Stephens far skulle kun ud en kort tur og købe en pakke cigaretter som så mange andre morgener. Men Donald King – støvsugerforhandler, festabe og damernes ven (som ifølge vedholdende rygter gerne aflagde natlige besøg hos unge enker for at demonstrere de nyeste produkter) – forsvandt. Lod familien i stikken. Kom simpelthen aldrig hjem igen.

Det var i 1949. Da sønnen senere i livet blev verdensberømt forfatter, vendte han ofte tilbage til denne episode. Han gjorde det i samtaler med venner, i interviews, i romanerne. Som da en støvsugerforhandler ved navn Donald King kortvarigt dukker op i den uforkortede version af Opgøret. En spøgefuld skyggefigur, flygtig som virkelighedens forlæg. Måske skyldtes faderens bratte forsvinden, at han havde en dårlig vane med at komme i klammeri med retsvæsenet (han benyttede flere forskellige falske navne for ikke at blive pågrebet). Måske var der helt andre årsager. Men uanset hvad:

»Det var det, der gjorde mig til feminist,« siger Stephen King. »Jeg voksede op hos en enlig mor. Der var altid kvinder omkring mig. Min mor havde fem søstre, som altid var der – og nu er jeg gift med en stærk kvinde med fem søstre.«

De mange stærke kvinder i hans nærhed har fået direkte konsekvenser for forfatterskabet. Da jeg nævner titler som Dolores Claiborne og Boo’ya Moon – Liseys historie, afbryder han mig:

»Du finder det samme tema allerede i Carrie!«

Der er gået 38 år siden vores forrige møde. Det var i Cannes i 1980. Stephen King og filminstruktøren George A. Romero besøgte filmfestivalen for at tale om filmen Creepshow. King havde skrevet manuskriptet og spillede en af hovedrollerne (en skam, for hans evner som skuespiller er ikke så store). Dengang var han relativt ukendt, og det var ganske nemt at komme til at tale med ham. Jeg husker, at vi blev siddende på en altan med udsigt over La Croisette og talte længe sammen.

»Grunden til, at jeg selv fik en rolle, var, at jeg ville prøve det,« forklarede han, inden samtalen slog ind på gysergenrens tiltrækning og real actors. Inden vi skiltes, signerede han min billigudgave af Opgøret og et foto: »Gunnar, remember, they only come out at night.« Jeg har gemt fotoet i alle disse år. Jeg tager min mobiltelefon frem og viser ham det.

– Kan du huske det?

»Ha, ha. Vi var begge to yngre dengang!«

Vi har også talt i telefon sammen et par gange. Mit indtryk af ham har altid været det samme. I betragtning af at han er en af verdens mest berømte forfattere, er han forbavsende åben og ligetil. Befriende selvironisk og ikke spor bange for at tale om de mørke hændelser i sit liv, de år da han var kørt fast i et stort misbrug af alkohol og narko. Der er sådan set kun ét emne, som han har lovet sin kone Tabitha at lade være med at omtale.

»Jeg talte med hende i telefon her til morgen, og hun sagde: Nævn ikke Trump! Tal om din bog i stedet for.«

Han retter sig delvis efter hende. Men han glemmer heller ikke sine nye bøger. Outsideren udkom på engelsk i maj og kommer på dansk i november. En ny udgave af Om at skrive. Og så er der Rosernes torne, en mursten på 800 sider, som han skrev med sin søn Owen. Alle Jordens kvinder er sovet ind og dækket af en kokon, og den, der vækkes til live, forvandles til en mordmaskine. Handlingen udspiller sig i en lille landsby, en klaustrofobisk mandeverden, hvor der opstår flere og flere farer, for hver dag der går ...

