Hvis sexisme skyldes manglende empati mellem kønnene, så er der som beskrevet i artiklen »Vi kæmper kun for vores eget køn« i Ideer #41 lang vej igen til at komme problemet til livs. Der står dog noget interessant. Hvis sexisme skyldes en »straf« for, at det andet køn begiver sig ind i en branche, som har en modsat kønsidentitet, så er der noget at arbejde videre med. Det stemmer dog ikke helt med, at #MeToo-sagerne fylder så meget i film- og mediebranchen, som jeg i hvert fald ikke ser som mandefag i dag. Forklaringen kan dog være, at kvinder efterhånden står så stærkt inden for denne branche, at de kan sige fra. Det tyder på, at det ikke er ledelsesbeslutninger, der kommer til at flytte noget, men det faktum, at kvinders antal inden for mediebranchen er øget.
Kan man stole på, at en mere ligelig fordeling af mænd og kvinder giver mindre sexisme, eller er det blot matematik? Hvis antallet af personer, som krænker det modsatte køn, er konstant, så vil de i brancher med skæv kønsfordeling gå efter de få individer, der er af det modsatte køn. Og så kommer statistikken til at se rigtig skæv ud. En lige kønsfordeling er ikke nødvendigvis en garanti mod sexisme, det fortynder blot problemet. Overraskende tal fra artiklen er også, at et forholdsvist stort antal mandlige sygeplejersker og pædagoger krænkes.
Inden for mit eget fag, ingeniørbranchen, ser jeg ikke krænkelser, eller også er det blot, fordi jeg næsten ikke ser kvinder. Ingeniørforeningen gør en stor indsats for at få flere kvinder ind, men skræmmer det at blive kastet ind blandt en gruppe hanløver? Jeg er bange for, at det burde det. Ikke fordi vi tager dem på lårene, men fordi vores kommunikationsform er blevet rettet mod andre mænd gennem årtier og derfor er mere kontant. Et godt råd til en ledelse vil derfor være at placere kvinder, så de ikke er alene. I hvert fald i en overgangsperiode, indtil branchens identitet har ændret sig, og det kan tage årtier.
