FYRINGEN af Klimarådets formand, Peter Birch Sørensen, kom nok ikke bag på ham selv. Formanden for det uafhængige råd har fra begyndelsen været en torn i øjet på klimaminister Lars Christian Lilleholt (V). Birch Sørensen og Lilleholt har været i clinch med hinanden i en række situationer, hvor Klimarådet har kritiseret regeringens klimapolitik for ikke at leve op til egne mål. Ministeren bedyrer, at rådsformandens afgang ingen »sammenhæng har med den diskussion«. Det står ikke til troende. Det er en politisk fyring.
AF ministerens forsikringer skal man åbenbart udlede, at fratrædelsen er helt efter bogen. Det er den selvfølgelig ikke. Formandens embedsperiode er – som de øvrige rådsmedlemmers – rigtignok fireårig, men for at sikre politisk uafhængighed og faglighed er det normen, at både medlemmer og formand automatisk genudnævnes til endnu en fireårig periode, hvis de selv ønsker det. Det ønskede Peter Birch Sørensen. Det gjorde ministeren ikke. At Lilleholt vil have en ny mand på posten, skyldes helt åbenlyst, at han er træt af lige præcis dét, Klimarådet og dets formand blev sat i verden for: at give »solide, faglige anbefalinger, der hviler på uafhængige analyser« med udgangspunkt i regeringens egne klimapolitiske mål for 2050. Det er præcis, hvad det har gjort.
PETER Birch og Klimarådet påpegede i en rapport fire måneder efter folketingsvalget i 2015, at regeringen var nødt til at være klimapolitisk langt mere aktiv, hvis den skulle leve op til klimalovens mål om reduktion af CO2. Loven var blevet vedtaget af SR-regeringen – med konservative stemmer – og var stadig gældende. Venstre havde stemt imod, og derfor blev den nye klimaminister Lilleholt meget fortørnet over den kritiske rapport, der blandt andet understregede behovet for en markant reduktion af udledning fra landbruget.
BIRCH Sørensen provokerede igen ministeren året efter, i debatten om PSO-afgiften – afgiften for elektricitetsforbrug, der havde eksisteret siden 1998. Særligt landbruget havde længe plaget om at afskaffe afgiften fra elregningen. Regeringen påstod, at det var EU-regler, der gjorde det nødvendigt at fjerne PSO-afgiften, men Klimarådet afslørede det som bluff – EU blev blot brugt som en dårlig undskyldning: »PSO’en har det fint på elregningen,« lød det fra Rådet.
ER der da tale om, at Klimarådet under Peter Birch Sørensen har politiseret ved at presse på for mere statslig aktivitet i klimapolitikken? Ja, men nej. Peter Birch Sørensen har fulgt målsætningen: at rådgive om, »hvordan Danmark på den bedste og billigste måde gennemfører omstillingen til et lavemissionssamfund i 2050. Det vil sige et ressourceeffektivt samfund med en energiforsyning baseret på vedvarende energi og markant lavere udledninger af drivhusgasser fra øvrige sektorer«. Han har iagttaget regeringens egne målsætninger og ud fra faglige vurderinger af økonomisk og teknologisk udvikling anbefalet, hvad der skal gøres for at nå disse mål. Problemet for regeringen og Lilleholt er, at de har afsløret regeringens klimapolitiske røgslør. Regeringens politik kommer ikke i nærheden af dens egne målsætninger.
SKANDALØS er denne fyring derfor virkelig. Regeringen har helt åbenlyst halshugget et stærkt og politisk uafhængigt organ. Det er udtryk for stor elendighed, at ministeren for et så væsentligt politisk område undergraver fagligheden i rådgivningen. At kalde det for trumpistiske tilstande vil ikke være en overdrivelse. Det er stærkt afslørende, at landbruget festede efter fyringen. Hvad værre er: Fyringen er udtryk for en klimapolitisk ønsketænkning. Man håber, at markedet meget snart vil løse klimaproblemerne, så man ikke selv skal genere vælgere og venligtsindede brancher med afgifter eller bruge penge på subsidier. Håber. Der er intet fagligt belæg for, at det vil gå hurtigt nok. Nu kan regeringen og dens klimaminister fortsætte med at lukke varm luft ud – uden risiko for at at blive sagt imod af den fagligt mest kompetente figur i landet.