{embedded type="node/node_image" id="11938" width="half_width" align="left"}

Hvorfra stammer egentlig Stephen Kings interesse for horror? Eller måske er »interesse« ikke et stærkt nok ord. Besættelse passer nok bedre. Hvornår begyndte den? Mange King-kendere peger på et biografbesøg i 1957. Stephen var ti år. Filmen hed Earth vs. The Flying Saucers. Pludselig blev forestillingen afbrudt, og publikum blev vist ud i forhallen. Stemningen var alvorlig. »Sovjetunionen har lige sendt den første Sputnik ud i rummet.« Den tiårige dreng blev lammet af skræk. Han forstod instinktivt, hvor tæt sammenhængen mellem den fiktive og den virkelige skræk er. Den atombombebærende rumsonde var ikke kun et uhyggeligt påfund. Den kredsede over ham i netop dette skræmmende nu. Den kunne når som helst udslette ham og alt, hvad han havde kært.

Stephen King søger i hukommelsen endnu længere tilbage i tiden.

»Jeg tror, jeg var seks år gammel, og min mor læste en Dr. Seuss-historie højt for mig. Det var en ganske enkel fortælling om en bondedreng, som ikke havde vist kongen tilstrækkelig respekt og derfor skulle henrettes. Den sluttede lykkeligt, eftersom han blev reddet, lige inden øksen faldt – men det, jeg huskede af denne opdragende historie, var billedet af bødlen med sort hætte og økse.«

Men der er flere ledetråde. Hans overvægt, usikkerhed, angst og følelse af at være udenfor som dreng. Og hans sammenbidte og målbevidste virkelighedsflugt i form af superhelteegoet Cannonball Cannon, telefonbøgerne, hvor han overstregede alle de navne, han havde fundet i lokalbladenes dødsannoncer, mareridtene om mørke, øde gader, hvor mærkelige skikkelser greb ud efter ham i nattemørket.

En dag kravlede Stephen op på loftet og begyndte at rode i kasserne med faderens efterladte bøger, og et øjeblik efter havde han fundet en bog, på hvis omslag et lig kravlede op af en grav. Han havde opdaget den sagnomspundne H.P. Lovecraft. Når man læser slutningen på en roman som Vækkelse fra 2014, bliver det tydeligt, hvor meget dette fund har præget Kings forfatterskab. I skolen opdagede han forlaget EC Comics’ særdeles bloddryppende tegneserier med titler som The Vault of Horror og The Crypt of Terror. Han tog mod til sig og begyndte selv at skrive. Plagede om lov til at få sine produkter i skolebladet. Fik en novelle med den herlige titel »I Was a Teenage Grave Robber« udgivet i et ugeblad. Da hans mor, Nellie Ruth, opdagede hans talent for at skrive, afslørede hun, at den forsvundne far havde været en upubliceret, men ikke helt ueffen forfatterspire.

{embedded type="node/bondquotes" id="11912"}

Stephen Kings debutroman, Carrie, blev udgivet i 1974 efter en hård tid, hvor han og hustruen Tabitha var ludfattige. Hun arbejdede på Dunkin’ Donuts, mens han kæmpede med sin bog. Af ren og skær frustration var han lige ved at smide den ud. Men Tabitha kunne se mulighederne i den og sendte den til et forlag. Doubleday var interesseret, men der var et problem. Ægteparret King havde lukket telefonen ned for at spare på udgifterne, og forlæggeren William Thompson havde svært ved at få kontakt med debutanten. I desperation sendte han et telegram til den adresse, som King havde opgivet: Carrie officially a Doubleday book. $2.500 advance against royalties. Congrats, kid – the future lies ahead. To år efter indspillede Brian de Palma filmversionen med Sissy Spacek som den mobbede pige, der med sine telekinetiske kræfter nedkalder en frygtelig hævn over sine plageånder.

Nu, cirka 40 år senere, er Stephen King en af verdens bedst sælgende forfattere nogensinde. Det er umuligt at få nøjagtige tal på det samlede antal bøger. Men et pænt stykke over 350 millioner er det almindeligste gæt. Er han ikke simpelthen en af de bedste skildrere af USAs lillebysamfund og af den slags mennesker, der halvt ligegyldigt, halvt foragteligt betegnes som »almindelige«?

»Jeg ser ikke mig selv som horrorforfatter. Men jeg har ikke noget imod at blive kaldt sådan. Vi mennesker sætter altid mærkater på hinanden. Jeg er ligeglad. Jeg gør, hvad jeg gør.«

– Hvad er det, der driver dig?

