Kulturel apati

Det er selvfølgelig godt, at kulturminister Mette Bock vil give kulturområdet flere penge. At det er midler, som museer og kulturinstitutioner allerede har skåret i de sidste års faste besparelser, gør det mindre festligt. Det er også godt, at regeringens finanslovsforslag stopper denne årlige besparelse på to procent på kulturområdet. Mindre imponerende, at det først sker i 2022, og at kulturinstitutionerne stadig skal skære samme sats årligt, så politikerne kan bruge pengene til den kultur, de finder passende.

Handler disse tiltag om noget, må det være den indsigt, at evige nedskæringer i kulturinstitutionerne er absurde. Det skyldes desværre ikke, at regeringen er begyndt at føre en egentlig kulturpolitik. Det ville også være et voldsomt brud. Det har ingen danske regeringer gjort i mange år. Egentlig kulturpolitik, en klar forståelse for, hvad kulturen kan og skal – og en politisk idé med det – er forsvundet.

Om de politiske yderfløje kan man sige meget kritisk, men de har dog forstået symbiosen mellem kultur og politik. Det forklarer til dels Sverigedemokraternes aktuelle fremmarch i svensk politik. Her har de store midterpartier helt forladt den kulturpolitiske scene. Socialdemokraterne overlod allerede i 1980erne kulturpolitikken til venstrefløjen, der siden har brugt den til at føre identitets- og minoritets­politik. Og de borgerlige partiers skræk for at føre borgerlig kulturpolitik har givet Sverigedemokraterne fri bane til at udfolde en nationalkonservativ kultur­politik, der kan virke tiltrækkende, når det eneste modspil er lyserøde biler i rundkørslerne, penis-malerier på gavlene og hysteriske debatter om kønskamp.

HVEM har i Danmark bedst forstået kulturens og politikkens gensidighed? Det har Dansk Folkeparti, der åbenlyst forstår, at kulturen giver os fortællinger om, hvem vi er: Historisk og i dag. Som land og fællesskab. Det er der selvfølgelig mange bud på, og Dansk Folkepartis er stillestående, indadvendt og københavnerhadende. For Dansk Folkeparti handler det om at fjerne institutioner fra hovedstaden og sikre stadig mere politisk kontrol med kulturlivet. Og da partiet er alene om at forstå kulturpolitikkens væsentlighed, er det den stemme, man kan høre.

Vi er i den mærkværdige situation, at den offentlige debat kun handler om udlændinge og velfærd. Intet andet. Og når det gælder kulturpolitikken, hører man kun Dansk Folkepartis provinsielle udlægning, der understøtter partiets udlændingepolitik. Fra Venstre kommer der intet. Fra Socialdemokratiet intet. Kulturministeren, der angiveligt har talt kulturpolitik med uendelig mange borgere i hele landet, og bedyrer, at kulturen er helt afgørende, er kommet tilbage med et lille økonomisk hæfteplaster til museer og teatre, mens hun skærer historisk dybt i støtten til produktionen af danskproduceret tv og film.

Er det ikke sært, at de regerings­bærende partier aldrig insisterer på, at kulturministerposten skal være deres? Man savner ligefrem 00ernes offensive borgerlige kulturpolitik med Brian Mikkelsen som kulturminister. Posten er nu overladt til den liberalistiske Mette Bock, der siger en masse rigtige ting, men af egne ideologiske grunde deler Dansk Folkepartis mistro til institutioner – altså til dem, der skal sikre og føre kulturarven videre og sætte rammerne for kulturens bidrag til samfundsdebatten. I en tid med store globale forandringer er dansk kulturpolitik apatisk, provinsiel og undergravende for de institutioner, der udgør søjlerne i kulturlivet. Man må håbe, at politikerne vågner op, før tilstanden fører til varig skade. kras