Kronik. Snart er det muligt for læger at fastslå, hvor gammel en person er i biologisk forstand. Hvorfor ikke bruge metoden som grundlag for en differentieret pensionsalder?

Arnes epigenetiske ur

Arnes epigenetiske ur

 

Ingolf Nielsen
Speciallæge i kardiologi
Peter Sandøe
Professor i bioetik ved Københavns Universitet
Bjarne Sigurd
Pensioneret overlæge
Bjarne Ørskov
Pens. dir. med. sci. and marketing

Rigtig mange rettigheder bliver i vores samfund defineret ud fra borgernes alder. Det gælder i starten af livet, hvor man i en bestemt alder er underlagt undervisningspligt. Senere får man ret til at stemme og træffe egne økonomiske dispositioner. Ligesådan gælder det i livets slutning, hvor man i en bestemt alder får ret til folkepension, mimrekort og en række andre aldersrelaterede fordele.

I den sene ende af livet er der dog i stigende grad opbrud i de stive aldersgrænser. For eksempel er det ikke længere obligatorisk på en række offentlige arbejdspladser at tvinge ansatte på pension, blot fordi de er nået en bestemt alder. Om en person skal gå på pension, for eksempel fra et professorat, må bero på en konkret vurdering vedrørende personens evner til at fungere i stillingen. Inden for liberale erhverv kan mennesker typisk blive ved, så længe evnerne rækker.

I erhverv med offentlig autorisation kan det offentlige dog stille krav om, at de ældre i erhvervet skal kunne dokumentere, at evner og kunnen er intakte. For eksempel skal læger over 75 år, som fortsat praktiserer, med jævne mellemrum dokumentere over for Styrelsen for Patientsikkerhed, at de fortsat magter lægegerningen, ligesom meget gamle indehavere af kørekort fortsat jævnligt skal tjekkes.

Omvendt kan der i forhold til pension argumenteres for, at nogle personer bliver »nedslidte« tidligt, så de ikke længere evner at fungere i deres erhverv og derfor har behov for at få offentlige pensionsydelser tidligere end deres jævnaldrende. På det seneste har Socialdemokratiet med statsminister Mette Frederiksen i spidsen argumenteret for, at personer, som har været længe på arbejdsmarkedet, og som helbredsmæssigt er blevet »slidt ned«, skulle have ret til at gå tidligere på pension – symboliseret ved den 59-årige bryggeriarbejder Arne Juhl.

Det har dog været svært for tilhængerne af forslaget om såkaldt differentieret pension at pege på et klart mål for, hvornår en person er nedslidt og dermed har mistet arbejdsevnen. Selve det, at man har været længe på arbejdsmarkedet, er klart ikke tilstrækkeligt. Mange, som er startet med at arbejde i en meget ung alder, er superfriske og raske højt op i alderen. Omvendt er der en del personer med en længere uddannelse, som mentalt og fysisk brænder ud, længe inden de når den officielle pensionsalder.

Spørgsmålet er, om begrebet biologisk alder kan bruges i vurderingen af, hvornår en person ikke længere er skikket til at passe et arbejde og i stedet burde tilbydes pension?

Biologisk alder

Fra lægeligt hold, især fra arbejdsmedicinerne, er begrebet »nedslidning« blevet kritiseret. Mennesker bliver nemlig ikke slidt som maskiner. Tværtimod styrkes både hjerne, muskler og knogler gennem træning og belastning, indtil aldringsprocesserne medfører, at disse processer svigter. Det er derfor forholdet mellem arbejdet og arbejdsudøverens aldersbetingede fysiologi, som bør sættes i fokus ved vurdering af arbejdsevnen. Yderligere har det vist sig, at den fysiologiske aldring sker i forskelligt tempo efter arv og miljøpåvirkninger, ikke mindst livsstil. En løsning på problemet med at trække grænsen for, hvornår en person bør tilbydes pension, kunne derfor ligge i begrebet biologisk alder, som i de senere år er vundet frem i aldringsforskningen.

Biologisk alder er et mål for den enkeltes sundheds- og aldringstilstand vurderet på baggrund af estimeret risiko for udvikling af livstilssygdomme og for tidlig død. Set i forhold til kronologisk alder, det vil sige tiden, der er passeret siden fødslen, kan den biologiske alder afvige i både positiv og negativ retning. Disse afvigelser er afhængige af genetiske, epigenetiske og miljømæssige faktorer som for eksempel stress, rygning, overvægt, alkohol, for lidt eller for meget motion, luftforurening et cetera.

Biologisk alder indgår allerede i mange sundheds- og sygdomsmæssige vurderinger. For eksempel har det store EU-projekt Mark-age identificeret mere end 50 aldersmarkører i blodet, og flere hospitaler i Danmark anvender en eller flere af disse sammen med vurdering af kroppens fysiske ydeevne til at vurdere akutte patienters aktuelle helbredstilstand og prognose.

