Leder

Mørkets indsigt

Mørkets indsigt Af Klaus Wivel

SKYGGEN af et sort hul, kalder astrofysiker Paul Ho det i Tine Eibys artikel i Ideer. Og henviser til mørket i det fotografi af et sort hul, et netværk af teleskoper på hele kloden har taget, og som ligger i centrum af galaksen M87 i 55 millioner lysårs afstand fra Jorden. At et sort hul kan have en skygge, er en svimlende tanke. Begivenhedshorisonten kaldes det også, det sorte huls yderste grænse, hvorefter lyset ophører. Bag den horisont finder man universets dybeste gåde, et nulpunkt omgivet af gas og plasma, som langsomt opsluges. Tyngdekraften er her så stærk, at selv ikke lyset kan undslippe, hvorfor vi aldrig vil kunne opfatte, hvad der befinder sig derinde. Her står tiden stille.

AF billeder fra universet er dette et af de virkelig spektakulære. Det sætter form på en æggende erkendelse: Genstanden for den dybeste astronomiske gåde vil aldrig blive oplyst, hvorfor det påligger os selv at gøre os kloge på indholdet. Hvad vi ved, er, at materier i et sort hul presses sammen, således at Jorden vil blive på størrelse med en sukkerknald, hvis den opsluges. Men vægten af Jorden vil forblive den samme. En lille, tung genstand af ren energi.

SORTE er således de beholdere, astronomer og alle vi andre nu kan kaste vores viden og fantasi ind i. Det er, hvad den britiske instruktør Christopher Nolan gør i sin storslåede og mærkelige science fiction-rumfilm Interstellar fra 2014. Den beskriver en rejse ind i et sort hul, som filmens hovedperson, Cooper, i skikkelse af Matthew McConaughey foretager sig. Han sendes ud for at finde en beboelig planet på den anden side af et ormehul. Da vi ikke kan finde ud af, hvordan vi redder vores egen klode fra at gå under, må vi finde andre steder at leve.

HULLER indtager således en anden hovedrolle i filmen: dem, der findes i vores viden, og dem, vi i universet skal bruge for at redde os selv. Interstellar er delt i to spor: Hvor det ene foregår i rummet, foregår det andet på den gård på Jorden, hvor naturødelæggelserne bliver stadig mere synlige, og hvorfra Cooper kommer. Her bor hans tiårige datter. Noget prikker til bøgerne i hendes reol. Et spøgelse er på spil, mener hun. Mod filmens slutning forstår vi, at det er Cooper selv, der er gledet gennem en begivenhedshorisont omkring Saturn og nu befinder sig spærret inde bag sin datters bogreol, hvor tiden er gået i stå. Her giver han hende signaler gennem reolen, som kan frelse planeten. At bøgerne virker som sendebud fra både fortid og fremtid, er en vild og fin pointe. Her, i disse små, koncentrerede størrelser, lader vi tiden fastfryse, her presser vi al vores erfaring ned i et mikro­format. Bag skyggen af dette mørke gemmer indsigten sig. Universets største spørgsmål findes der ikke andre svar på end dem, vi selv kan give.

 

Læs også Tine Eibys artikel om det første rigtige fotografi af et sort hul: »Udsigt til fortabelsen«

Side 14