}
EM – dag 3. I dag handler alt om det, der skete i går. Om Christian Eriksens helbred, om Kasper Schmeichel og Simon Kjærs modne håndtering af den pludselige krise. Og om UEFAs svigt.

»Den kamp burde aldrig have været færdigspillet«

Kære Joakim

Jeg har ikke sovet meget i nat. Aftenens oplevelse i Parken var stærkere end noget, jeg tidligere har oplevet på et fodboldstadion. Først den kåde forventning frem mod den første slutrundekamp på dansk jord. Fælledparken i rødt og hvidt, glade børn og voksne overalt. Dernæst selve kampen, hvor det danske hold pressede og pressede, men uden den nødvendige finesse til at åbne de sammenkittede finner, der bragte mindelser om Island under EM 2016.

Men alt det virkede jo ligegyldigt, da Christian Eriksen, i det 43. minut, faldt bevidstløs forover. Som om alt det foregående med ét blev reduceret til et absurd teater. Men hvad der fulgte var alt andet end meningsløst: Finnerne, der spontant gav sig til at synge »Christiaaaan«. De danske fans, der stemte i med et »Eeeeriksen«. Hele den koncentrerede, ædruelige alvor, som et helt stadion pludselig kunne mobilisere, var meget, meget rørende. Kasper Schmeichel og Simon Kjærs modne håndtering af den bratte krise. De millioner af tilkendegivelser, der flød ud over internettet. Holdkammeraten Romelu Lukakus dedikation efter sin scoring mod Rusland senere på aftenen. Den tidligere holdkammerat Son Heung-mins gestus i en landskamp for Sydkorea mod Libanon. Al den kærlighed, der strømmede mod Eriksen, Parken, Østerbro, Danmark.

Danskeren er på forsiden af Europas tre største sportsdagblade her til morgen. I både italienske Gazzetta dello Sport og spanske Marca ligger han på båren i Parken, mens franske L'Équipe – noget mere smagfuldt og værdigt – har ham i karakteristisk elegant løb hen over banen. Episoden fylder 18 sider sammenlagt i de tre aviser.

Kh Asker

Kære Asker

Ja, det har været et døgn af eftertænksomhed. Tyst og knugende. Den oplevelse af »ædruelig alvor«, du beskriver fra Parken, gjaldt også uden for betonmurene. Jeg har netop læst Åge Hareide i BT, hvor han fortæller, at han ganske enkelt forlod det norske tv-studie: »Jeg løb hjem gennem regnen i Trondheim. Jeg måtte væk. Jeg måtte være alene. Jeg sad bare og stirrede ud i regnen. Intet gav mening. Jeg kunne ikke se Christian Eriksen sådan. Det kunne jeg ikke.«

Nu har Hareide været tæt på Christian Eriksen i mange år og hægede om ham som en betroet spiller. Men jeg tror, at vi er mange, som delte den reaktion med Hareide. Jeg gik også ud, uden mål, og vandrede rundt på Volden, hvor vi bor. Der var sommergråt og mennesketomt. Fra et eller andet sted, måske fanzonen på Rådhuspladsen, lød dunkende højttalere, musik og speakerlyd. Grelt og upassende. På den vandring forekom det mig helt umuligt, at kampen overhovedet kunne genoptages.

Men når spillet nu blev genoptaget, er jeg alligevel glad for dét, vi så fik lov at være vidner til. Det var fodbolden som civilisation, vi fik at se. De danske spilleres voksne attitude – og de finske spilleres enestående gestus. Jeg får lyst til at anvende ord som hædersmænd. Spillerne viste sig at være fodboldens samfundsstøtter. Nu var der perspektiv og værdighed i hele foretagendet: Okay, så går vi ud og spiller, med Tim Sparv-tacklinger og Cornelius-kollisioner og hele svineriet, det er dét, vi lever og brænder for – men vi ved også, at det er ganske ligegyldigt, hvordan kampen ender.

Kh Joakim

Den kamp burde aldrig have været færdigspillet. UEFA præsenterede landsholdet for et umuligt valg i minutterne efter Eriksens fald: Enten spiller I færdigt i aften, eller også gør I det i morgen kl. 12. Kan man overhovedet stille det spørgsmål? Det mener jeg ikke. Jeg hører, at både Jan Mølby, der var med for Liverpool under den tragiske Europa Cup-finale på Heysel i 1985, og Michael Laudrup, som kom til det andet finalehold, Juventus, få måneder senere, ikke mener, at det skulle være spillerne, som traf den beslutning. Det kan ingen kræve.

Jeg har tænkt meget over det, landstræner Kasper Hjulmand sagde i går:

»Der var ikke pres på fra UEFA, at det skulle gøres i aften. Der var bare ikke andre muligheder, fordi Finland spiller den 16. Havde de også spillet den 17. som os, kunne vi have spillet kampen en dag senere.«

Jeg forstår, hvad han mener, men det kan ikke være rigtigt. Ikke andre muligheder? Det vil der altid være. UEFAs kampprogram kan aldrig diktere, om en gruppe spillere skal spille, mens deres kammerat svæver mellem liv og død. Hvad ville der være sket, hvis danskerne havde undladt at gå på banen, både i går og i dag? Ville de være blevet taberdømt 0-3? Det er en sindssyg tanke og et udtryk for ekstrem kynisme og en reel gidseltagning af spillerne.

