LONDON – Da Mary Elizabeth Truss var barn, blev hun af sine venstreorienterede forældre slæbt med til demonstrationer imod den daværende premierminister Margaret Thatchers regering, hvor hun snart lærte at råbe: »Maggie, Maggie, Maggie, out, out, out.«
Ikke desto mindre valgte et flertal af det britiske Konservative Partis 160.000 medlemmer i denne uge samme Liz Truss – som hun i dag bliver kaldt – til partiets nye leder og dermed Storbritanniens tredje kvindelige premierminister, netop fordi hun solgte sig selv som Margaret Thatchers arvtager.
Og det er da heller ikke kun hendes køn, middelklasseopvækst i provinsen og optagelse på University of Oxford fra en statsskole, som Truss har tilfælles med Thatcher.
Ifølge Peter Kellner, der er ekspert i britisk politik og tidligere præsident for meningsmålingsinstituttet YouGov, er de to også fælles om, at ingen af dem blev spået den store chance for at blive premierminister, og da slet ikke en succesfuld premierminister. Hverken af deres kolleger eller af de politiske kommentatorer.
»Nogle af de kommentarer, vi hører lige nu om Liz Truss, lyder meget som dem, der blev ytret om Thatcher i 1975,« fortæller Kellner.
Boris Johnsons tidligere chefrådgiver Dominic Cummings har for eksempel over for onlinemediet Unherd beskrevet Truss som »tættere på reelt tosset end nogen anden, jeg har mødt i parlamentet«.
Anna Soubry, en tidligere konservativ minister, har sagt til The Guardian, at Truss’ »ambitionsniveau utvivlsomt væsentligt overstiger hendes evner«.
Og den tidligere konservative parlamentariker Matthew Parris opfordrer i en klumme i The Times læserne til at holde fast ved deres første indtryk af Truss, fremfor at »lede efter de personlige og politiske kvaliteter, som gør hende til en vinder«.
Parris’ eget førstehåndsindtryk var, at Truss er en »intellektuel letvægter; at hendes overbevisning er papirtynd; at hun udelukkende er drevet af ambition; at hun er kejtet; at hendes evne til at kommunikere overbevisende er så godt som ikkeeksisterende, og at hun er farligt impulsiv og stædig og besidder uhæmmet selvtillid«.
Kritikere som Parris henviser blandt andet til, at Truss i årevis åbenlyst har positioneret sig som den oplagte kandidat ved et fremtidigt formandsvalg ved at arrangere Fizz with Liz-aftener og give den som Thatcher-klon. På de sociale medier har hun postet billeder, hvor hun til forveksling ligner Jernladyen – for eksempel i pelshue og -jakke i Moskva eller stående i en kampvogn i Estland.
Ligesom det var tilfældet med Thatcher, emmer mange af kommentarerne om Truss imidlertid af »bevidst eller underbevist sexisme«, påpeger Kellner. Han advarer imod at undervurdere hende.
»Det er muligt, at kritikerne har ret i nogle af deres kritikpunkter, men hvis vi går tilbage til Thatcher, så var hun heller ikke som udgangspunkt favorit til formandsposten i Tory-partiet, og da hun alligevel vandt, var der ikke mange, der dengang kunne se, at hun ville blive fantastisk for partiet. Thatcher overraskede os alle,« påpeger han.
Truss’ rejse
En af de ting, som 47-årige Liz Truss – der er gift med revisoren Hugh O’Leary og har teenagedøtrene Frances og Liberty – især er blevet kritiseret for, er, at hun så radikalt har ændret politisk ståsted på forholdsvis kort tid.
Og Truss medgiver gerne, at hun har været på noget af en »politisk rejse«.
Hun er vokset op i en familie, som politisk lå til venstre for Labour-partiet. Hendes far var professor i matematik ved Leeds Universitet; hendes mor sygeplejerske, lærer og prominent medlem af Bevægelsen for Atomnedrustning.
Truss, den ældste af parrets fire børn, gik på statsskolen Roundhay, hvorfra det lykkedes hende at blive optaget på University of Oxford, hvor hun læste PPE – Philosophy, Politics & Economics.
