3,3 sekunder tager det for en gennemsnitlig person at indånde og udånde. Fordi det foregår millioner af gange gennem hele livet, og vi sjældent tænker over det, findes der en udbredt forestilling om, at vejrtrækning er en passiv handling.
Men det er en misforståelse. Det vidste den amerikanske videnskabsjournalist James Nestor fra sin research om fridykning, hvor helt almindelige mennesker er i stand til at træne sig op til at dykke 75-100 meter ned under havoverfladen uden hjælpemidler. Han forstod, at åndedrættet er en påvirkelig og kompleks mekanisme.
Nestor kæmpede samtidig en personlig kamp i hverdagen med at trække vejret på en måde, der gjorde ham veltilpas, og da han gik i gang med at undersøge sagen, kunne han hurtigt konstatere, at han ikke er alene om at have et besværet åndedræt. Det anslås, at op mod en fjerdedel af den voksne befolkning i USA snorker regelmæssigt – et tegn på hæmmet vejrtrækning. Det er ligeledes en fjerdedel, der er plaget af søvnapnø: ufrivillige vejrtrækningspauser, der kan skyldes problemer med styring af vejrtrækningen eller tillukning af luftvejene under søvn.
Nestor fortsatte sin udforskning af emnet og blev yderligere ansporet, da han opdagede, at vores åndedrætskapacitet har ændret sig gennem den menneskelige evolution og er blevet markant forringet siden industrialiseringen for over 250 år siden. Den ikke-optimale vejrtrækning har forværret en række kroniske lidelser, heriblandt astma, angst og hjertesygdomme. Han konsulterede en stribe forskere og ældre lærde værker, og resultatet har han nu samlet i bogen Breath – The New Science of a Lost Art.
Hellere næsen end munden
James Nestor deler ganske logisk åndedrættet op i to processer: indåndingen og udåndingen. Han fastslår ved hjælp af blandt andre Jayakar Nayak, som er leder af forskning i rinologi (læren om næsesygdomme) på Stanford University, at næsen har en væsentlig betydning for en god vejrtrækning – et faktum, som efter Nestors vurdering generelt har været overset i lægevidenskaben. Åndedrættet fungerer langt bedre, hvis vi trækker vejret gennem næsen end gennem munden.
Næsen er sammensat af ydre og indre næsebor, og mellem dem er næsehulen, hvor en slimhinde via blodkar og kirtler opvarmer og fugter indåndingsluften. Desuden hjælper slimhinden til at rense luften. Kvaliteten højnes.
Problemet er, at der over tid er blevet mindre plads i den menneskelige næse, og dette bremser strømmen af luft gennem næsen.
James Nestor finder forklaringer i menneskehedens historie på den skrumpede næse. Han beretter om, hvordan ortodontisten Marianna Evans i en kælder på University of Pennsylvania har sammenholdt hovedformerne i en samling kranier fra forskellige tidsperioder. I mange tusinde år efter, at Homo sapiens dukkede op for 300.000 år siden, var kæben enorm, munden var bred, de ydre næsebor var dobbelt så store som hos os, og næsehulen var også betydeligt større. Desuden havde datidens mennesker lige tænder, på trods af at de ikke gik til tandlægen.
Nestor skriver, at ingen formentlig trak vejret gennem munden, mens det nu er op mod halvdelen, der har vænnet sig til at trække vejret gennem munden.
Nestor udpeger tilberedningen af mad som udslagsgivende i forhold til den ændrede hovedform. I takt med at vi skiftede til kogt og moset mad med mange kalorier, blev munden og kæben mindre, og næsen blev smallere, mens hjernen voksede. Den skotske læge og tandlæge James Sim Wallace udgav adskillige bøger om blødgjort mads ødelæggende indvirkning på vores munde og åndedræt allerede for over 100 år siden. En tidlig blød kost hæmmer udviklingen af muskelfibre i tungen, anførte han (se også artiklen »Tyggeterapi« på modsatte side).
