Den 13. november udkom min debatbog Moderland. Når staten kupper børnene. Bogen er en kritik af den danske børnepasningsmodel, og derfor har jeg med interesse lyttet til Weekendavisens podcast Børn skal dannes hjemmefra, som er en samtale mellem psykolog og tidligere formand for Børnerådet Per Schultz Jørgensen og journalist Lone Frank. Med al respekt for Per Schultz Jørgensens mangeårige virke vil jeg her give mit perspektiv på det, som podcasten overvejende handler om: De problemer, forældre i dag har med at danne og opdrage deres børn.
Psykisk mistrivsel er desværre udbredt blandt børn og unge, og den åbenlyse autoritetskrise, nutidens forældre står i, har formodentlig en tæt sammenhæng hermed. Så langt er vi enige. Selvfølgelig skal børn dannes hjemmefra, ligesom det er indlysende, at forældreskabets vigtigste opgaver er omsorg og opdragelse, som Per Schultz Jørgensen siger. Herefter skilles vandene.
For hvornår skal alt dette vigtige dannelsesarbejde foregå i en almindelig dansk børnefamilie? Danske forældre arbejder mest i Europa, og Danmark har en primært skattefinansieret børnepasningsmodel, som er til for at muliggøre fuldtidsudnyttelsen af begge forældres arbejdskraft. Verdens nu højeste skattetryk og den individuelle beskatning af ægtefæller gør det svært og ofte umuligt at få råd til at passe børnene selv. Situationen i dag er, at forældrene reguleres af alle disse politisk besluttede omstændigheder til at bruge daginstitutionerne. Dermed tager staten fuldtidsansvaret fra dem meget tidligt i barnets liv, om de vil det eller ej.
Det bliver også hele tiden sværere at få lov til at arbejde på deltid, hvilket er et udslag af den overordnede udviklingstendens: Statens tiltagende instrumentalisering af borgerne, som skattebetalingsoptimeres frem for anskues som individer med ret til autonomi og den åndelige og økonomiske frihed, der er en forudsætning.
Presset på forældrene hænger tæt sammen med det faktum, at velfærdsstatens dna, og dermed den danske enhedsløsning for børnepasningen, er kollektivistisk. Børnene er »vores fælles børn«, som venstrefløjspolitikere ofte siger. Her har vi problemets kerne: Mennesker lever ikke for kollektivet, men for dem, de elsker. Børn opdrages derfor ikke i institutioner, hvis postulerede fællesskab af voksne, der får løn for at være der, og medinstitutionaliserede småbørn, aldrig kan få den følelsesmæssige relevans, familien har. Derfor lader børn sig hverken danne eller opdrage i institutioner. Det er Per Schultz Jørgensen inde på, men efter min mening tager han og andre eksperter ikke afstand nok fra kollektivets fuldtidskonfiskering af børnene og konsekvenserne af den.
Det skal nemlig tilføjes: Ansvar og autoritet hænger uløseligt sammen. Tager man ansvaret helt eller delvis fra forældrene, og det gør staten i dag, mister de deres autoritet. Masseinstitutionaliseringen har derfor på afgørende vis ændret på forældrenes muligheder for at udøve forældreskabet og på forældrestandens stilling i samfundet. Der er mange eksempler på, hvordan forældres tidligere ret til at bestemme over børnene er blevet kompromitteret, både i lovgivningen og mere uformelt. Den udbredte usikkerhed blandt forældre bunder her og i overbetoningen af, at man skal have et fagligt grundlag for at kunne varetage børns udvikling. Den generelle konsensus om, at det er bedst for børn at komme i daginstitution, hvor de bliver fyldestgørende »socialiseret« og modtager uundværlig læring af uddannet personale, som er bedre end forældrene, er blevet gentaget i årtier, især af politikere i centrum-venstre, men også af repræsentanter for pædagogernes fagforening, BUPL.
Denne samlede reduktion af forældrene har ført til et stigende behov for ekspertråd om opdragelse. I tæt sammenhæng hermed ligger et andet problem, nemlig det store fokus på forskningsresultater i debatten om børn. Forældre kan aldrig vinde en debat, der drejer sig om at hævde sig på faglig viden om pædagogik eller psykologi. Desværre har dette paradigme for tiden vundet over forældrenes tidligere ubestridte ret til at bestemme over deres egne børn. Der ligger en præmis nedenunder om, at en ændring i børnepasningsmodellen kun kan ske ved en ny kollektiv ordning baseret på konsensus om en fagligt dokumenteret indsigt. Men det er jo vores børn!
Danske forældres autoritet er blevet decimeret i løbet af få generationer, og det har alt at gøre med velfærdsstatens dominans af privatsfæren. Det bør siges ærligt: Det er ikke realistisk at opdrage og yde tilstrækkelig omsorg for børn i det fritidsforældreskab, vi i dag får tildelt af velfærdsstaten, hvor det fælles liv starter i ulvetimen. I et kollektivistisk system står institutioner og arbejdspladser over familien. Staten er vigtigere end borgeren. Det er tilfældet i Danmark i dag, og så længe man ikke gør op med det, kan forældrene ikke gøre det bedre.
Kollektivisme virker ikke, blandt andet fordi den altid indebærer et element af tvang eller regulering, om man vil. Alligevel er der en stærk tro på den i Danmark, også når det kommer til børnepolitikken. Nedsmeltningen i psykisk mistrivsel blandt børn, og forældre, der ofte enten får alvorlig stress, giver op og helliger sig ironman-træningen, bliver skilt eller alle tre dele, taler sit tydelige sprog. Den eneste løsning er at give det ansvar og den autoritet, staten har taget fra forældrene, tilbage. Forudsætningen er, at det økonomiske grundlag for selvbestemmelse er til stede. Det kan man sikre ved at indføre en ret til det skattefinansierede tilskud til børnepasning for forældrene frem til skolestart. Man kan også give tilskuddet som et skattefradrag. Eller opløse den fælles børnepasningsmodel, lade forældrene betale det, pasningen faktisk koster, og så give tilsvarende skattelettelser. Eller sågar gøre omfanget af velfærdsstaten mindre generelt og sætte skatten ned. Det er kun et spørgsmål om politisk vilje. Venstrefløjen vil ikke, det står klart. Mon de borgerlige partier vil? Det får vi at se.
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk
