Vejene. Ingenting har forandret sig. Alting er anderledes. Jakob Jessen og fotograf Kasper Løftgaard er draget på tur gennem Danmark.

Gennem lukket land

Gennem lukket land

Søndag morgen midt i København, ikke en bil på Bispeengbuen. På H.C. Andersens Boulevard passerer en ambulance forbi; hvide sikkerhedsdragter på forsæderne, alt er stille. Tomhed er ikke bare tomhed, ikke længere. Også tomheden har en tone. Den her er ubehagelig. Metroen kører førerløst ud i Amagers glasørken, to passagerer ombord. Ved Royal Golf Center trækker menneskene rundt med deres golfvogne, trodsigt svinges kølle mod bold i morgendisen. I radioen siger de, at Canada nu kalder sine borgere hjem. Frankrig lukker cafeer og butikker. »Mest skyet og særligt mod vest lidt regn af og til.« Vejrudsigten. Aldrig har den virket mere absurd.

På den svenske side af Øresund ligger to medarbejdere og slumrer på en bænk i et cafeteria. Som ventede de på noget. Hvad venter de på? Noget er på vej. Hvad er på vej? En tårnfalk over den tomme motorvej. To busser fra Skånetrafiken, der krydser grænseanlægget og kører i retning mod Danmark. De har sammenlagt én passager om bord, en somalisk mand, der sidder og skuer tavst ud over Øresund. Et sted derude lægger en flyvemaskine an til landing i Kastrup; folk på vej hjem, hele denne verden er på vej hjem. Midt på broen bliver vi gennet ned ad en sidevej. Balloner på stativer. Et hvidt telt. En udpræget bureaukratisk fornemmelse. Af undergang. Pas eller kørekort?

Poul Krebs på anlægget ud over Sjælland og videre over Sprogø, hvor de syge sad og døde i koleraens tid. »Med lidt held bliver vi morgendagens tåber.« Man bliver sentimental. Alting bliver overladet. Man overreagerer, underreagerer, afreagerer. Skriver til en gammel flamme, skammer sig og hidkalder fornuften – forgæves.

Selv bureaukratiet, den golde rationalitet og dens jernbur, har fået sin egen patos. Sundhedsstyrelsens patos. Seruminstituttets patos. Videnskabens patos. Men ak, end ikke videnskaben ved, hvad der sker i morgen. Imens flyder morgentrafikken syd om Odense. I radioen kræver De Radikale en undersøgelse. Kan det passe, at man kan handle politisk uden videnskabeligt belæg? Findes der virkelig en fremtid, vi ikke kender koordinaterne på? Det må ministeren svare på.

Og imens står lågen til kirkegården på klem – døren til kirken åbner automatisk. Gamle længsler vågner ved naturens blinde rasen, sådan må det være. Folk må tro på noget, en statsminister, en graf, en embedsmand. I dag skulle der være prædiket over Anden Mosebog, kapitel 32, vers 7-10 og 30-32. Der, hvor jøderne i Ægypten begynder at tilbede en guldkalv, og Gud siger til Moses: »Nu har jeg set, at dette folk er et stivnakket folk; lad mig bare tilintetgøre dem i min vrede!«

Men Vissenbjerg Kirke står tom. Jesus hænger dér på korset for sig selv. Der bliver nok ingen højmesse til påske i år. For første gang siden, ja, siden hvornår? Kirkedøren låser automatisk klokken 17. På den anden side af gaden sidder en mand i sin kiosk og sælger porno på dvd. Og hos bageren står Jasmin og Mathilde og sælger spandauere og rundstykker til borgerne i Vissenbjerg. »Vi har heldigvis sprit – og vi har afstand til kunderne. Så vi tager det stille roligt.« Fred være med dem alle.

Snotpapir i Jelling

Men hvorfor koster benzinen kun 8,78 kroner i Vejle? Hvorfor går folk bare ind i Silvan sådan uden videre, mens en ung blond pige må sidde helt alene i bybus nummer 3, som den svinger ind mod midtbyen? Hvorfor går en kvinde gennem Rema 1000 i Jelling, mens hun højlydt snotter i sit snotpapir? Og hvordan er det med snot? Er det overhovedet et symptom? Hvad laver børnene i Jelling? Hvorfor løber de og leger så tæt med hinanden, mens en asylansøger sidder og kigger ud ad sit vindue på Bredagercentret henne om hjørnet? Hvor Røde Kors’ flag vajer i vinden … Røde Kors’ flag.

Enhver betydning forskyder sig i disse dage, sangtekster og reklamer, det er, som om de allesammen handler om noget, der sker netop nu. Alting er i skred, snart skal man tage den med ro, snart skal man gå i panik, snart får man tårer i øjenene over statsministeren, snart går folk amok på Facebook. Jellingstenen står i det mindste, hvor den altid har stået. Den er godt nok pakket ind i en glasmontre. Er under angreb fra syreregn.

