Kronik. Selvom jeg ikke var et kriminelt barn, så var min barndom kriminel. Dem findes der desværre alt for mange af.

Guldkæder og køkkenvægte

Guldkæder og køkkenvægte

 

Af Sebastian Bune, forfatter

For et par uger siden læste jeg en nyhedshistorie om en landsforvisning af en 70-årig marokkaner, der blev taget for besiddelse af en større mængde narkotika. Syv kilo kokain. Det lyder næsten som et dystert eventyr, med primtal og det hele, men det er taget fra den vaskeægte virkelighed, som indimellem overgår de fleste læseres fantasi.

Hvordan kan man bare have syv kilo af det hvide guld liggende? Det ligger sikkert uden for de fleste menneskers rækkevidde, både at komme i nærheden af, men ikke mindst blot at forestille sig, hvordan i alverden SYV KILO KOKAIN kan lande i dagligstuen.

I sagen om den 70-årige var der en anden aktør involveret. En 23-årig mand, hvis fingeraftryk er på pakkerne med kokain. Det er højst sandsynligt den unge fyr, som har håndteret varerne. Det er imidlertid uklart, hvorfor den 70-årige var i besiddelse af stofferne, men i besiddelse af dem, det var han. Derfor dommen om udvisning. Om denne er retfærdig eller ej, skal jeg ikke gøre mig klog på, uanset hvor mange gange jeg har drømt mig ind på jurastudiet, men det er en anden og længere historie, som hører til et andet sted. Den 23-årige vender jeg tilbage til.

Historien om stofferne er imidlertid en, der berører mine tidligste barndomsminder. Jeg voksede op sammen med min mor og hendes mand. En misbruger, der også, skulle det vise sig senere, valgte at skubbe pakker, som man siger i miljøet.

Da jeg gik på Samsøgades Skole i Aarhus, i indskolingen, hentede min stedfar mig ofte, og vi skulle som regel hente eller aflevere et eller andet. Nogle af de steder, som vi skulle hente noget fra, var blandt andet tilrøgede lokaler med mænd, der bar både guldkæder og køkkenvægte. De små digitale vægte fandt jeg først ud af senere, hvad skulle bruges til, men lugten af hash, skunk og superryger havde for længst sat sig i min hjernebark.

Noget af det, der gjorde størst indtryk på mig, var ikke de mørke lokaler, overvågningskameraerne og baglokalerne, som de store mænd med tunge øjne altid gik frem og tilbage fra. Nej, det var simpelthen, at der var så mange af de her rygerklubber, som de populært blev kaldt i halvfemserne. Det kan lyde uskyldigt, men med Nørreport, Ringvejen, Kystvejen, Klosterport og Edwin Rahrs Vej som blot en håndfuld af adresser på de klubber, vi var forbi som børn og unge i det miljø, jeg voksede op i, er det evident, at man med et voksent tilbageblik kan se, at der har været tale om omfattende, organiseret kriminalitet.

Dengang så jeg det bare som en fed i min stedfars flab og en munter sang på gaden. I dag er minderne blevet noget mere dystre, da jeg også ved, at han begyndte at skubbe nogle af pakkerne fra en butik, han engang var bestyrer af.

Om det var en front, eller om det ligesom bare var noget, han gjorde ved siden af, som et side hustle, aner jeg ikke, men det mindede uhyggeligt meget om nogle af de rygerklubber, han tog mig med til, hvor en ung fyr sad alene i en toværelseslejlighed inde i Aarhus, den uundværlige digitalvægt foran ham på bordet og en stor kamphund ved hans side.

De unge fyre, jeg er stødt på i disse situationer med min stedfar, har ikke engang været 23 år, og man kan spørge sig selv, hvordan bliver man groomet til en kriminel karriere?

Hvis ikke jeg tager fejl, var jeg godt på vej til selv at blive det, når jeg skulle tage kassen, mens min stedfar ordnede noget med folk i bagdøren, eller når jeg lovede ikke at sige noget derhjemme om alt det, som jeg langsomt blev mere og mere involveret i, men ikke mindst da mine venner, allerede da vi var 12-13 år, syntes, det var det fedeste i verden at ryge hash.

Alt vendte sig inden i mig, og jeg prøvede at sige nej, prøvede at virke overrasket, når de viste mig de samme klubber, som jeg havde set med min stedfar, og ikke mindst forsøgte jeg at drikke mere end dem, blot for at vise, at jeg ikke var bange for at slippe kontrollen. Men det var jeg, og det samme tror jeg, den 23-årige, som var involveret i narkopolitiets større bust med de syv kilo, var. Jeg tror, at han, lige siden han var barn, har været fanget i et spil, som er så pokkers svært at slippe ud af, og som jeg med nød og næppe undgik, fordi min mor flygtede, ikke bare én gang, men mange gange, og det gjorde, at der som regel var et vakuum én gang om året cirka, hvor jeg kunne drømme mig væk, forestille mig et andet liv, en helt anden måde at være menneske på, og det gjorde jeg. Forestillede mig det. Gennem bøgerne. Det kan lyde som en kliché, men Lille Virgil, Odysseus og Oliver Twist blev min redning.

Selvom jeg ikke var et kriminelt barn, i hvert fald ikke intentionelt, så var min barndom kriminel. Dem findes der desværre rigtig mange af. Kriminelle barndomme. I sidste uge dækkede Ekstrabladet for eksempel også et af tidens større narkobusts i Danmark, hvor ni tons kokain blev konfiskeret i det, politiet kalder »Operation Goldfinger«. Det var bare én fangst. Forestil dig, hvor mange flere tons der aldrig bliver beslaglagt, hvor mange andre (sted)fædre der aldrig bliver underlagt en undersøgelse af anklagemyndigheden. Forestil dig, hvor mange børn det ikke er forundt at have det pusterum, som jeg fik, når vi flygtede til krisecentrene, sømandshjemmet eller en etværelses til fremleje. Et vakuum med læsetid og fordybelse, og forestil dig så, hvor mange børn der direkte er involveret i family business, som de aldrig slipper ud af. En barndom i kriminalitet. Det er skræmmende, synes du ikke?

Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Forslag til kronik sendes til opinion@weekendavisen.dk.

 

 

Side 15