»Viljen til at underholde,« svarer han alvorligt. »Det kan jeg simpelthen godt lide. Hvis læserne er glade for at læse mine bøger, så er jeg også glad.«

I årtier blev Stephen King gjort til grin af kritikerne. De kunne ikke forstå, at en forfatter, der skrev om rædsel og blod, kunne være så populær. De så ingen værdier i hans bøger. Det var kort sagt skodlitteratur. Da han blev tildelt The National Book Foundations prestigegivende Medal for Distinguished Contribution to American Letters, var der ingen grænser for forargelsen. Den mest forargede var den berømte litterat Harold Bloom: »Endnu et lavpunkt for vores nedgraderede kultur. Jeg har tidligere beskrevet King som gyserforfatter, men det var måske for venligt. Han har intet tilfælles med Edgar Allan Poe. Han er en fuldstændig uformående forfatter, hvis man læser ham ord for ord, sætning for sætning, bog for bog.«

»Det er klart, at alt det had sårede mig. Især i begyndelsen af karrieren. Det benægter jeg ikke. Og der er jo ingen nemme muligheder for at protestere. Det eneste, der er at gøre, er at blive ved. Og håbe på, at læserne efterhånden forstår, hvad det er, man forsøger at skrive. Og ved du hvad – jeg tror, jeg overlever mine værste kritikere.«

I MANGE år var King misbruger af både alkohol og stoffer; i dag kan han ikke huske, hvordan visse romaner blev til. Skriveprocessen med Dræberhunden Cujo er et sort hul. Der kom et punkt, hvor det ikke gik længere.

En dag – måske i 1987 – samlede Tabitha børnene og holdt en tale for sin mand: »Hvis du ikke får styr på dine alkoholproblemer, er jeg nødt til at tvinge dig til at forlade hjemmet. Og forlade os.«

Om ikke før, så indså Stephen King nu, at det var alvor, og de næste to år arbejdede han målbevidst på at arbejde sig ud af afhængigheden. Det lykkedes. Men ti år senere var han lige ved at falde i igen. Da han i juni 1999 gik en tur i Bangor, Maine, blev han påkørt af en bil og kom svært til skade.

»Jeg ved ikke, hvor mange knogler der brækkede. Det gjorde meget ondt. Det var svært overhovedet at tænke.«

– Hvad skete der med bilen, som påkørte dig?

Han ler.

»Min kone købte den. Og fik den destrueret. Hun ville ikke have, at den skulle sælges på eBay i en eller anden lille by.«

{embedded type="node/node_image" id="11959" width="screen_width"}

Tabitha og Stephen har været gift i 47 år, og der er ingen tvivl om, at hun har stor indflydelse på ham. Han vender ofte tilbage til hende under vores samtaler og siger, at han er overbevist om, at børnene har arvet hans fantasi, men i endnu højere grad hendes.

»De er vokset op i en litterær atmosfære. Vi boede langt væk fra alting og havde ikke tv, da børnene var små. Derimod var der bøger overalt i huset. Så de læste i stedet for.«

Stephen King læser meget og altid. På rejser har en stabel nye bøger med, og når han kører bil, hører han lydbøger. Før i tiden – længe før lydbøger blev almindelige – plejede børnene at læse romaner ind på bånd til ham, så han kunne høre dem i bilen.

»Owen læste James Ellroy ind til mig. Og hele Krig og fred. Som en gave til mig.«

Man forstår, hvor stor en gave det var, når Stephen King tilføjer, hvor lang tid det tog hans søn at indlæse den tykke roman, og at den strakte sig over hele det teknologiske skift fra kassettebånd til cd. Og Owen gjorde mere endnu. Faren fik senere en indlæsning af Davis Foster Wallaces Infinite Jest. Både den og Krig og fred er næsten lige så omfangsrige som de bøger, Stephen King selv så gerne skriver. I de første år mente forlagene, at hans romaner var lidt for lange. Da mesterværket Opgøret blev udgivet for første gang, var den »kun« på 800 sider. Forlaget mente, at originalmanuskriptet på 1100 sider var alt for langt og fik ham til at barbere det ned. Men da King nogle år senere var blevet et begreb, kunne han udgive den oprindelige version. Sådan er det blevet ved: Under kuplen er på 1200 sider, 22.11.63 landede på 850. Outsideren er forholdsvis kort – kun 560 sider.

