Kære Asker
Visse nederlag er lettere at bære end andre. Med 0-2-nederlaget til Skotland mandag aften i Glasgow fik vi afsluttet det danske fodboldlandsholds fantastiske kvalifikationsturnering: Ni sejre – ét nederlag, en målscore på 30-3. Det er jo helt forrygende. Med den resultatliste var det vel helt forståeligt, at det var et temmelig distræt landshold, vi så i Glasgow, endda med en parade af reserver.
Nederlaget kunne næsten føles som en velkommen punktering, eftersom det ikke havde den mindste konsekvens. Lidt som den berømte fejl i persiske tæpper – perfektion skaber jo bare frygt og en forkrampet holdning til livet. Og sådan et udebanenederlag kan slet ikke rokke ved, at 2021 har været et fænomenalt år i dansk fodboldhistorie.
Kære Joakim
Ja, det nederlag stod jo næsten skrevet i nattehimlen over Glasgow. Jeg ved godt, at flere matematisk vakte journalister har turneret med en form for krampagtig ærgrelse: Hvis vi havde vundet, kunne vi måske – hvis alt muligt andet også flasker sig – have opnået en seedning i første lag ved VM. Tilbage står, at landsholdet manglede flere profiler, ikke mindst på midtbanen. Hvad vi så, var vel også, at ingen træner, selv ikke den dygtigste, er bedre end sine spillere. Og selvom vi næsten har glemt det midt i den årelange og ganske berettigede eufori, så står og falder dansk succes stadig med 13-14 fodboldspilleres niveau, deres ve og vel. Vi har ikke – og har aldrig haft – 40 klassespillere som Tyskland, Spanien eller Brasilien. Sådan er vilkårene.
Joakim: Nej, Danmark er ikke blevet et større land siden sidst. Nu skal Kasper Hjulmands strålende, livfulde landsholdsgeneration så til VM i Qatar om et års tid. Så fortjent, så æggende: Åh, gid det havde været et andet sted. Det er decideret smertefuldt, at vi står med det bedste danske landshold i årtier, og så er VM henlagt til så modbydeligt et regime. Og vi to har vel et problem, Asker? Vi har jo plæderet heftigt for, at DBU og Danmark skal boykotte sheikernes VM, fordi tusinder af migrantarbejdere eller slavearbejdere er omkommet under byggeriet af VM-stadioner, VM-hoteller, VM-motorveje.
Asker: Vi har et stort problem. Ligesom alle andre fodboldinteresserede. Jeg er så hamrende ærgerlig over det. Jeg elsker VM og føler, at denne vidunderlige begivenhed er blevet stjålet fra os. Tyvstjålet af grådige pampere og nådesløse despoter. Det har jeg svært ved at tilgive. Jeg mener stadig – uanset hvor godt det går på banen – at det danske landshold skal blive hjemme. Ingen har således et større problem end FIFA og DBU. Beslutningen om at rejse ned og medvirke i et af sportshistoriens største propagandaarrangementer vil for altid hvile som en tung skygge over nationalforbundet, hvis figenblad bestående af evig kritisk dialog for længst er falmet.
Joakim: Mark Dummett, Amnesty Internationals chef for globale anliggender, erklærer ligefrem, at alle hidtidige tiltag og al dialog vil være spildt, så længe Qatar kun gennemfører kosmetiske reformer til ære for FIFA.
Asker: Det er tungtvejende ord. Og i Amnestys nyeste rapport fra denne uge slås det fast, at migrantarbejderne for en stor dels vedkommende stadig er stavnsbundne; at der stadig ingen efterforskning finder sted af de tusinder af dødsfald; at de lovede forandringer kun er sket på papiret. Det er rystende læsning. Og dén fest vil man deltage i? Ingen kan længere høre landstræner Kasper Hjulmands stadige prædikener om medmenneskelighed uden at krumme alle ti tæer. Spørgsmålet, som kommende generationer med rette vil kunne stille til ham og DBU, lyder i al sin enkelthed: Hvordan kunne I?