Det var på det tidspunkt, at hun gjorde oprør mod forældrene og meldte sig ind i Det Liberale Demokratiske Parti. Ved partiets årsmøde i 1994 gik den 19-årige Truss på talerstolen og stjal til partiledelsens fortrydelse al opmærksomhed ved at argumentere for en afskaffelse af monarkiet.
»Vi mener ikke, at folk er født til at herske,« sagde Truss, der på samme årsmøde argumenterede for legalisering af cannabis.
Det var holdninger, der om muligt vandt endnu mindre genklang hos de britiske konservative end hos de liberale, men alligevel byttede Truss det ene parti ud med det andet og meldte sig kun to år senere ind i Det Konservative Parti.
Tidligere liberale kolleger mener, at partiskiftet primært skyldes, at Truss vurderede, at hun havde en bedre chance for at få en succesfuld karriere i politik i det meget større Konservative Parti.
Nogle år før parlamentsvalget i 2010 lykkedes det hende da også at blive udpeget som partiets kandidat i en solid konservativ valgkreds. Her var de socialt-konservative lokale medlemmer dog tæt på at gøre en ende på hendes karriere, inden den for alvor var kommet i gang, da de fandt ud af, at hun havde haft en affære. En gruppe af primært mandlige landmænd, der af medierne fik øgenavnet The Turnip Talebans – altså roe-talebanerne – krævede hende udskiftet med en mere respektabel kandidat. Hun bed ydmygelsen i sig og talte sin sag så overbevisende, at et flertal stemte for at beholde hende som kandidat. Fra da af fik hun ry for at være en, der kunne slå fra sig.
I 2010 blev hun valgt til parlamentet, og kun to år senere blev hun udpeget til sin første juniorministerpost i undervisningsministeriet af David Cameron.
Hun har siden bestredet seks forskellige ministerposter under tre meget forskellige konservative premierministre.
På trods af, at hun støttede Cameron og stemte remain ved EU-folkeafstemningen i 2016, fik hun således alligevel sæde i både Theresa Mays og Boris Johnsons regeringer. Det skyldtes, at hun efter folkeafstemningen hurtigt blev en af de mest Brexit-entusiastiske ministre. Det har hun været siden, og det er symptomatisk for hendes politiske tilpasningsdygtighed, at hun i formandskampen sågar har formået at vinde Brexit-hardlineres opbakning ved at love en fortsat hård linje over for EU.
Ifølge professor Tim Bale fra Queen Mary University of London, som har skrevet flere bøger om De Konservative, har hun i det hele taget en eminent sans for, hvad hun skal sige og gøre for at vinde.
På trods af advarsler fra de fleste økonomer har hun lovet medlemmerne præcis det, de ønsker sig; nemlig store skattelettelser og nedskæringer i statens budgetter.
Det lader sig næppe realisere, hvis hun skal være populær i befolkningen, og Bale er ikke i tvivl om, at hendes succes vil afhænge af, at hun viser sig så »politisk fleksibel som premierminister«, at hun renoncerer på nogle af sine valgløfter. Blandt andet har hun sagt, at hun ikke vil give folk almisser.
»Men det løfte er helt hen i vejret i den nuværende økonomiske krise. Det vil utvivlsomt blive nødvendigt at hjælpe de mest trængende, for ellers vil folk bogstavelig talt dø af sult og kulde til vinter. Jeg tror ikke, at hun kan holde fast i at være en ideologisk premierminister i denne krise uden at løbe ind i problemer meget, meget hurtigt,« siger han.
Den nye virkelighed
Den vurdering er professor Matthew Goodwin fra University of Kent enig i. Han påpeger, at den politiske virkelighed på flere måder har ændret sig radikalt siden 2019, da det lykkedes Boris Johnson at vinde et konservativt flertal på 80 mandater. Han tiltrak arbejderklassevælgere med sine løfter om at gennemføre Brexit og udligne de økonomiske uligheder i landet.
»Det eneste game in town i britisk politik lige nu er de stigende leveomkostninger,« siger han.
