NÅR man skal skrive om de sidste dages begivenheder på Nørrebro, fyldes man af stærk lyst til at lade være og ignorere det hele – ikke mindst denne Rasmus Paludan og hans teaterforestilling. Som næsten alle så rigtigt siger: Hvis han bare fik lov til at stå mutters alene med sin barnagtige monolog, ville han være helt ligegyldig.
Var et par af beboerne omkring Blågårds Plads endda gået ned og havde grinet overbærende af ham, ville Paludan-forestillingen nok hurtigt lukke. Desværre er det ikke gået sådan. Han får al den opmærksomhed, han drømmer om. Teatret er fyldt. Og hvad værre er: Han har fået ret. Han er en selvopfyldende profet: Fordi han udtrykker sin holdning til islam, skal hans liv og ytringsfrihed beskyttes af en massiv politistyrke.
YTRINGSFRIHEDEN og dens forhold til islam har været diskuteret konstant siden Salman Rushdies udgivelse af De sataniske vers i 1988, her i landet særligt siden Muhammed-tegningerne i 2005 og angrebet på debatmødet om Lars Vilks i 2015. Har de mange diskussioner ikke lært os, hvad ytringsfriheden handler om, udgør Paludan i al sin naragtighed den klareste lektion: Det er ham, den drejer sig om: Alle ytringer er fri, særligt dem, 99,99 procent af samfundets øvrige borgere finder afskyelige.
MØDER ytringsfriheden netop her sin dybeste eksistensberettigelse, må man konstatere, at demokratiet er bomstærkt. Politiet møder talstærkt op for at beskytte Paludan. Han fjernes alene for at beskytte ham selv. Hans anmodninger om at demonstrere afslås af hensyn til hans liv og førlighed. Der er ingen slinger i valsen. Det vil sige: Politikere fra både Alternativet, Enhedslisten, SF og Radikale mener, at politiets ressourcer absolut ikke bør bruges på denne hadprædikant. Det lyder som sund fornuft, men er principløshed. For hvem skal da afgøre, hvilke ytringer der skal beskyttes? Skal Rushdie? Var han ikke også selv ude om det? Kurt Vestergaard? Burde han ikke have tænkt sig bedre om? Hvem er idioter, hvem er hadprædikanter, hvis holdninger er gode nok til at ofre politiressourcer på? Glidebanen begynder lige netop hér, ved Rasmus Paludan.
RETSSTATEN udfører sin funktion på trods af disse politikeres forsøg på at distrahere den. Præcis som i USA, hvor højrefløjen forgæves har forsøgt at forbyde afbrændinger af det amerikanske flag. Flag- og koran-afbrændinger er ytringer, præcis som afbrændinger af israelske eller danske flag er det i Teheran eller i Gaza. Når myndighederne i diktaturer slår ned på modstanderne, henviser de altid hensynet til offentlig ro og orden og national samling. Derfor ville støtten til ytringsfriheden da også være mere overbevisende, hvis ikke folk så ofte fik kolde fødder, så snart den skal gælde politiske modstandere. Ligesom det ville være nemmere at forsvare Paludans ytringsfrihed, hvis ikke højrefløjen herhjemme havde forbudt adgang for islamistiske hadprædikanter, eller hvis politiet havde beskyttet Tibet-demonstranterne i stedet for at fjerne dem.
I debatten om ytringsfrihed forskydes perspektivet ofte til den eller de ytringer, der udløser volden. I denne sag gøres Paludan til hovedpersonen: Han er uopdragen, en usympatisk mobber, der sår splid, og er et dårligt menneske, lyder det. Utvivlsomt helt korrekt, men totalt ligegyldigt, al den stund at flere hundrede personer angreb politiet med fyrværkeri og brosten, brændte biler af, ligesom en bilbombe blev detoneret. Mandag og tirsdag har hoben helt forhindret Paludans demonstration. Dermed har han fået ret. Kunstnere kan nedsænke Kristus i en kop urin, male frelseren med erigeret lem uden at møde anden reaktion end kritik og forargelse. Udsætter man islamiske symboler for en tilsvarende fornedrelse, bliver man angrebet fysisk.
2200 KØBENHAVN N spiller sin egen rolle. Her var selve politiets håndhævelse af ytringsfriheden provokerende, så provokerende, at flere hundrede mennesker forsøgte at slå politifolk ihjel med brosten. Det forlyder endda, at de dele af Nørrebro, der normalt bekriger hinanden over kontrollen med hash- og narkosalget, her fandt sammen i fælles front mod politiet. Det er rørende. Det provokerende var altså ikke så meget Paludans falbelader som myndighedernes forsøg på at forsvare grundloven fysisk på Nørrebro. De to afgørende grundsøjler i den demokratiske retsstat blev angrebet: demokratiets ytringsfrihed og retsstatens voldsmonopol. Det skal hverken ignoreres eller bortforklares. Tværtimod.
Læs også: Nørrebro er en »dejlig og mangfoldig bydel«, lød det fra Enhedslistens Pernille Skipper, mens biler blev stukket i brand, og politiet dukkede sig for brosten: »Mangfoldighedens pris«
Hør også »En time med Weekendavisen«, hvor Martin Krasnik spørger historiker Nina Søndergaard, hvad det særlige er ved Nørrebro, der har skabt grobund for vold, oprør og antiautoritær opførsel: »Derfor koger Nørrebro over i vold«