James Nestor fremdrager anden forskning, der tyder på, at dette skifte fra indånding gennem næsen til indånding gennem munden mindsker effekten ved vejrtrækning.
Den amerikanske sportslæge John Douillard lavede et eksperiment med professionelle cykelryttere, som først skulle trække vejret gennem munden, derefter gennem næsen, mens modstanden i pedalerne blev sat op. Vejrtrækningen gennem munden foregik op til tre gange så hyppigt som gennem næsen, og Douillard konkluderede i en bog i 1994, at det krævede dobbelt så meget anstrengelse.
Det amerikanske lægevidenskabelige center Mayo Clinic erklærede i en senere rapport, at kronisk søvnløshed næppe er psykisk betinget, men snarere skyldes vejrtrækningsproblemer.
Denne nye forskning er i virkeligheden en genopdagelse af gammel kundskab, påpeger Nestor. Allerede Ebers Papyrus, et medicinsk opslagsværk fra Oldtidens Egypten, beskrev, hvordan næseborene – og ikke munden – skulle forsyne lunger og hjerte med luft. I en kinesisk taoistisk tekst fra 700-tallet hed det, at næsen er »en himmelsk dør«, og at indåndingen bør foregå gennem næsen.
Ideel udånding
At indånde gennem næsen er ikke tilstrækkeligt til et godt åndedræt – der kræves også en optimal udånding, og sådan en er forbundet med lungernes kapacitet til at forvalte den indåndede luft.
Et lægevidenskabeligt studie af en gruppe mennesker gennem flere generationer i Framingham, Massachusetts, viste i 1980erne, at lungekapacitet er den vigtigste indikator for menneskers levetid. Resultatet blev bekræftet af forskning på University of Buffalo i 2000. Her er det ikke indtaget af ilt, det er værd at fokusere på, for der er altid mere end nok ilt til at holde gang i funktionerne i en sund krop. Det afgørende er indtaget af kuldioxid, fastslår Nestor.
Christian Bohr, professor i fysiologi på Københavns Universitet og far til fysikeren Niels Bohr og matematikeren Harald Bohr, var fascineret af vejrtrækning og især samspillet mellem ilt og kuldioxid. Han påviste gennem forsøg omkring 1900, at bindingen af kuldioxid i blodet løsner ilt fra hæmoglobin og fremmer tilstrømningen af iltholdigt blod til væv og lunger. Fænomenet kaldes Bohr-effekten.
Mens vores gennemsnitlige vejrtrækningsrytme er på 3,3 sekunder, synes en markant langsommere rytme at være bedre til at udvide lungerne og sikre en god ilt-kuldioxid-balance. Patricia Gerbarg og Richard Brown, forskere i klinisk psykiatri på hvert sit universitet i New York, har gennem arbejde med patienter med angst og depression erfaret, at 11 sekunder per vejrtrækning er optimalt, nemlig 5,5 sekunder til indåndingen og 5,5 sekunder til udåndingen. Det er samme kadence, som historisk er fremholdt som ideal inden for buddhisme, blandt amerikanske indianere samt i andre kulturer og religioner.
Fyrtårnet inden for mindre-er-mere-vejrtrækning er Konstantin Butejko fra det nuværende Ukraine. Han fik en fornem medicinsk uddannelse i Moskva. Han eksperimenterede med at få astmapatienter til at sænke tempoet i vejrtrækningen og derved mindske mængden af ilt og øge koncentrationen af kuldioxid. Resultaterne var overbevisende, og den positive fysiske effekt er senere blevet eftervist af blandt andre amerikanske og australske forskere.
COVID-19-pandemien brød ud, efter Nestor færdiggjorde sin bog, men den har blot cementeret hans budskab: at åndedrættet er en fundamental del af vores sundhed og værd igen at vende vores opmærksomhed imod.
James Nestor: Breath – The New Science of a Lost Art Riverhead Books, 2020