Og tilføjer, at formandsvalgkampen har vist, at Truss måske nok har vundet de konservative medlemmers hjerter, »men at hun ikke nødvendigvis vil være den ideelle kandidat, hvis partiet håber at vinde næste valg«. Det skal finde sted senest i 2024.
»De nye arbejderklassevælgere, der stemte på partiet i 2019, vil ikke bare have skattelettelser og en mindre stat. De ønsker et mere retfærdigt samfund. De ønsker mere effektive, offentlige servicetilbud, og de ønsker mindre immigration og mindre globalisering,« forklarer han og påpeger, at alle målinger viser, at Liz Truss ikke har nogen anden mulighed end at bejle til disse vælgere, hvis hun vil fortsætte som premierminister efter næste valg.
»De Konservative mister allerede nu støtte blandt universitetsuddannede, den veluddannede middelklasse, de unge. Hvis partiet også taber arbejderklassevælgerne, pensionisterne, de ufaglærte, folk uden universitetsuddannelser, så kan det hurtigt blive katastrofalt.«
Han vil dog heller ikke afskrive hende på forhånd, eftersom hun på nogle områder formår at appellere til både de traditionelle konservative og de nytilkomne vælgere fra arbejderklassen. Det er især hendes hårde linje i Brexit- og Ruslandspolitikken samt hendes opgør med woke-bevægelsen, der tager kegler.
»Alt det betyder, at det er muligt at argumentere for, at Liz Truss bliver undervurderet. Men samtidig skal man huske, at den politiske kontekst nu er en fuldstændig anden end i Johnson-årene. Vi bevæger os væk fra kultur- og identitetsspørgsmål, der blandt andet udsprang af Brexit, og ind i et nyt politisk miljø, hvor den vigtigste debat handler om de voksende leveomkostninger, herunder ikke mindst om energipriserne og om inflationen. Det vil sætte dagsordenen resten af dette årti,« forudser han.
»Truss skal på en eller anden måde få styr på den krise, samtidig med at hun skal genetablere forbindelsen til de nye arbejderklassevælgere og genskabe tilliden til partiet efter Party Gate og de andre skandaler i Downing Street. Med andre ord skal hun politisk bestige Mount Everest.«
Klon af Theresa May
Og udfordringen bliver ikke mindre af, at Truss også bliver nødt til at arbejde med sit personlige brand. Professor Tim Bale fra Queen Mary University of London minder om, at Liz Truss’ succes med at fremstille sig selv som Margaret Thatchers arvtager næppe heller vil gøre samme positive indtryk på den brede befolkning som på konservative kredse.
Han tror, at der er en reel risiko for, at Truss snarere vil blive sammenlignet med landets anden kvindelige premierminister, Theresa May, end med Thatcher.
»Selvom Truss er blevet bedre til at kommunikere i løbet af formandsvalgkampen, så er hun nedenunder stadig den samme akavede person. Under formandsvalgkampen i 2016 kaldte man også Theresa May for Margaret Thatchers arvtager. Det hed sig, at hun talte og handlede på en måde, der appellerede til den brede befolkning. At hun ville være et friskt pust efter den elitære David Cameron, og at hun var mere autentisk, selvom hun ikke var en særlig varm personlighed. Men alt det faldt fuldstændig fra hinanden under parlamentsvalgkampen i 2017, hvor det viste sig, at hun var præcis lige så stiv og akavet, som kritikerne havde hævdet. Det kunne også ske for Truss.«
For en sikkerheds skyld skynder han sig dog – i lighed med Peter Kellner og Matthew Goodwin – at advare mod at afskrive Truss for tidligt.
»At en person, der har haft hendes karriere, ikke er særlig intelligent, er temmelig langt ude. Men det er klart, at hun får sin sag for; selv Einstein ville have fundet landets økonomiske situation udfordrende. Men hvis der overhovedet findes løsninger på vores problemer, så kan jeg ikke se, hvorfor Liz Truss skulle være i en dårligere position end andre, når det handler om at finde en løsning på dem.«
Denne artikel bliver bragt i papirudgaven af Weekendavisen den 9. september.
