Læserbreve

 

Transkøn

Susanne Branner Jespersen, sekretariatschef, Jackie Vesterhaab Woelders, bestyrelsesmedlem, og Jakob Steensen Nielsen, kommunikationskonsulent, LGBT+ Danmark

Weekendavisen er flittig til at give spalteplads til artikler om transkønnede og deres politiske vilkår. Det er vi i LGBT+ Danmark i udgangspunktet glade for. Problemet er, at spaltepladsen tilsyneladende er øremærket en ensidig kritik af transkønnedes kamp for inklusion, modstand mod lovmæssige forandringer og værst af alt: et misvisende skræmmebillede af, hvad det vil sige at være transkønnet. De har glemt journalistikkens 101: Den anden side af sagen.

Forholder man sig til Weekendavisens dækning det seneste år, får man for det første indtryk af, at der kun findes transkvinder (og hverken transmænd eller nonbinære personer), og for det andet får man opfattelsen af, at transkønnede kvinder er en trussel mod ciskønnede kvinders tryghed; at de tvinger sig ind i kvindernes omklædningsrum og i virkeligheden bare er mænd i forklædning. Intet af dette er tilfældet, og sådanne forestillinger er skadelige for transkønnede personer, hvis liv Weekendavisens afbildninger på ingen måde afspejler.

Den 16. oktober interviewer Weekendavisen Karen M. Larsen i forbindelse med hendes bog med den lidet charmerende titel Kvinder med penis og gravide mænd – en rejse ind i et absurd kønspolitisk univers. Ifølge Karen M. Larsen er »mænd farlige for kvinder«. Trods alt ikke alle mænd, men »man kan ikke vide hvem«. I den opdeling af kønnene inkluderer hun transkvinder som potentielle overgrebsmænd af ciskønnede kvinder. Derfor frygter hun også, at transkvinder fremover tropper op i omklædningsrum, som var de voldtægtsmænd, der havde fundet en smart måde at snige sig ind på kvindernes territorium. Et absurd scenarie, som ikke har noget med virkeligheden at gøre. Tværtimod oplever transkønnede som oftest for meget dysfori forbundet med deres kroppe til overhovedet at bevæge sig i nærheden af et omklædningsrum. Og med en udredningsperiode på i gennemsnit 5,9 år for transmænd og 8,1 år for transkvinder er det næppe den smarteste eller hurtigste vej til et andet køns omklædningsrum.

Samme skræmmebillede af transkønnede fremskriver Anna Libak i en kommentar den 28. august. »Det bliver svært at nægte transkvinder adgang til herberger for voldsramte kvinder, omklædningsrum og toiletter,« advarer hun. Her vil vi gerne slå fast, at transkvinder opsøger herberger af præcis samme årsag som alle andre kvinder – fordi de har været udsat for vold i deres nære relation og ikke har andre steder at gå hen. Ud over at det ville være direkte diskriminerende at indføre den slags udskillelsespraksis, er der også en eklatant mangel på medmenneskelighed i ovenstående argument.

Virkeligheden er en anden end det skræmmebillede, Weekendavisens læsere måtte have af transpersoner. Transkønnede er den gruppe blandt danske LGBT+-personer, der er mest udsat for vold og trusler. Depression, angst, stress og selvmordstanker er markant mere udbredt blandt transkønnede og nonbinære end i den ciskønnede befolkning. Den konstante frygt for afvisning, fordomme eller hadefulde handlinger, som mediedækning som denne bidrager til, er ifølge sundhedsfaglige blandt årsagsforklaringerne.

Derfor vil vi opfordre Weekendavisen til at lade de transkønnede selv komme til orde i stedet for blot at tale om dem. Det er trods alt deres liv, I ønsker at dække.

 

Ørkenvandring

Peter Bonnén, fhv. formand for Akademirådet

Det har undret mig, at Kunstakademiets afgangsudstillinger i de seneste år er blevet dårligere og dårligere. Før kunne man altid glæde sig over et talent her og der. Nu er det mest en ørkenvandring i ting, jeg har set i udlandet. Talentmassen er jo stort set den samme, men kan grunden være, at lærerne mangler evner som pædagoger (eller er for meget pædagoger og for lidt kunstnere) eller elevernes mere bestemmende indhold af undervisningen – eller manglende styring fra rektor? Det glæder mig, at Poul Pilgaard Johnsen nu har åbnet for diskussionen om, hvad hele meningen er med Kunstakademiet.

 

Frederik V

Helle Bolther, billedkunstner, cand.phil. i kunstformidling

Hele sagen om aktionen med busten af Frederik V er totalt misforstået, både fra politikernes og hele kulturparnassets side. Det, der er foregået vedrørende Frederik Vs nedsænkning i Københavns havn, er jo bare en del af en verdensomspændende og aktionspræget modstand og handlen imod den historiske kolonisering af lande, mennesker og kontinenter. Lige nu foregår der sådanne aktioner over hele verden. Både i England, Bruxelles, Australien og New Zealand går mennesker imod det, der skete, da kolonitidens herskere havde magten i de forskellige kolonier. Den danske version af denne aktion er jo kun en lille dråbe i det hav, der hedder protesten mod kolonierne, og den måde, de herskende koloniherrer og -lande behandlede og tilfangetog sorte mennesker for at slavegøre dem. I Frederiks Vs tilfælde var han som konge af Danmark en af de hovedansvarlige.

