Varemærke. De nordiske velfærdsstater er et hot brand på det kinesiske marked, hvor viden om ældrepleje, sygepleje og børnepædagogik er en vare, der kan handles.

Omsorg er vores Coca-Cola

Omsorg er vores Coca-Cola

En efterårsdag i 2018 befandt jeg mig i en børnehave på den anden side af jordkloden. Mit ærinde var ikke at passe de kinesiske børn som pædagogpraktikant med heftig trang til udlængsel. Ej heller at beundre den ellers flotte nye bygning, som børnehaven huserede i. Nej, mit ærinde var at overvære en underviser fra en af de danske professionshøjskoler præsentere såkaldt dansk børnepædagogik for kinesiske pædagoger. En situation, der umiddelbart er et godt eksempel på, hvordan viden om pædagogik rejser fra et sted til et andet.

Dog er det et reelt udtryk for et forsøg på at vareliggøre den nordiske velfærdsstatsmodel, der lever godt af sit ry i forskellige afkroge af verden. Det hænger for det første sammen med, at den generelle sociale viden har fået en stigende betydning for kapitalismens akkumuleringsregime og jagt på merværdi. For det andet, at stater ikke længere kun er nationalstater, men også brands på linje med Nike, Coca-Cola eller Tesla, der er i skarp konkurrence med hinanden på det førnævnte globale marked.

Med vidensøkonomiens indtog er det således ikke kun teknisk viden, der skaber økonomisk værdi, men i lige så høj grad humanistisk viden. Inden for de sidste to årtier er det blevet sat på formel inden for uddannelses- og velfærdsinstitutionernes vægge i Danmark såvel som resten af Norden. Forsøget på at eksportere denne viden er således en vareliggørelse af den nordiske velfærdsstat – som ikke er helt tilfældig.

Norden: En vinderregion

Velfærdsstaten er gået hen og blevet de nordiske staters bedste brand. Historisk er dette dog langtfra nyt. Allerede i begyndelsen af 1900-tallet var der en vis opmærksomhed fra journalister i USA rettet mod Norden, særligt Sverige. Det billede, der blev tegnet, var typisk, at Sverige var et »socialt laboratorium«, en mellemvej mellem kapitalisme og statssocialisme, mellem utopia og dystopia. Og som om det ikke var nok, blev Sverige også beskrevet som et lille, lykkeligt og kapitalistisk land, hvis værdier ikke var synderligt forskellige fra små amerikanske byer.

Dog er ideen om velfærdsstaten som en vare i sig selv noget nyt, der blev iværksat i løbet af 90erne og intensiveret op igennem nullerne. I Danmark blev der for eksempel igangsat forskellige initiativer som følge af Globaliseringsrådet og Innovationsrådet. Disse to råd udgav en række rapporter i nullerne med et meget simpelt budskab: Danmark skulle omstille sig til at være en åben vidensøkonomi, der både skulle gribe og påvirke de muligheder, den globale vidensøkonomi tilbød. De ideer kan stadig findes i dag i de forskellige konsulenthuse, blandt andet i samarbejdet mellem Deloitte og Kraka, der i løbet af 2019 udgav rapporterne Small Great Nation. Samtidig igangsatte Nordisk Ministerråd også brandingprojektet The Nordics fra 2018. Målet med disse initiativer har været at sikre, at Norden bliver en såkaldt vinderregion, som også er titlen på en rapport fra Nordisk Ministerråd udgivet allerede i 2005. Således ses en omsiggribende tendens i Danmark, hvor både offentlige og private aktører har været involveret i at brande den nordiske velfærdsstat.

Gennem disse politiske tiltag, strategier og initiativer løber en logik, som tegner en overordnet fortælling om en del af verden – Norden – der forsøger at konstruere en specifik forestilling om sig selv, snarere end at resten af verden producerer fortællinger om den nordiske velfærdsstat.

Made for China

Kina bliver typisk nævnt som det første sted, disse forestillinger om Norden skal sælges. Eftersom fabrikkerne i Norden er blevet revet ned kun for at blive opført igen flere tusinde kilometer mod øst, følger en anden form for immaterielt produkt. Med andre ord: Selvom private virksomheder som for eksempel LEGO eller Vestas får produceret deres legetøj og vindmøller i fabrikker langt væk fra hovedkontoret, er de også samtidig medproducenter af det stereotypiske billede af Danmark som en legesyg, lykkelig, kreativ og energivenlig nation.

