LEVNED OG MENINGER

Det sære og det særlige

Det sære og det særlige Af Linea Maja Ernst

Hvornår bliver mærkelige børn klar over, at de er mærkelige? Hvornår gør omgivelserne? Jeg blev for alvor selvbevidst sær, da jeg kom i skole. Jeg kan huske, at vi spillede rundbold i det skarpe, skrå sollys en dag. Jeg var ude i marken. Min skygge var så tydelig på græsset. Hvis jeg samlede mine hænder over hovedet og lavede et rombeformet hulrum, solen kunne skinne igennem, så det ud, som om min skygge havde en turban på med en diamant af lys i midten. Så stod jeg der og svajede og beundrede min orientalske skygge. Rørende, at der ikke var nogen, der sagde noget skarpt, mens jeg stod og udgjorde en elendig markspiller og et fortræffeligt mobbeoffer. De andre var vant til, at jeg faldt i staver.

Da jeg blev ti, gik det op for mig, at jeg var en genfødt bibelsk figur, ­og så gik jeg og havde let mavepine i halvandet år, fordi jeg grublede sådan over, hvorledes jeg skulle forvalte det ansvar. Ellers var jeg gammel­klog, optaget af magi og hekse, enten fordybet i en dagdrøm, en bog eller en ­­halvt sammenhængende talestrøm. Typen, hvis eneste dengsede julegaveønske i tredje klasse var en mosgrøn retsskrivningsordbog, fordi jeg så gerne ville kende alle ordene. Som voksen har jeg efterhånden fundet nogenlunde ro i min egen, trods alt moderate mærkelighed. Troede jeg. Nu viser det sig, at min datter er mærkelig. Det fandt jeg ud af, da vi for nylig var forbi vuggestuen til en rutinesnak om hendes trivsel. Det ripper jo op i alt muligt halvforløst fra mit indre pulterkammer. Pædagogerne er så bekymrede, at de gerne vil have en specialpædagog forbi til at observere hende. Min datter har flygtig øjenkontakt, tuller rundt i sin egen lille verden, taler mest med sig selv, er dybt optaget af fiktive universer og figurer (Mumitroldene, Peter Plys, Pippi etc.) og undgår de andre børns lege for at læse bøger for sig selv på madrassen i hjørnet. Hun er knap to et halvt, i øvrigt.

Hvis man for alvor er tosset, er man næppe selv klar over det, sagde jeg tit beroligende til mig selv, da jeg var mindre.

Noget i mig bliver rasende. Har de aldrig mødt et indadvendt barn før? Det er tydeligt for enhver, at hun er verdensfjern, men det er vel et karaktertræk, ikke en diagnose? Selvfølgelig er det lettere at aflæse udadvendte børn, der elsker at improvisere lege, som i trivsel.

Noget i mig lod være med at eksplodere. Jeg vil ikke være den forældre-kliché, der er så forblændet af sit eget barns vidunderlighed, at hun nægter at lytte til professionelt personale og se barnets udfordringer i øjnene. Hvis der er noget, der holder min datter tilbage fra de andre børn, vil jeg gerne samarbejde om at hjælpe hende.

Noget i mig blev både lettet og bekymret, fordi portrættet af min datter også er et præcist portræt af mig. Både som barn og i dag. Øjenkontakt er krævende, fiktive verdener magiske, jeg har også altid været bedre til at læse end at lege med andre – så det lod jeg stort set være med de første 14 år. I sociale og professionelle situationer får jeg stadig en foruroligende fornemmelse af at have misset et indledende møde, hvor reglerne, tonen og referencerammen blev fastlagt. Og så kan jeg tit begynde at bryde sammen, hvis det blæser meget voldsomt i tilstrækkeligt store trækroner. Så ligner det ydre og det indre landskab hinanden for meget. Jeg har aldrig helt fundet sproget til at forklare, hvad det sære består i. Andre mennesker er nu heller ikke særligt gode til det. De siger altid det samme, driller eller roser mit »krøllede hoved« eller mit »rige indre liv«. Jeg får lyst til at trygle dem om at definere det nærmere. Hvor sidder de krøller henne?

