Måske giver det mere mening at se på Mads Pedersens karriere som en tragt i stedet for en kurve.
Ikke at han ikke konstant forbedrer sig og hæver sit høje niveau i de største løb, men han er nået til et sted, hvor der kun mangler én ting, for at han selv er tilfreds med det livsforløb, han har i professionel cykelsport. Noget, der skal samle alt det, han kan, og udmønte sig i det, han helst vil.
Han mangler den sidste brik, der fuldender karrierens glasmosaik i alle farver og genspejlinger: en klassikersejr. Ikke en af de mindre, for han har vundet Gent-Wevelgem og Kuurne-Bruxelles-Kuurne, men en af de ægte tunge: Paris-Roubaix, Flandern Rundt eller Milano-Sanremo. Og de står formentlig i hans egen prioriterede rækkefølge i den sætning.
Hvis sjælen, som en film og en videnskabsmand engang påstod, kun vejer 21 gram, slår manglen på et Monument langt tungere ud på vægtskålen i danskerens inderste selvforståelse. Det er en brosten i de cykelsko, han de seneste sæsoner er stormet op gennem resultatlisterne med, som var de syvmilestøvler.
Ni sejre i 2022 og syv sidste år taler et tydeligt sprog om en toneangivende rytter, der leverer for sit hold – især når seks af de sejre er etapetriumfer vundet i en Grand Tour.
For mange andre, ja næsten alle, er hans generalieblad et dybt misundelsesværdigt stykke papir. For ham selv er det først rigtig komplet, når hans navn bliver ridset ind i Monumenternes evighedsannaler. Hans kontinuerlige hungren efter en klassikersejr siger meget om, hvor store de løb er for en cykelrytter, der reelt set har vundet alt andet.
Derfor illustrerer tragten ret godt Pedersens hidtidige cykelkarriere, hvor erfaring, resultater, holdets opbakning og hans egne forventninger nærmest kronisk er sådan tilrettelagt, at der skal komme en klassikersejr i ud i den anden ende.
»Skal« er et hårdt verbum at bruge, når andre menneskers gøren og laden er involveret i opfyldelsen af en bestemt drøm. Men det er konkurrencens vilkår, og det er en ekstremt skærpende omstændighed for Pedersens klassikerambitioner, at han skal slå flere af cykelhistoriens største ryttere for selv at blive en af dem.
Ikke at han på nogen måde kan reduceres til en lejlighedsvis David i en permanent sværm af Goliater. Slet ikke. Men han er i samme situation som de klassementsryttere, der tager det på sig at udfordre Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar for at vinde Tour de France. Det er en svær tidsalder at vinde de største etapeløb i – både hvad angår de individuelle evner, det kræver, og også når man ser på de hold, der dikterer farten.
Mads Pedersen har ikke fumlet med sigtekornet, for han satser ubetinget på de to søndage i Belgien og Nordfrankrig, hvor han har været blandt favoritterne, siden han som 22-årig debutant tilkæmpede sig andenpladsen i Flandern Rundt.
Der er sket meget både med ham og persongalleriet, han er oppe imod, men hans medfødte evner i de løb har unægtelig været der fra starten. Derfor har hvert år uden en sejr i et af de to store brostensmonumenter været et forsømt forår, der har trukket skygger over resten af kalenderen, uanset hvordan det er gået resten af sæsonen.
Og det er som bekendt gået blændende. Pedersen ligger lige nu på sjettepladsen på UCIs verdensrangliste. Han er faktisk en enkelt plads foran verdensmesteren, Mathieu van der Poel, der vandt både Milano-Sanremo og Paris-Roubaix sidste år. Det vidner om, at danskeren leverer resultater på et ekstremt højt niveau, der kan matche de bedste rent pointmæssigt selv uden at vinde det, han allerhelst vil.
Inden for andre sportsgrene taler man om de bedste, der ikke har vundet de trofæer, de ellers har evnerne til og nærmest var skæbnebestemte til at løfte. Store golfspillere, der aldrig vandt en Major, eller tennisstjerner, for hvem drømmen om en Grand Slam-turnering forblev ved det flygtige.
Den karakteristik passer kun på Pedersen, hvis man tager hans egne mest oprigtige forventninger i betragtning. For han kunne stoppe sin karriere nu og stadigvæk blive husket som en af de største. Men det, der for en overfladisk vurdering er en asterisk nederst i hjørnet på hans cv, er et larmende fravær i hans eget hoved, indtil det bliver forløst.
Mads Pedersens regnskab med sig selv går først op, når han får det, han allerhelst vil have. Heldigvis for ham har han stadigvæk nogle år til at gøre det i, men for hver gang det glipper, er der en chance mindre. Det er svært at forestille sig, at han kan blive bedre, end han er de her år, så det skal helst være snart.
Mads Pedersen vandt sidste weekend det sydfranske etapeløb Étoile de Bessèges og var efterfølgende på rekognoscering af finalen til Milano-Sanremo sammen med sin tro væbner, Alex Kirsch. De blev formentlig i området og stiller begge til start i Tour de la Provence i morgen.
Efter det kører Pedersen Paris-Nice, og så begynder årets vigtigste uger for den 28-årige superstjerne. Fra midten af marts til midten af april skal han være den bedste, han er i stand til. Alt andet lige er det mere end nok til at vinde et Monument. Men helvede er som bekendt de andre, og de forsvinder slet ikke af sig selv.
Det er nu blevet hovedmålet i Pedersens karriere at få netop det til at ske, og regnskabet går først op, når han står øverst på podiet en af de to søndage – helst med en brosten over hovedet, så den ikke længere trykker i cykelskoen.
Denne artikel udkommer også i Weekendavisens nyhedsbrev om cykling Hjertets Bjerge. Læs mere og tilmeld Dem her.