Joakim: Jeg er enig. VM i Qatar kan ende med at stå som en historisk skamplet svarende til OL i Berlin 1936. I sin fremragende bog Fodbold med fjenden fra 2006 refererer idrætsprofessor Hans Bonde DR-reporteren Gunnar Nu Hansens overstrømmende lykke over at have været til stede ved det storheilende verdensstævne. Så sent som i 1944 beskrev Gunnar Nu Hansen sine svulmende følelser: »Jeg glemmer aldrig den sidste aften på det olympiske stadion i Berlin 1936, da alle 100.000 tilskuere rejste sig op – man greb sidemandens hånd – ligegyldig hvilken nation han eller hun tilhørte – og råbet 'Jeg kalder verdens ungdom' gjaldede gennem det dødstille stadion.« Man vil jo nødig stå tilbage som en Gunnar Nu?
Asker: Man skal som bekendt altid passe på med at trække nazikortet, men jeg ville ønske, at Bondes forskning om det dansk-tyske idrætssamkvem i 1930erne og 1940erne var pensum i DBU.
Joakim: Men vi må jo bare bøje os for, at DBU og den danske opinion ikke går ind for boykot. Det gik ikke efter vore hoveder. Jeg har lige talt med vores redaktionschef, Klaus Wivel. Han stillede det helt rimelige spørgsmål, om vi to overhovedet kan dække næste års VM, når vi i den grad har taget stilling for en boykot. Jeg svarede, at det kan vi sagtens, selvom vi hver især har betragtelige problemer og moralske kvababbelser med hele arrangementet. Jeg forklarede, at 1) vi er journalister og dækker, hvad der sker i verden, og at 2) jeg personligt besidder en både smidig og rummelig dobbeltmoral. Jeg indrømmer blankt, at jeg havde håbet, at DBU eller FIFA ville befri mig for problemet ved at flytte eller boykotte VM. At et folkeligt pres ville gøre det umuligt at rejse derned. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at så snart den grønne skærm med rød-hvide spilledragter dukker op, så er jeg ligeglad med, hvor det foregår. Så er jeg på fodboldplaneten. Nu lyder du som Groucho Marx, sagde redaktionschef Wivel: »Hvis du ikke kan lide mine principper, har jeg nogle andre.« Han spurgte også, hvorvidt jeg mente, at du ville være lige så principløs som mig. Det svarede jeg klart nej til.
Asker: Jeg synes ikke, du er principløs. Du er bare ærlig. Hvad angår VMs magnetiske kraft, har jeg det helt som dig og millioner af andre. Når mesterskaberne begynder, stjæler fodbolden scenen. Det er det, topsport kan. Så glemmer vi alt om de døde. Om Manjur Kha Pathan, som kørte lastbil uden aircondition 12 timer dagligt, indtil han faldt død om. Om Sujan Miah, der lagde rør i ørkenen, og som efter flere dages arbejde under den stikkende sol blev fundet livløs i sin køjeseng. Det er netop en af de bedste grunde til, at Qatar aldrig skulle have haft den slutrunde: at en global sportsfest som VM slører vores dømmekraft og muliggør de vanvittige forbrydelser, som er – det må vi ikke glemme – begået i fodboldens navn.
Joakim: Ved de foregående slutrunder, VM 2018 og EM 2020 (i 2021), har vi to haft en klar arbejdsdeling i Weekendavisens daglige slutrundedækning. Du er rejst ud til de store kampe og har siddet på stadion og sendt reportager hjem, mens jeg har siddet foran tv-skærmen herhjemme. Dine reportager har emmet af nærvær og boblet af observationer. Du har været vore boots on the ground. Men hvordan ville du have det med at skulle sidde på et af de VM-stadioner, som vi ved er et monument over et uhyrligt antal døde slavearbejdere?
