Sådan slutter tv-serien Girls: Hannah er flyttet ud af byen for at varetage et universitetsjob, der på besynderlig vis er faldet ned i skødet på hende. Hun har en seks måneder gammel søn ved navn Grover, der i nogen tid ikke har villet ammes. Derom handler i store træk sidste afsnit. Marnie er flyttet med og forsøger at problemknuse ved at læse op på diverse amningsfundamentalistiske mommy blogs, men gør selvfølgelig bare det hele værre. Til slut kommer Hannahs mor, Loreen, også forbi fra Michigan og spørger, hvad der nu er galt med noget »dejlig efterkrigsmælkeerstatning«. Så selvom vi gennem seks sæsoner og 62 afsnit nok føler, vi er nået langt, handler det i bund og grund stadig om, at Hannah ikke kan klare sig selv. Men så, i allersidste scene, sætter hun sig i en gyngestol, kameraet zoomer ind på hendes ansigt, og så sker det. Grover tager ved, og Girls er slut.
Det sidste afsnit er noget særligt. Lidt som det gælder med digte, hvor den sidste linje ikke kan undgå at være patetisk, tillægges dette sidste led i tv-seriens kæde en uforholdsmæssig stor betydning. Nu skal det endelig og med bagudrettet kraft afsløres, hvad det hele egentlig handlede om.
Dette fænomen har den ret gode amerikanske tv-podcast Stick the Landing sat sig for at undersøge. Og i afsnittet om det sidste afsnit af Girls foreslog værten, Andy Greenwald, noget interessant, nemlig at Girls synes at slutte flere gange. Hvis man tænker serien som et portræt af kunstneren som ung kvinde, slutter den, da Hannah i de sidste sekunder af sæson fem går sejrrig over Brooklyn Bridge efter sin optræden til The Moth. Hvis man tænker Girls som en kærlighedshistorie mellem Hannah og Adam og hans mange stadier af efterskolehår, slutter den i tredjesidste afsnit, da de to endelig giver slip på hinanden. Og hvis man tænker den som et portræt af en gruppe unge kvinder, der har svært ved at være venner, slutter serien i næstsidste afsnit, mens de danser hver for sig til Shoshannas forlovelsesfest.
Jeg forstår lysten til at tænke i alternativer. For hvad skal vi stille op med dette voksendrømmende appendiks, hvis morale vel er, at det er bedre at amme end at give flaske? Og som fortæller os, at Hannah endelig finder ro langt væk fra de andre karakterer, som vi har tilbragt de øvrige 61 afsnit sammen med? Var det virkelig dét, denne coming of age-serie havde at sige os? Det er spørgsmålet. Hvad fortæller den slutning om, hvilken type serie Girls faktisk var?
DA HUN FIK overdraget nøglerne til HBO, var Lena Dunham blot en 24-årig med et par indietitler på samvittigheden, og hun fortsatte med at pode det bredtfavnende tv-medie med de mere kunstlede kunst- og kortfilmtradition. Det ser man blandt andet i seriens evne til at inkorporere såkaldte afstikkerepisoder som »One Man’s Trash« og »The Panic in Central Park«.
Tredje afsnit i denne sidste og sjette sæson, »American Bitch«, var netop sådan et. Hannah bliver inviteret hjem til den, forstår vi, meget anerkendte forfatter Chuck Palmer. Hun har skrevet et blogindlæg om, at en række unge kvindelige fans er stået frem med historier om, at han har forgrebet sig på dem, og han vil forsvare sig. Hele afsnittet er struktureret som et kammerspil, og vi får dels at føle, hvor skarp Hannah kan være, men også hvor villig – eller forfalden – hun er til at møde mennesket bag de påståede overgreb. Det er et sjældent åbent moralsk rum, der udforskes i de godt og vel 20 minutter, afsnittet varer, og indtil det igen lukker sig med lynets hast, da de til sidst lægger sig sammen i hans seng, og han pludselig trækker sin penis frem, og Hannah, fordi vi nu engang ser Girls, kortvarigt tager den i hånden. Afsnittet kom, et halvt år før MeToo-bevægelsen slog igennem, hvilket er svært at forstå, når man ser det i dag.
Her er, hvad Girls i hvert fald også handlede om: Den handlede om at gøre sig erfaringer. Men ikke – som coming of age-genren kan have for vane – erfaringer, som skulle agere trappetrin op mod den store ankomst til voksenlivet. »American Bitch«-afsnittet udgør ikke et vendepunkt i Hannahs personlige udvikling. Faktisk mener jeg ikke, at der refereres til de begivenheder igen. Det er værd at tage med sig, når man tænker på det allersidste afsnit. Det, hvor Hannah bogstaveligt talt ankommer og får alle voksensmykkerne hængt om halsen på samme tid: barn, arbejde, hus, og er det virkelig Hannah Horvath, der kører bil? Det afsnit går ikke i organisk forbindelse med resten af serien. Det står for sig selv.
Da jeg i 2017 så afslutningen på Girls, tænkte jeg, at det var det: Hannah var blevet voksen. I dag tænker jeg, at hvis man skal lægge uforholdsmæssig stor betydning noget sted, så lad det være på det formelle, ikke det tematiske. På det faktum, at Girls slutter med et afstikkerafsnit, hvilket jo er lidt af et paradoks, for så finder man jo aldrig tilbage på den udstukne kurs – til den større fortælling.
Det giver dog mening inden for det tv-formsprog, som Lena Dunham skabte. For alt, der var vigtigt i Girls, skete som udslag af dårlig timing. I sit indledningsessay til denne artikelserie skrev Linea Maja Ernst, at hun med glæde kunne bekendtgøre, at Hannah Horvath faktisk var sin generations stemme. Jeg er enig. Og jeg vil tilføje, at hun var det, fordi hun udnævnte sig selv til at være det, før hun havde oplevet noget, der i traditionel forstand var værd at skrive om. Her var den perfekt utidige og med sig selv ødsle hovedperson i en coming of age-fortælling, hvor ingen rigtig udviklede sig.
Og hvor parodi og drama; stereotyp og person; og latterliggørelse og ømhed var så heftigt æltet sammen, at man til hver en tid ville fejle, hvis man forsøgte at skille dem ad. Det er faktisk det, der føles mest fremmed i dag, hvor tidsånden ikke i samme grad er til sammenblandinger og åbne moralske rum. Hvor vi konstant beder hinanden om at bekende kulør.
På samme måde eksisterede der ikke i Girls et klassisk erfaringshierarki: at Hannah blev mor, vejede i seriens optik ikke nødvendigvis tungere, end da hun tog for meget kokain og voldsvedte med Elijah i anden sæson, eller da hun i første sæsons måske mest legendariske scene dansede til Robyn med Marnie i deres delelejlighed. Men det er det, der gør Girls til noget særligt. Og måske er det også derfor, at det sidste afsnit ikke synes at have magten til at definere, hvad det hele egentlig handlede om.