Al balladen omkring aktionen er totalt overdrevet. Selv en gammel aktivist og professor ved Kunstakademiet som Bjørn Nørgaard er ude og sige, at aktionen er at sammenligne med ødelæggelsen af buddhastatuerne i Afghanistan, som Taleban var ansvarlig for. Vores kulturminister Joy Mogensen er ligefrem ude og sige, at de unge kunstnere og deres lærer, Katrine Dirckinck-Holmfeldt, er kriminelle, og at sagen skal efterforskes som sådan. Det vil faktisk sige, at kulturministeren er med til at gøre en kunstnerisk aktion, der foregår over hele verden, til en kriminel handling, og at hun dermed kriminaliserer en dygtig billedkunstner og hendes elever. For selvfølgelig er det ikke Katrines ansvar, det, der er sket! Det er en reaktion på slavehandel og magtmisbrug. Frederik V og Danmark har misbrugt og udnyttet sorte mennesker fra Ghana som arbejdskraft på slaveplantagerne i Caribien. Hvor misforstået kan en kunstnerisk handling og aktion egentlig blive!

 

Kontanter

Lars Andersen, pensioneret psykolog

Stor tak til Aske Munck for i sin kommentar »Kontant forsvar« i WA #46 at levere et længe tiltrængt forsvar for kontanterne. Hvor man i Tyskland vist ikke kommer langt uden kontanter, er vi her i Danmark tilbøjelige til at være ukritisk digitaliseringsbegejstrede og automatisk sætte digitalisering lig med fremskridt, samtidig med at det igen og igen viser sig, at datasikkerheden sejler i det offentlige.

I det øjeblik betaling kun kan foregå elektronisk, vil noget af retten til privatliv være tabt for altid. Alt, hvad den enkelte giver ud, kan ses af, i første omgang, monopolet Nets. Anonymitet bliver en umulighed. Der kan være meget, man fuldt lovligt kan bruge penge på, men måske ikke ønsker registreret: drikkepenge, barbesøg, køb i en boghandel med en bestemt politisk profil.

Vores politikere har i en årrække ureflekteret givet grønt lys for mere deling af personfølsomme oplysninger om borgerne. Og vi har en justitsminister, der synes, at mere overvågning er lig med mere frihed. Så der er gode grunde til at være på vagt over for, hvad filosof Mads Vestergaard i sin bog fra 2019 kalder digital totalitarisme. At fastholde at betale kontant kan således ses som det, antropologen James Scott kalder dagligdags infrapolitisk mikromodstand mod hele det overvågningsindustrielle kompleks, der drives frem af stater og private techgiganter.

Så er der spørgsmålet om driftssikkerhed for den enkelte køber og for samfundet. Utallige gange har jeg set nogen prøve at betale elektronisk i en kantine eller et supermarked, hvor teknikken drillede. Jeg har oplevet hele Nets-systemet gå ned en times tid midt i den travleste lørdagshandel – i ingen butikker virkede dankort-terminalerne. Her er rede penge et velprøvet analogt betalingsmiddel, der altid virker! Jo mere gennemdigitaliseret et samfund er, jo mere sårbart er det over for nedbrud eller udenlandske hackerangreb såsom WannaCry-cyberangrebet i 2017.

At bevare kontant betaling som en valgmulighed er sund fornuft og rettidig omhu.

 

Krasnik

Morten Bjørnholt, skolelærer, Borup Sjælland

Martin Krasnik er en eminent udspørger på læserens vegne, når hans naturlige nysgerrighed driver et interview frem. Men i WA #46s scoop af et interview med Karl Ove Knausgård går det helt galt for ham. Nok bebrejder han sig selv, at han ikke var ordentligt forberedt, men han burde måske også spørge sig selv, hvorfor han ikke sender en mere vidende kulturjournalist i byen frem for den person med flest stjerner på skuldrene. Nu kommer Krasnik i interviewet til at vade rundt i skam og skyld hos mennesket Knausgård frem for at spørge ind til den nye roman, Morgenstjernen, som ellers var anledningen til interviewet. Det er ærgerligt, ja, næsten skammeligt, og det bliver næsten også komisk, da Krasnik endelig spørger ind til den nye roman: »Det er jo en helt ny måde at skrive på for dig. Det handler ikke om dig selv.« For vi, der kender forfatterskabet, ved jo godt, at Knausgårds seneste udgivelse, Fuglene under himlen, slet ikke handlede om ham selv, men om en nyere version af Ibsens Solveig og er rendyrket fiktion.

Side 16



Skribenternes avis

Morten Beiter

Marta Sørensen

Klaus Rothstein

Tine Eiby

Videnskabspodcast