Det måtte komme – opgøret med det kønsopdelte arbejde hos jæger-samlerne.
I kampen mellem kønnene er frontlinjen nu flyttet titusinder af år tilbage og har ramt stenalderen. Nærmere bestemt en epoke, der udgør over 90 procent af menneskehedens historie.
Over de seneste par år er der udkommet en strøm af nye videnskabelige artikler, hvor forskere – som oftest kvindelige – gør op med »myten« om, at det var mændene, der gik på jagt, mens kvinder samlede bær og rødder og passede børnene og ilden hjemme i lejren.
Vi har de senere år læst og hørt om brave vikingekvinder, der kunne svinge sværd og fik høvdingebegravelser. Nu er tiden skruet yderligere mange tusinde år tilbage til den ældre stenalder, også kaldet jægerstenalderen.
Senest har to forskere i biologisk antropologi skrevet en coverartikel i Scientific American under overskriften »Woman the Hunter«. Her gennemgår professor Sarah Lacy og lektor Cara Ocobock – begge fra University of Notre Dame i Indiana, USA – hvordan kvinders fysik og fysiologi sagtens kan legitimere, at kvinder har deltaget i jagten på stenalderens storvildt.
Mænd er kvinder fysisk overlegne i mangt og meget. De har typisk større hjerter, større lunger og mere muskelmasse. Men når det gælder ekstrem udholdenhed, har den kvindelige fysiologi fortrin – blandt andet fordi muskelfibre hos kvinder er indrettet, så de i højere grad brænder fedt af og således tærer langsommere på energien, skriver de to forskere. Derfor klarer kvinder sig bedre end mænd i løb, hvis bare distancen er lang nok.
Overskriften refererer til en berømt antropologisk bog fra 1968. I Man the Hunter konkluderede antropologerne Richard Lee og Irven DeVore, at det var stenalderens mænd, der drev jagten, den teknologiske udvikling og dermed også selve menneskets evolution frem.
Den fik mændene ikke lov til at løbe med længe. I 1970erne rejste feminismens anden bølge sig i form af rødstrømpebevægelsen, og nu blev det tid til at hylde stenalderens samlere. De kvindelige antropologers modspil lød dengang, at det var stenalderens kvinder, der skaffede 80 procent af føden – planteføde – og kvinder, der var drivkraften for den sociale udvikling. I 1983 blev teorien samlet op i endnu en antropologisk bogudgivelse. Denne gang med titlen Woman the Gatherer.
Nu er fronten flyttet igen. Hvor det for rødstrømperne i 1970erne gjaldt om at påvise, at kvinder var lige så gode som mænd, vil man i dag dokumentere, at kvinder kan det samme som mænd. Derfor gøres der nu op med selve forestillingen om, at jagten var mændenes domæne. Stenalderens kvinder gik også på jagt – og ikke bare efter småvildt. Kvinder kunne jage, og de gjorde det også. Kvinder havde våben, store våben, og de brugte dem.
»Det hører helt klart til tidsånden, at man i dag siger, at det, som mænd kan gøre, det kan kvinder også. Nu taler vi for eksempel også om kvindelig værnepligt. Kvinder har ikke nødvendigvis altid gjort det samme som mænd, men i dag er holdningen, at det kan de godt,« siger antropolog Ole Høiris og tilføjer, at det er en helt naturlig udvikling.
»Vi omskriver hele tiden historien, så den giver mening for os i nutiden. Det er mit bud på, hvad humanioras væsentligste rolle er: Vi gør fortiden og fremmede kulturer meningsfulde i vores egen kontekst.«
Fundet i Andesbjergene
Nutidens normer er dog ikke det eneste, der driver vores læsning af fortiden. Konkrete arkæologiske fund og opdateret teknologi spiller også en afgørende rolle.
En central brik faldt på plads, da man fandt en 9.000 år gammel gravplads dybt inde i Perus Andesbjerge på højsletten ved Titicacasøen. To af gravene tilhørte tydeligvis tidligere storvildtjægere, for de var rigt udstyret med drabelige jagtvåben og jagtredskaber. Begge var mænd, antog de lokale forskere, som gjorde fundet.
Men i 2020 kunne en gruppe antropologiske arkæologer med amerikaneren Randall Haas i spidsen afsløre, at den ene var en kvinde. Det skyldtes, at Randall Haas og hans gruppe brugte moderne proteinanalyser af de gravlagtes tandemalje, og resultatet var klart: Den ene gravlagte storvildtjæger var en kvinde, den anden en mand.
I den kvindelige storvildtjægers grav fandt man pilespidser og knive til storvildtjagt samlet i en bunke, givetvis indholdet af en læderpose med jagtredskaber. Samt knogler af flere store byttedyr – lama, vikunja og taruca, som er en mellemstor hjort.