»Jeg vil gerne give læseren mulighed for at kunne trække vejret frit, og historien fortjener muligheden for at fortælle sig selv. Når jeg begynder at skrive, er figurerne stadig forholdsvis flade, men efterhånden bliver de mere levende, og det er en stor del af fornøjelsen for mig.«

Inspirationen og idéerne kommer ikke lige let længere. En del af materialet finder King i virkelige hændelser – han skrev Dyrekirkegården, efter at en af hans sønner næsten forulykkede i et biluheld. 22.11.63, romanen om en mand, der rejser tilbage i tiden for at forhindre mordet på John F. Kennedy, lå i hans baghoved i mange år (»Da jeg i sin tid fik idéen, drak jeg så meget, at jeg måtte lægge den til side«). Under kuplen fandt sin form – han havde haft idéen siden begyndelsen af 1970erne – på en motorcykeltur gennem Australien. Mange af hans romaner udspiller sig i små byer ude på landet – den fiktive Castle Rock i Maine har ofte været brugt.

»Hele livet har jeg boet i små byer på landet. Her er klasseforskellene tydeligere, men samtidig taler man mere med hinanden, når man ved, hvem man har for sig,« siger han. Og nu glemmer han løftet til Tabitha og begynder at tale om Donald Trump.

»I Under kuplen er der en romanfigur, der minder om Trump, men det var jo ikke det, jeg tænkte på, da jeg skrev den. Greg Stillson i Den døde zone er en Trump-lignende person, og ...«

Selv om Stephen King føler sig hjemme i små byer på landet, er han helt bevidst om, at det netop var mange af indbyggerne i den slags byer, der stemte på Donald Trump som præsident. Og man behøver ikke at tale med Stephen King i ret mange minutter for at forstå, at han hader Trump. Efter flittigt delte ondskabsfuldheder på Twitter såsom: »1665: Isaac Newton opdager, hvordan tyngdekraften virker/2017: Donald Trump opdager, hvordan demokratiet virker« blev gysermesteren blokeret af landets præsident (det er King tydeligvis lidt stolt af). Han er blevet ved med at chikanere præsidenten på Twitter, som er hans »favoritkanal«.

Også i hans bøger er der mange politiske indslag, men han understreger, at han aldrig kommer til at skrive en roman med en »utvetydig politisk dagsorden«.

»Forfatterens opgave er at sige sandheden. Vi bor i et land, hvor man stadig har mulighed for at gøre det. Fiktion er sandhed inden i en løgn – og forfattere er faktisk vigtigere nu end nogensinde før. Der findes jo mange romaner med en klar politisk dagsorden, tænk på Kammerat Napoleon eller 1984. Og Narnia-bøgerne er jo reklame for kristendommen. Når mine romaner er politiske, beror det på, at selve historien trækker i den retning.«

Vores møde lakker mod enden. Stephen King skal signere en stabel bøger. På vej ned i elevatoren fra hans forlag i New York tænker jeg, at der går en lige, 60 år lang linje fra den skrækslagne dreng i biografsalen over teenageren, der fantaserede om sorte skikkelser, der greb ud efter ham i mørket, og som skrev »I Was a Teenage Grave Robber«, og derfra videre til succesforfatteren, der kravlede ned i et sort hul af alkohol og stoffer, og frem til den nu 70-årige verdensstjerne, der stille og roligt og tilsyneladende tilfreds med livet fortsætter sin utroligt succesfulde løbebane. Samtidig med at han aldrig glemmer: »They only come out at night.«

Da jeg kommer ned på Sixth Avenue, kigger jeg på billederne en sidste gang, inden jeg stikker telefonen i lommen. Jeg vender blikket mod himlen. Er det ikke begyndt at skumre?

Interviewet har været bragt i »Vi läser« og er forkortet og bearbejdet af Johannes Baun. Oversat fra svensk af Claus Bech.

Stephen King: »Outsideren« udkommer 8/11.

Kreativ avisføring