Cellernes ur

I takt med at vi bliver ældre, forfalder de biologiske funktioner, hvilket begrænser levetiden. Livets fortsættelse betinges af, at kroppens celler løbende kan forny sig gennem deling, og at cellerne bevarer deres egenart, når de deler sig.

Den genetiske information lagret i DNA-molekylet findes i hver eneste celle i vores krop, der består af 220 forskellige celletyper. Når en celle deler sig, er det vigtigt, at den deler sig korrekt, så den for eksempel ikke bliver til en kræftcelle.

Hvis der opstår fejl i cellens hukommelse, kan det ud over kræft også resultere i forskellige andre sygdomme. Det har imidlertid vist sig, at mange sygdomme ikke kun opstår som følge af ændringer i den genetiske kode, men også som følge af ændringer i vores geners arkitektur. Den information, som påvirker genarkitekturen, findes ikke i vores genetiske kode, men fremkommer ved kemiske ændringer/aftryk i DNAet, såkaldt methylering. Det vil sige, at der kan blive tilføjet eller fjernet methylgrupper bestemte steder i DNAet. Man taler om hypo- eller hypermethylering, der er bestemmende for, hvilke gener der kommer til udtryk, og hvor markant de gør det.

Det har vist sig, at denne information bliver kopieret og givet videre i lighed med den genetiske kode, når vores celler deler sig. Vores celler indeholder altså anden arvelig information end den genetiske kode lagret i selve DNA-molekylet. Dette er det såkaldte epigenom.

Epigenomet medfører funktionelle forandringer af genomet og overføres fra én cellegeneration til en anden, uden at der er sket ændringer i den genetiske kode. DNA-methylering er en del af epigenomet og styrer genaktiviteten ved at »slukke« og »tænde« for udvalgte gener, og det er afgørende for, at en celle kan bevare sin identitet og funktion, at de rette gener er tændt i en given celletype på et givent tidspunkt.

De epigenetiske forandringer af DNA har vist sig at kunne bruges til at beregne cellernes og dermed organismens biologiske alder, hvor »det epigenetiske ur« kan ses som udtryk for, hvor biologisk gammelt et individ er, blandt andet gennem forekomsten af de nævnte DNA-methyleringer.

De epigenetiske mekanismer justerer processer og funktioner i vores celler, når de for eksempel udsættes for ydre miljømæssige stressfaktorer. Det kan for eksempel være tobaksrøg, stråling eller bakterielle toksiner, der stresser cellerne, så de er nødt til at tilpasse deres normale funktioner for at overleve.

Pension som fortjent

Det epigenetiske ur er en robust biologisk alders-estimator og aldersmarkør og er p.t. det bedste værktøj til at estimere den biologiske alder. I modsætning til kronologisk alder siger denne biologiske alder noget om individets funktionstilstand og risikoprofil for udvikling af alvorlige aldersrelaterede sygdomme. Det epigenetiske ur kan vurdere formodet tid til død og til debut af hjertesygdom og cancer, og der er som nævnt relateret til livstilsfaktorer som fysisk og mental fitness, tobak, alkohol, overvægt, stress, socialklasse med flere.

Da der således her foreligger et potentielt målbart substrat for biologisk alder, ligger det lige for at ville udnytte denne information i vurderingen af for eksempel pensionstildeling.

Kan den biologiske alder så anvendes af Mette Frederiksen til at bestemme, hvornår Arne skal på pension? På baggrund af ovenstående og den viden, man har i dag, vil det inden for en overskuelig fremtid blive muligt med en blodprøve at bestemme et individs biologiske alder, risikoprofil og teoretiske funktionstilstand så nøjagtig, at det kan blive en vigtig medvirkende faktor til at afgøre, om en person som Arne bør tilbydes pension.

Herudover handler diskussionen om pension og pensionsalder ikke kun om, hvornår man er tjenlig til pension i biologisk forstand, men også om, om man på anden vis er kvalificeret. Pension er ikke bare noget, man får, det er også noget, man sparer op til gennem arbejde og skattebetaling. Derved kommer en etisk-politisk dimension, som falder uden for den biologiske videns område, naturligt ind i diskussionen om Arnes ret til tidlig pension.

Ud over pensionsproblematikken vil den biologiske alder utvivlsomt også medvirke til en revurdering af eventuelle syge/livsforsikringssatser, hvis et forsikringsselskab overhovedet vil tegne en forsikring, samt kunne få indflydelse på den enkeltes ansættelsesforhold på arbejdsmarkedet med mere. Desuden vil det uden tvivl føre til et behov for en revurdering af vigtige dele af samfundets »velfærdspakke« såsom kommunal udligning og forskellige sundhedsydelser.

 

Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til en kronik på opinion@weekendavisen.dk.

Side 60