Naturligvis rejser sådan et fund spørgsmålet, om det er »et isoleret tilfælde eller del af et mere udbredt adfærdsmønster«, skriver Haas og hans gruppe. De tog selv konsekvensen og indsamlede etnografiske data fra de gravfund, der var gjort i samme periode på såvel det nord- som det sydamerikanske kontinent. I alt omfatter undersøgelsen 107 gravpladser. Heraf identificerede de 27 storvildtjægere, som kunne kønsbestemmes: 11 kvindelige storvildtjægere og 16 mandlige.
Haas med flere konkluderer, at det er nok til at antage, at kvinder spillede en væsentlig rolle i storvildtjagt på dette tidspunkt af stenalderen. Gruppen estimerer, at det er sandsynligt, at stenalderkvinder i gennemsnit deltog i mellem 30 og 50 procent af storvildtjagten.
Dog – erkender forskerne – er de etnografiske data, som de baserer sig på, langt mindre præcise end den arkæologiske udgravning i Andesbjergene. Kønsbestemmelserne er mindre sikre, og de gravlagte er blot »forbundet« med storvildtjagt. Gruppen slutter af med at spekulere over, om det ganske enkelt ikke forholdt sig sådan, at jagten på storvildt dengang krævede store grupper af deltagere – såvel mænd som kvinder.
Stik imod forventningen
Kan det tænkes, at det 20. århundredes antropologer, etnografer og arkæologer pressede en gammeldags kønsoptik ned over jæger-samlerne?
Det mener fem kvindelige forskere med den amerikanske professor i biomedicin Cara Wall-Scheffler i spidsen. I sommer fik de publiceret en stor artikel i forskningstidsskriftet PLOS ONE under overskriften »The Myth of Man the Hunter«.
Indledningsvis refererer de til bias i arkæologien. Ud over storvildtjægeren i Peru, der viste sig at være en kvinde, henviser de også til overraskende fund fra andre dele af oldtiden: Der er dels et gammelt fund af en flot krigergrav fra vikingetiden i den svenske by Birka. Umiddelbart antog man, at det var en mand, men senere dna-analyser tyder på, at det er en kvindelig kriger, der ligger begravet. Dels peger de fem forskere på gravfund fra den nomadiske skyterkultur, der levede for omkring 2.500 år siden nord for Sortehavet og Det Kaspiske Hav. Blandt de gravlagte krigere har det vist sig, at omkring en tredjedel var kvinder.
Hvis arkæologer kan tage fejl af arbejdsdeling blandt jæger-samlere, hvad så med de etnografiske observationer fra nyere tid? Således ansporet har de fem forskere gennemtrawlet etnografiske rapporter om den nyere tids jæger-samlere rundtom i verden. Altså stammesamfund fra de seneste 100-150 år, som har haft besøg af etnografer og antropologer.
Undersøgelsen omfatter 63 grupper af jæger-samlere fra såvel Nord- og Sydamerika som Afrika, Asien og Oceanien. Resultatet er overraskende:
I fire femtedele af samfundene rapporteres der om, at kvinder går på jagt, og at det ikke er noget, der sker tilfældigt, men med fuldt overlæg. Blandt de grupper af jæger-samlere, hvor jagten er altafgørende, deltager kvinderne 100 procent. Undersøgelsen viser også, at blandt de kvinder, som går på jagt, er det knap halvdelen, der jager småvildt, en tredjedel, der jager storvildt, mens resten jager vildt af mellemstørrelse.
»Udbredelsen af kvinder, der går på jagt, går stik imod den almindelige forestilling om, at kvinder udelukkende er samlere, mens mænd udelukkende går på jagt,« konkluderer Cara Wall-Scheffler og hendes kolleger.
Cirkelslutning
Herhjemme har vi skam også have taget fejl af kønnet på et kendt oldtidsfund.
Det ældste skelet, som er fundet i Danmark, og som i mange år var udstillet under navnet Koelbjergkvinden, blev i 2016 underkastet en dna-analyse, som kunne afsløre … at det var en mand.
»Når man skal bedømme, om der er tale om en mands- eller en kvindegrav, sker det ofte på basis af de andre ting i graven, fordi knoglerne er i så dårlig stand. På den måde kommer man let til at lave en form for cirkelslutning,« siger Mikkel Sørensen, der er lektor i forhistorisk arkæologi ved Københavns Universitet.
Derfor finder han det relevant at rejse spørgsmålet, om der har været bias i kønsbestemmelsen af de gamle gravfund. Men – man skal passe på ikke at springe for let til konklusionerne og oversælge pointerne, tilføjer Mikkel Sørensen.