Trods alt er jeg et ret velfungerende tærskeltilfælde, på grænsen til det helt tilforladeligt almindelige. Jeg kan godt gå og gebærde mig, men ikke for længe ad gangen (som Helle Helle omtrent skriver). Hvis man for alvor er tosset, er man næppe selv klar over det, sagde jeg tit beroligende til mig selv, da jeg var mindre. Nu kan jeg blive helt nervøs for, om særheden er noget, jeg finder på, om der bare er tale om overvintrede skole-neuroser. Det har været ekstremt normaliserende at lande på en arbejdsplads, hvor alle er originaler. Weekendavisens gamle, skønt hovne slogan »personlighedernes avis« gælder stadig. Her er der ikke rigtigt nogen, der ligner hinanden. Det gælder ikke om at følge én linje eller ramme én tone, men at gå til randen af sin personlighed og rapportere derfra. Her er der plads til en særling, som bedst husker børnehaven som én lang eftermiddag, hvor jeg sad fordybet og tegnede havfruer ved bordet, mens de andre børn løb og legede i baggrunden. Derhjemme roste min praktiske, kærlige mor mig for at have så god en fantasi og forærede mig en støt voksende samling bekymringsdukker fra Guatemala, så de kunne aflaste hende lidt og lytte til alle mine ængstelige pludretanker.

I folkeskolen blev jeg så udpeget som mærkelig, men det var slet ikke så slemt. Som det gammelkloge ordbogsbarn, jeg var, sjussede jeg mig frem til, at »mærkelig« var det samme som »mærkværdig«, som igen var det samme som »bemærkelsesværdig«, og at alle tre ord betegner nogen eller noget, som fortjener at blive lagt mærke til, som bør mærkes. Det var jo ikke så dårligt. Det samme gjaldt underlig, det måtte jo komme af »et under«? Eller betyde omtrent det samme som »forunderlig«, altså overraskende, måske næsten eventyrlig?

Det er vist stadig en copingstrategi, jeg støtter mig til: Det meste kan helbredes, hvis man går sprogligt til det. Kalder sig selv excentrisk, ikke aparte. På et tidspunkt opdagede jeg, at Linea er et anagram for alien, det var også en slags bekræftende trøst. »Sær« er vanskeligere at finde det positive i. Jeg får tårer i øjnene over etymologien, sær kommer af norrønt sér, som er dativ singularis af sig – i betydningen »for sig«. Sær betyder at være for sig, alene, anderledes.

Det er jo det, der gør mig bange. På min datters vegne. At sær betyder at være alene. Hvor almindelige mennesker er almindelige på omtrent samme måde, er særlinge sære på hver deres; et lille ekstra niveau af ensomhed. Min egen løsning har, ud over etymologigymnastikken, været at bearbejde det sære og forsøge at blive særlig i stedet. Hvis jeg var omhyggelig, kunne jeg gøre det indre rod forståeligt, omsætte det sære til noget, andre kunne sætte pris på. Det sære vil sige: noget mystisk indeni, som man skjuler, fordi hverken man selv eller andre helt forstår det. Det særlige vil sige: noget mystisk indeni, som man viser frem, og som andre kan anerkende og sætte pris på.

Mediet for det forvandlingsarbejde blev skriften. Først pløje sig igennem det ene kladdehæfte efter det andet, så afleveringer, så universitetsopgaver, så artikler. Jeg kan ikke lade være med at se det for mig som en mental kulmine. Det sære er det amorfe, uforståelige råstof, jeg har uendelige mængder af gemt inde i mørket, men gennem en forædling og finpudsning kan jeg gøre det nogenlunde diamantagtigt at se til. Men sikke et mas! At nogle andre udpeger en som sær engang i barndommen, og så arbejder man resten af sit liv med at undersøge sin egen særhed og oversætte den til særlighed (dels for at vise dem, dels for bare at overleve), det tragiske plottvist er, at det er et uendeligt dobbeltarbejde altid at skulle være sær i hemmelighed og særlig in public. Og for hvis skyld?

Jeg sidder og tænker på, om jeg helst ville have, at min datter får en i det mindste konkret diagnose hæftet på sig, om det er at foretrække frem for den her mere diffuse følelse af anderledeshed, der ikke hedder noget? Som både insisterer og unddrager sig præcis definition. At hun mumler rundt i sin egen verden med en usynlig, lydtæt dykkerklokke på hovedet og er sin mors datter.

Ét er at føle sig småfremmed i verden. Det kan jeg holde ud. Men skal mit barn også være det? I det mindste ser det ud til, at vi stammer fra den samme, fremmede planet. Og som sagt, hun er to år gammel. Selv i et samfund som nutidens, der nødigt lader den mindste personlighedsforstyrrelse stå udiagnosticeret tilbage, har hun stadig en chance for at blive dejlig & banal.

Side 29