Asker: Det ville jeg have det rigtig skidt med. Naturligvis skal vi dække VM. Et verdensmesterskab i fodbold er en af de største globale begivenheder. Men en ting, jeg synes, vi skal holde os fra, er afbigt-journalistikken, hvor man i tiden op til slutrunden skynder sig at skrive om alt det slemme, så man, når løjerne rigtig går i gang, kan tage sig af det sportslige med renskuret samvittighed. Eller hvad med at give en daglig klumme til en migrantarbejder? Sådan noget er jo latterligt. Når det er sagt, så mener jeg, at der er forskel på at at dække begivenheden hjemmefra, på distancen, og så at rejse derned, indlogere sig på de hoteller og sætte sig til rette på de stadioner, der har kostet tusinder af menneskeliv. Et VM er aldrig kun et stykke virkelighed. Det er iscenesættelse. Et totalteater. Man kan ikke medvirke ved et VM i et totalitært samfund – hverken som journalist eller fan – uden at bo under regimets tag. Alle vil de æde af samme buffet, sheikens buffet.
Joakim: Men er der moralsk set nogen forskel på at sidde på stadion og at se på det selvsamme stadion hjemme i stuen? Jeg har svært ved at se det. Jeg vil mene, at jeg gør mig skyldig i nøjagtig den samme ligegyldighed ved at sidde og glo på tv-skærmen.
Asker: Det er ikke nemt, det her. Men jeg køber ikke forestillingen om, at man skal være til stede som journalist. Skal gå rundt i Dohas gader, købe en softice på Al-Bayt Stadium. Der er tale om totalitær agitation uden mulighed for at stille kritiske spørgsmål. Jeg ville også betakke mig for en invitation til en fest hos Lukasjenko eller et bryllup hos familien Kim i Pyongyang. Dette VM er for mig at se intet andet. Burde vi så lade helt være med at skrive om det? Det mener jeg ikke.
Joakim: Interessant. Her ved spisebordet på Christianshavn har min hustru kastet sig ind i diskussionen, og hun deler dit synspunkt: at man bliver en del af pr-sceneriet ved at sidde på et bølgende stadion. Jeg kan følge tanken, men jeg kan alligevel ikke se, at det gør os en døjt bedre at blive hjemme og bare være atomer i den store VM-målgruppe. På den anden side får jeg næsten kvalme ved tanken om, at »Der er et yndigt land« skal afsynges på et blodtilsølet stadion i Qatar, mens vort vidunderlige landshold står og holder hinanden om skuldrene.
Asker: Ja, det får det til at løbe iskoldt ned ad ryggen. Men hvad siger Klaus Wivel til det hele? Vil han kunne sige god for, at vi dækker VM hjemmefra, og at jeg ikke tager derned? Siden 2010 har jeg været til alle EM- og VM-slutrunder, med undtagelse af Brasilien 2014.
Joakim: Han mener ikke, at det er nødvendigt, at vi er til stede i Qatar. Min hustru er i øvrigt kommet i tvivl. Hun peger på, at det var afgørende, at der var presse til stede ved OL i Berlin i 1936, så Jesse Owens' fantastiske optræden i fjæset på Adolf Hitler kunne beskrives og ikoniseres. Men hvad ville svare til Jesse Owens i Qatar? At hele det brasilianske landshold erklærede sig som gay? Tror ikke, at det er noget, vi kan forvente af Neymar & co. Men altså, vi kan begge dække VM hjemmefra, du fra Aarhus, jeg fra Christianshavn. Er det en trøst for dig?
Asker: Ja, det må jeg sige. Og hvor er det i grunden ulykkeligt.
Joakim: I din helt nye bog Om fodbold, hvor du fører læserne tæt på fodboldens væsen og historie, fremmaner du en vision af Qatar-VM, hvor Pelé og andre koryfæer velvilligt sætter sig til rette i æreslogen på Lusail Iconic Stadium og trykker Qatars emir i hånden: »Forbrødringen mellem spillet og despoterne vil være fuldbragt.« Du skriver også: »Jeg forestiller mig, at VM i Qatar i 2022 bliver en bragende succes. Ikke mindst for værtslandet. At alle de vigtige spillere, ledere og sponsorer kommer, og kun de ligegyldige bliver væk.« Det er jo os, Asker, de ligegyldige …
Asker: Det er nemlig os. For sådan er gamet lige nu. Og hvis blot én spiller fra et hvilket som helst land melder afbud til VM af moralske årsager, vil jeg blive meget overrasket.
Joakim: Og vi kommer også til at sidde der. Som forslåede køtere, der først galper op og siden falder til patten foran tv-skærmen. Sheikens pat.