På tærsklen til en kinesisk økonomisk transformation finder denne stereotyp genklang. Mangedoblingen af fabrikkerne har ført til en enorm velstandsstigning, hvilket har gjort det svært for Kina at konkurrere med de omkringliggende lavindkomstlande. For at overkomme denne situation forsøger Kina at bibeholde sin massive økonomiske vækst ved at højne befolkningens uddannelsesniveau, der helst skal lede til en kreativ og innovativ arbejdsstyrke. Dette har stimuleret efterspørgslen efter nye »smarte« – tekniske, men så sandelig også humanistiske – løsninger på det globale uddannelsesmarked, der kan bidrage til den kinesiske transformation.

Denne efterspørgsel har de danske professionshøjskoler forsøgt at jage, siden de blev etableret i 2008, ved at omsætte deres praksisser om ældrepleje, sygepleje og børnepædagogik til en vare, der kan handles. Den famøse voksende middelklasse i Kina higer efter at kunne investere i ny viden, der kan fremme deres enebarns individuelle socialiseringsproces. Således findes der et marked for en lang række koncepter, der både skal uddanne den nuværende såvel som den fremtidige kinesiske arbejdsstyrke.

For at muliggøre, at de danske professionshøjskoler – og dermed også staten – kan få en bid af den nye kinesiske middelklasses investering i uddannelsesprodukter fra udlandet, foregår der en indirekte reorganisering af de danske offentlige uddannelsesinstitutioner. En reorganisering, der har tilladt disse offentlige institutioner at konkurrere på linje med private virksomheder med udgangspunkt i den viden, som de allerede dagligt producerer. Det har dog internt medført en række lovændringer og udførelse af strategiplaner med det formål at blive globale entreprenante vidensfabrikker. Produktet, der skabes inden for murene af denne type fabrik, bygger i høj grad på oversættelse af traditionsrig viden om velfærdspraksisser, der inden for de seneste år, særligt på det pædagogiske område, er blevet standardiseret og sat på formler. Produktet markedsføres igennem professionshøjskolernes internationale virksomheder og de kinesiske samarbejdspartnere med det kinesiske publikum specifikt for øje.

Og ikke nok med det – som jeg selv oplevede det en efterårsdag i 2018 – leveres »dansk pædagogik« som produkt selvfølgelig også ude i Kina. Her afprøver og samskaber kinesiske pædagoger en anden måde at tilgå relationen med barnet på med de danske professionshøjskolers lærere som styrmænd. Vupti! Så findes der pludselig en flig af den nordiske velfærdsmodel i en kinesisk børnehave.

Livets økonomiske værdi

Et fokus på, hvordan velfærd produceres i Danmark og dernæst sælges som vare til Kina for at udnytte en efterspørgsel et andet sted på kloden, giver os derfor et andet indblik i reorganiseringen af velfærdsstatens rolle i det nuværende kapitalistiske system. For mens forestillingen om neoliberalismens nedskæring af velfærdsinstitutioner lever i bedste velgående, er velfærdseksport snarere et udtryk for de nordiske landes selvtilfredshed, der for længst menes at have haft sine kronede dage. Ydermere viser det, hvordan velfærdseksport er et udtryk for, at livet i sig selv er af økonomisk værdi. Skønt vores forståelse af velfærdens ærinde historisk set har været »at dekommodificere« arbejderen fra markedet, som det så fint hedder inden for velfærdsstatsforskningen, tegner der sig et helt andet billede, hvis man undersøger velfærdsstaten med udgangspunkt i velfærdseksport.

Pudsigt nok kan man nu tale om en egentlig kommodificering af velfærd, hvor de to størrelser – velfærd og marked – der historisk set har været uforenelige, i dag blot er to alen ud af et stykke. Lige præcis et sådant perspektiv viser yderligere, hvordan velfærdseksport er det fremmeste billede på den endegyldige depolitisering af vores velfærd.

Magnus Andersen forsvarede sin ph.d.-afhandling, Commodifying the Nordic Welfare State in the Age of Cognitive Capitalism: The Journey of Nordic Childcare Know-how to China, i januar, 2021.

Nærstudier af den skandinaviske overklasse får billedet af de nordiske velfærdssamfund til at krakelere. Læs også 'Rige børn leger bedst'

Side 59



Videnskabspodcast
Skribenternes avis

Marta Sørensen

Klaus Rothstein

Tine Eiby

Morten Beiter