Statistiks kludren med tallene gør, at vi ikke rigtigt har erkendt problemets omfang.

For at redde økonomien fandt den europæiske centralbank (ECB) og de forskellige nationalbanker langt om længe ud af, at de måtte bruge deres arsenal af instrumenter, der kaldes pengepolitik, når politikerne ikke var villige til at bruge skatter eller offentlige udgifter i det, der kaldes finanspolitik. De nedsatte renterne, og de opkøbte statsgæld. Men de midler kunne ikke øge den private sektors investeringer. I økonomiundervisningen lærer vi de studerende, at investeringerne påvirkes mest af købekraften efter de varer, som for eksempel maskininvesteringerne kan producere, og mindst af renten. Og virkeligheden har jo bekræftet dette, for investeringerne er stadig på et lavpunkt. Så derfor har central­bankerne reddet økonomien, men ikke skabt den vækst i folks indkomster, der er nødvendig for at skabe tilfredse borgere. De kunne heller ikke genstarte de virksomheder, der var gået ned, ligesom de ikke var i stand til at få gang i nye virksomheder. Hovedårsagen var, at nok var renten rekordlav, men det var for vanskeligt for virksomhederne at komme i gang igen, når forbrugerne ikke tjente nok penge til at efterspørge deres varer. De store virksomheder har der­imod været i stand til at ekspandere, for de kunne låne og opkøbe, uden at de er blevet bidt i haserne af små nystartede virksomheder med bedre og smartere ideer. Resultatet har været, at vi ser, at nogle få virksomheder har opnået en dominerende stilling på verdensmarkedet, der truer mange lokale virksomheder.

Jeg vil vove den påstand, at havde man ført en normal, efter­spørgsels­stimulerende keynesiansk politik efter krisen, havde vi haft større indkomststigninger til almindelige mennesker, så folk havde kunnet købe importvarer og alle andre varer, og dermed haft større gavn af globaliseringen. De havde nok set, at deres job forsvandt til Østen, men havde lettere kunnet få et job i en dansk virksomhed efterfølgende. De havde set, at deres nye job ofte var bedre end det gamle, der røg ud af landet. Vi havde haft en højere vækst og havde derfor kunnet skabe mange flere job meget tidligere efter krisen. Og på det politiske plan havde meget færre stemt på globaliseringsfjendtlige partier. Vi ser lige nu problemerne ved sparepolitikken i Frankrig og Italien, mens grækerne lider mere i stilhed i øjeblikket. I de lande viser det manglende opsving sig i en tårnhøj arbejdsløshed for navnlig unge. Mange ledige unge, der ikke kan se en vej til et normalt liv med job og familie, ligner en meget giftig cocktail. Så faren for voldsomme eftervirkninger er ikke forbi, men der er stadig mulighed for at ændre kurs.

Hvordan kan det så være, at vi i den grad har valgt forkert politik i Europa? Hovedforklaringen ligger nok i, at EU har ladet sig styre af den tyske opfattelse af, hvad der er den rigtige økonomiske politik.

En konsekvens af en mere traditionel keynesiansk politik havde været, at vi kortvarigt havde fået et større underskud på statsfinanserne. Men det havde netop været kortvarigt, fordi skatteindtægterne hurtigt var steget med den stigende lønindkomst, så efter få år havde man genskabt balancen. Faktisk var det den politik, man forfulgte i USA under Obama-­administrationen. Underskuddet på statsfinanserne steg voldsomt og langt over den europæiske grænse på tre procent, men der kom gang i økonomien, og underskuddet faldt hurtigt derefter.

Hvordan kan det så være, at vi i den grad har valgt forkert politik i Europa? Hovedforklaringen ligger nok i, at EU har ladet sig styre af den tyske opfattelse af, hvad der er den rigtige økonomiske politik. Her er problemet ifølge nobelpristageren Paul Krugman, at der findes to typer af tyske økonomer. Den ene har ikke læst Keynes, og den anden har ikke forstået ham.

Her er virkelig en opgave for vores europapolitikere.

Imidlertid haster det med at blive klogere, ikke bare for at dæmme op for den antisamarbejdspolitik, der gror frem rundtomkring, men også for at skabe forståelse for, hvilken politik vi skal føre næste gang, vi får en krise. Der er i øjeblikket så mange begivenheder i verden, som er usikker­heds­skabende, og som hver især kan udløse en ny krise. Vi kan ikke én gang til risikere at tabe så mange mennesker og job, uden at der sker endnu værre ting end nu.

Niels Westergård-Nielsen er professor, ph.d. og akademisk leder på Center for Ejerledede Virksomheder ved CBS.

 

Læs også artiklen om, at økonomerne her ti år efter stadig ikke enes om, hvilken effekt centralbankernes store greb efter finanskrisen har haft – eller hvad vi skal gøre, næste gang en krise rammer: »Det store tryllenummer«

Side 15