Han sætter sin lid til de nye dna- og proteinanalyser som »gudsbenådede analyseredskaber«, der blandt andet ser ud til at have givet troværdige resultater i gravfundet fra Peru. Mere skeptisk er han over for det følgestudie, hvor Haas og hans gruppe på baggrund af etnografiske data fra hele det amerikanske kontinent konkluderer, at næsten halvdelen af stenalderkvinderne var storvildtjægere.
Problemet med stenalderen er, at det er et meget vidt begreb, bemærker vores arkæolog. Langt størstedelen af menneskets tid på jorden – flere millioner år – tilhører den ældre stenalder, hvor mennesker var organiseret som jæger-samlere. Og de lever meget forskelligt. Ja, faktisk er det svært at finde jæger-samler-grupper, der er ens, mener han:
»Alene i Afrika kan du finde vidt forskellige jæger-samler-samfund, og hvis man så lægger 50.000 års udvikling ind som et yderligere perspektiv, kan man finde grupper, der lever af helt forskellig føde og organiserer sig vidt forskelligt. Du kan næsten finde den analogi, du ønsker – du kan bare vælge det samfund, der understøtter din hypotese,« siger Mikkel Sørensen.
Hvis man for eksempel vil underbygge en forestilling om, at jæger-samlere organiserer sig strengt efter køn, kan man pege på Thule-kulturen – altså forfædrene til moderne grønlændere.
»Der ser man en meget klar arbejdsdeling mellem kønnene. Faktisk kunne de slet ikke overleve, hvis der ikke var både mænd og kvinder,« fortæller arkæologen, der selv har arbejdet med Thule-kulturen i Grønland.
Mænd gik på jagt og var helt afhængige af, at der var kvinder til at sørge for, at de konstant var velforsynede med varmt tøj af skind.
»Men så er der også etnografiske eksempler på, at man i et samfund som det arktiske, hvor en del mænd omkommer under jagten, opdrager en ung pige til rollen som en mandlig jæger. Etnografer beskriver, at de har set, hvordan en kvinde bliver klædt i en mands udstyr og går på jagt – simpelthen fordi samfundet mangler mænd.«
Ideologisk kampplads
Det kommer hverken bag på en forhistorisk arkæolog som Mikkel Sørensen eller en antropolog som Ole Høiris, at kønskampen nu rækker helt tilbage til stenalderen. »Kampen om stenalderen« er titlen på en artikel, Ole Høiris skrev for årtier siden, og som Mikkel Sørensen stadig deler ud til sine studerende.
»Den tidlige forhistorie om vores civilisation har alle dage været en ideologisk kampplads, fordi det oprindelige også betragtes som vores naturlige væren og derfor som det, der berettiger nutidens adfærd og handlemåder,« siger Mikkel Sørensen.
Vi søger efter facit i den dybe fortid, og alt fra stenalderen har derfor været på mode til forskellige tider. Det er fra nulevende jæger-samlere, hadzafolket i Tanzania, at vi henter data om motion og løbetræning. Ligesom det er fra stenalderens flade struktur, at vi henter forbilleder til den moderne deleøkonomi. Og så er der stenalderdiæten. Mikkel Sørensen har her i avisen tidligere beskrevet, hvordan han en dag stod nede i Torvehallerne i København og spiste »palæo« ved en af boderne:
»Som arkæolog med speciale inden for Stenalderen var det en besynderlig oplevelse at stå med rødkåls- og granatæblesaft løbende ned ad fingrene fra en wrap til lyden af technomusik – og prøve at forbinde denne oplevelse med Stenalderen. Jeg har sjældent følt mig længere fra Stenalderen,« skrev han.
Længere nede i hans artikel kunne man læse, at de første rensdyrjægere, som kom her til Sydskandinavien for 12.-14.000 år siden, foretrak at spise sammenkogte retter af fedt fra dyrenes marv, muler og maver, tilsat lidt fintskåret kød. Det magreste kød gik til hundene.
Vi taler om, at selvom moderne mennesker vitterlig slæber rundt på stenalderen i den forstand, at vores fysiologi blev grundlagt dengang, skal man passe på ikke at trække færdige svar ud af fortiden – heller ikke vedrørende kønsroller.
»Problemet er, at der ikke er én bestemt levevis, vi kan henvise til, men en stor variation. Også med hensyn til hvor lykkeligt eller forarmet det har været. Der har været perioder, hvor stenalderfolk har levet i overflod, og andre perioder, hvor de har sultet, og hvor livsbetingelserne var hårde.«
Stenalderen var allerede populær i de røde 1970ere, da Mikkel Sørensen voksede op og identificerede sig med de amerikanske indianere, drengeverdenens helte.
»I det skandinaviske landskab var det jo stenalderfolkene, der kunne omgærdes med en tilsvarende romantik,« fortæller han.
– Var det derfor, du valgte at blive forhistorisk arkæolog?
»Ja, det tror jeg faktisk, det var.«