Det rigtige ville have været at glemme alt om genoptagelse. Kampen skulle bare erklæres for afsluttet, 0-0, en ligegyldig passage.

Achim Dreis, sportsredaktør på Frankfurter Allgemeine Zeitung, er dybt forarget over UEFAs ageren. Dreis nævner i en kommentar, at spillerne reagerede på Eriksens opfordring til at fortsætte kampen.

»Det er forståeligt. Alligevel var det forkert. Anfører Simon Kjær havde på banen forsøgt at trøste Eriksens kæreste, Sabrina Kvist, der ikke vidste, om hendes partner ville overleve. Nu skulle han stå i spidsen for det danske landshold. Efter 20 minutter måtte han kapitulere. Han kunne ikke koncentrere sig om spillet. Målmand Kasper Schmeichel så ikke godt ud ved den eneste bold, der nærmede sig hans mål. Han var et andet sted. Pierre-Emile Højbjerg spildte den største chance for udligning, da han brændte sit straffespark. Danmark tabte 0-1. Efter kampen sagde de, at det var lige meget, men det var det ikke.«
Dreis fastslår, at UEFA savnede den finfølelse, som publikum i Parken udviste: »UEFA svigtede sin omsorgspligt,« skriver han.

Før kampstart oplevede jeg i øvrigt mit EM-moment, et tindrende øjeblik, som de følgende 48 kampe næppe vil kunne rokke ved. Det var under den finske nationalhymne, da kameraet defilerede forbi de finske spillere, nærbilleder af intenst sansende unge mænd. Og så brydes denne rad af alvorsfuld koncentration, da kameraet kommer til Paulus Arajuuri, den blonde forsvarsbamse, der bare står og synger af fuld hals, saligt smilende og taknemmelig over at opleve en slutrunde. Et skægget, lykkeligt ansigt fyldte hele skærmen. Hvilken evne til nærvær. Rundt på hele kontinentet findes spillere, der deltager i deres fjerde eller femte slutrunde, og som vel ikke kan beskytte sig mod en vis blaserthed. Og så dukker dette sindbillede på fodboldlykke op – en hel karriere, ja hele slutrunden, fik mening i det øjeblik, da Arajuuri stod der i Parken.

Så meget mere pinagtigt var det, at danske tilskuere – temmelig mange, lød det desværre til – piftede og buhede under den finske nationalhymne. De krænker det grundlæggende bud i fodboldens civilisation: Vis respekt for modstanderen. Det er her, hele vor elskede boldkultur begynder og slutter: med respekt for modstanderen. Det er derfor, racisterne på de bulgarske tribuner og på banen bør forvises for evigt.

Denne grundlov blev understreget senere, da finnerne i deres gysende smukke demonstration klappede deres danske modstandere på banen. Og den blev understreget af de finske tilskueres støtte til Christian Eriksen. Mageløst. Og det var altså dem, vore brødre og søstre i disse aftentimer af lammelse og fortvivlelse, de danske tilskuere piftede ad … Vi bør foragte hver eneste landsmand, der således tilsværtede og nedværdigede vores nation, og jeg ønsker af hele mit hjerte, at hver enkelt af disse røvhuller i dag har det rigtig skidt. Var der nogen, der piftede ad den tyrkiske nationalhymne fredag aften på Stadio Olimpico i Rom? Eller er det bare en tåkrummende dansk specialitet?

Den uskik er desværre ret udbredt efterhånden. Dum og øllet chauvinisme, der står i kontrast til alle de fine øjeblikke, som den tragiske aften også bød på. Den danske lejr er hårdt ramt. Spillerne får krisehjælp, og DBU har aflyst de planlagte presseaktiviteter og den daglige restitutionstræning. I stedet vil man fortælle mere om Eriksens situation her kl. 15. Jeg rejser til Amsterdam i dag, den by, hvor Christian Eriksen blev et verdensnavn.

Amsterdam, ja. Jeg kan huske den aften, da jeg første gang så Christian Eriksen spille. Det var i februar 2010, da Ajax tog imod Juventus i ottendedelsfinalen i Champions League. Jeg vidste godt, at der var en dansk teenager ved navn Eriksen nede i Ajax, men der er jo altid et kuld unge danskere i lære dernede – det var der i hvert fald dengang. Juve var på vej mod en 2-1-sejr på udebane, og så skiftedes en 18-årig Eriksen ind med 20 minutter tilbage. Det var ganske markant. Jeg kan meget tydeligt huske hele tableauet med tv-apparatet og billedet på skærmen. Noget vigtigt dukkede op, noget skelsættende i årtiernes og sæsonernes gang. Indskiftningen ændrede ikke på resultatet, men Eriksen forvandlede kampen, så Ajax kunne belejre Buffons straffesparksfelt. Den her spinkle teenager gled direkte ind i Juve-massivet med Marchisio og Chiellini og gav sig til at opdele rum og distribuere first-timers med forbavsende lethed og vinklede ydersider. Destilleret Ajax, destilleret dansk-hollandsk.

Side



        



Skribenternes avis

Morten Beiter

Marta Sørensen

Klaus Rothstein

Tine Eiby