Kronik. I fem år har politifolkene, som holdt vagt i Krudttønden under terrorangrebet, hørt på urimelig kritik. Tiden er kommet til at sige tak.

Når politiet står for skud

Når politiet står for skud

 

Af Helle Merete Brix, journalist og forfatter.

For fem år siden angreb en terrorist kulturhuset Krudttønden på Østerbro og synagogen i Københavns centrum. Målet ved Lars Vilks Komiteens møde i Krudttønden var den svenske muhammedtegner og kunsthistoriker Lars Vilks. Tegneren slap uskadt. Filminstruktør Finn Nørgaard, der siden angrebet på Charlie Hebdo havde været meget optaget af ytringsfriheden og tilmeldte sig flere af den i dag for længst nedlagte Lars Vilks Komites møder, blev dræbt. Nørgaard blev ramt af et skud i ryggen på fortovet uden for kulturhuset.

Terroristens andet dødsoffer var cand.polit. Dan Uzan, der blev likvideret, da han, ubevæbnet, en lørdag aften stod frivillig vagt foran synagogen i Krystalgade. I det bagvedliggende jødiske kulturhus fejrede en 12-årig pige, der havde kendt Dan, hans søster og hans forældre hele sit liv, bat mitzvah. Terroristen flygtede efter også at have såret de to politifolk på vagt. Om morgenen blev han selv dræbt i en ildkamp med politiet.

Ved Krudttønden blev fire politifolk såret, af kugler og af glasskår. De kunne dog alle hurtigt udskrives. Det er disse fire politifolk samt deres tre uskadte kolleger, denne kronik særligt handler om. For når vi tænker på ofre eller berørte efter terrorangrebet, tænker vi ofte på Nørgaards og Uzans familier og Nørgaards kæreste, der mistede sin. Eller måske de overlevende fra Krudttønden og synagogen, en gruppe, jeg selv indgår i, da jeg var ordstyrer og medarrangør af debatmødet på Østerbro.

For politifolk har det en pris at overleve et terrorangreb. På flere måder. Et terrorangreb er en voldsom oplevelse, også for mennesker, der er uddannet til at opleve noget sådant. Syv mennesker var på vagt den skæbnesvangre eftermiddag på Østerbro. To livvagter fra det svenske politi. To livvagter fra PET. To uniformerede betjente. Samt Kurt, den sikkerhedskoordinator, der stod for den praktiske planlægning af sikkerheden ved debatmødet på Østerbro, sådan som han havde stået for mange andre af komiteens møder.

Kurt gik for et par år siden på pension fra PET og har siden været en ven af denne skribent. Han fortalte efterfølgende i en publiceret samtale med mig om, hvordan han oplevede angrebet, da terroristen skød med et automatgevær ind gennem Krudttøndens store glasrude i lobbyen. Kurt smed sig ned på gulvet og landede omtrent oven på en mandlig kollega: »Jeg kunne mærke projektiler og glassplinter, der for forbi, jeg kunne mærke hver eneste gang, der blev afgivet et skud. Han (terroristen, red.) gik målrettet efter at ramme de to kvadratmeter i cafeen, hvor vi ligger en tre mand; de andre har søgt dækning andre steder.«

Flere end 20 af de kugler, terroristen affyrede, landede da også i det område, hvor Kurt og hans kolleger lå. Det giver, sammen med det faktum, at terroristen forsøgte at leje et værelse i en lejlighed i nærheden med godt udsyn – og gode skydemuligheder – over Krudttønden og pladsen foran kulturhuset, et lidt andet billede af ham end den kluntede nyradikaliserede person, han igennem alt for lang tid blev beskrevet som i medierne.

Efterfølgende måtte Kurt have opereret det største fragment fra en kugle ud. Han har stadig to mindre fragmenter i sin krop. Jeg har mødt andre terrorofre ude i verden, der ligeledes går rundt med mindre fragmenter i kroppen, hvad der er ukompliceret rent fysisk, for fragmenterne gror ind i vævet. Men som Kurt sagde til mig, da vi talte sammen et stykke tid efter angrebet: »Man føler, at ens krop er blevet voldtaget.«

Det er måske ikke svært at forstå, at det også har psykiske omkostninger at opleve et angreb. Men var sikkerheden for ringe? Medierne og andre har igennem årene rettet en, efter min opfattelse, urimelig kritik mod sikkerheden. En kritik, der må have været barsk for de politifolk, der var på arbejde den dag. De kan ikke slå tilbage.

En kritik af sikkerheden er nu igen dukket op, i forbindelse med Ole Christian Madsens film Krudttønden, der har premiere i begyndelsen af marts. I et otte sider langt interview i filmmagasinet Ekko springer instruktøren ud som sikkerhedsekspert og udtaler: »Vi troede ikke, at tegninger kunne føre dette med sig, for der blev taget for let på sikkerheden omkring arrangementet. Måske var det uvidenhed. Eller også kender vi simpelthen ikke hinanden godt nok.«

Naturligvis skal hverken PET eller politi fredes for kritik. Mennesker begår fejl. Men der er igennem tiden blandt andet blevet rejst kritik af, at de to uniformerede betjente ikke gik patrulje i området, som deres kolleger havde gjort ved visse tidligere møder. Det var dog et held, at de blev i kulturhusets lobby denne dag. Havde de gået patrulje med deres håndvåben, havde terroristen formentlig mejet dem ned som de første.

Derudover vil jeg minde om, at angrebet på Krudttønden kunne være endt som på Charlie Hebdo: med en massakre. Det skete ikke. Terroristen trængte aldrig ind i kulturhuset. Han tog flugten, da en svensk og en dansk livvagt skød tilbage.

Året efter terrorangrebet var der pludselig først et, så endnu et vidne, der i medierne påstod, at Lars Vilks havde givet et interview på pladsen foran Krudttønden, uden at det var en livvagt derude sammen med ham. Vidner husker ikke altid korrekt, og en livvagt skal jo netop være diskret. Den pågældende livvagt er en rutineret livvagt, og det forekommer mig utænkeligt. Det ville være fyringsgrund. Grovheden i forsømmelsen ville svare til, at man er dagplejemor for små børn og tager dem med i Tivoli. Der sender man dem ud med en af bådene på søen, mens man selv drikker kaffe ved bredden. Endda med ryggen til.

I dag er det ikke længere håndvåben, vores politifolk er udstyret med. Og at være politimand betyder, at man, i forhold til en terrorist, er blevet et mål i sig selv.

Tankerne ved femåret for angrebet går, for mit vedkommende, således ikke blot til familier og overlevende. De går til de syv mennesker, der var på arbejde den dag i kulturhuset. Af disse syv er det naturligvis kun Kurt, jeg kan nævne ved navn. De øvrige må nøjes med et forbogstav:

Kære Kurt, A., M., J., D., R. og M. Af hjertet tak for, at I var i Krudttønden den dag.

Dette er en kronik og udtrykker alene skribentens holdning. Forslag til kronik sendes til opinion@weekendavisen.dk

 

Læs også Klaus Wivels leder: »Fjenden i forkøbet« 

Læs også om optagelserne til Ole Christian Madsens spillefilm om terrorangrebet i København: »Tæt på virkeligheden«

Side 15