Billund Lufthavn. Foto: Kasper Løftgaard
Billund Lufthavn. Foto: Kasper Løftgaard

»Antivirusbeskyttelsen er udløbet,« står der på en ophængt computer i Billund Lufthavn. Det er måske ikke så sjovt længere. Flyet til Stavanger er aflyst, flyet til Warszawa, til Frankfurt, hele zoner forsvinder fra verdenskortet hele tiden. Det er ikke verden, der forsvinder, det er globen; verden som ét sammenhængende sted.

Men der findes ikke rigtig et udenfor inde i denne verden, ikke længere. Ikke noget Sprogø at smide de syge ud på. Man må værne sig for de andre mennesker inde i samfundet, man må altså tage hjem. Lone Harpøth sidder ved billetskranken i lufthavnen, prøver at hjælpe folk med det. Der er mange, hun ikke kan hjælpe. Så kommer de igen næste dag. Men da kan hun heller ikke hjælpe. Den enkeltes afmagt.

Nede ved toiletterne skubber Gurli Kristensen rundt på sin vogn. Hun er rengøringsdame; håndterer håndflader fra hele verden. Der er nok at lave. Lige nu. Måske hun bliver fyret næste uge, hvis hun da ikke bliver smittet inden da. »Jeg bliver bekymret, det gør jeg. Det gør I også.« Hun ser på os. Vi kigger på vores engangshandsker. Gurli fortsætter: »Det gør hele verden.« Men gæsterne er stadig søde, siger hun.

Ude på den anden side af ruden står tre rumænere og ryger, opgiver ikke deres navne. »It’s my turn to go home,« siger den ene af dem, en tynd mand, en drenget uskyld. De kører lastbil alle tre. »I’m a little bit concerned,« siger han, føler sig ikke helt sikker på situationen i Rumænien. De andre to, store, rødsprængte typer, suger på cigaretterne og griner. Griner og griner. »We have to live. It’s a virus.« I radioen siger de, at mere end 100 mennesker er døde i Spanien på et døgn.

Coca-cola i Kolding

»Bilka Trend er et nyt interiørkoncept,« lyder det over højttaleranlægget i Kolding Storcenter. Hvem tales der til? Gummistøvlerne? De hænger i sirlige rækker, lyserøde og blå og helt alene. Alting træder ud af sin sammenhæng, sin funktion, alting træder frem som for sig selv. Pludselig står Bilka dér i al sin ordnede, oplyste skønhed.

»Jeg har aldrig set det sådan her før,« siger Mikkel, en ung ansat, »… zombieagtigt«.

Jeg kan mærke varmen fra hans ånde, træder et skridt tilbage. »Hos Bilka Bageri er brødet altid bagt fra bunden …« – højttaleranlægget kører videre – »… helt uden stråforkortere«. Det hjemmelavede, det håndlavede, det autentiske.

Det er ikke så appetitligt længere. Maden må meget gerne være fremmedgjort. Ikke kaffe i en kop og med et låg, som en baristamand har stået og fedtet med, nej: Coca Cola i en flaske. Der er ekstra bemanding i dag, fortsætter Mikkel; havde forventet, at folk var kommet for at hamstre. De fleste er blevet hjemme, men ikke alle. I radioen siger de, at Viktor Axelsen har vundet All England for fulde tribuner.

Beach Bowl, Søndervig. Foto: Kasper Løftgaard
Beach Bowl, Søndervig. Foto: Kasper Løftgaard

En politimand ved grænsen i Frøslev. »Vi skal bede jer om at forlade stedet.« Det står ikke klart hvorfor. Men man føjer sig for tiden, gør man ikke? Man hviler i statsmagten, hvad skulle man ellers hvile i? Han mener desuden, at vinklen – sådan rent fotografisk – er bedre i Kruså. Ak ja, statens arrogance, det tog ikke lang tid.

Men vinklen er rent faktisk bedre i Kruså. Og hvad skal man så sige? At solsorten synger i skumringen ved grænsen i Kruså. Kun et par enkelte biler holder inde i teltet. Ingen kø, ingenting, bare fuglene, naturen selv, der fylder sit tomrum ud. Denne gang med skønhed. Endnu en coronasmittet dansker er død, siger de i radioen.

Labrador i Holstebro

Næste morgen siger de, at Tyskland lukker sine grænser. Dyrehospitalet i Holstebro er stadig åbent; en sort labrador iført grøn vest er på vej ind ad døren.

På folkeskolen ude i Tvis ringer klokken ud til det første frikvarter. Mælkekasserne står tomme i køleskabet. En glemt handske på et bord. Tre brunede bananer i 1. A’s køleskab. En udstoppet hare, der står og stirrer ud fra sit skab. Kopper i vasken på lærerværelset. Og opslagstavlen: »Hvem har lånt knive og gafler fra skabet på loftet? Dem, vi kun bruger til fest? Alt er væk.«

Tvis Skoles gymnastiksal. Foto: Kasper Løftgaard
Tvis Skoles gymnastiksal. Foto: Kasper Løftgaard

Inde i 9. C ligger stolene hulter til bulter, som var eleverne forsvundet i en fart. De skulle have haft engelsk lige nu. En hel verden af små intriger, små konflikter, bøvlede ligninger og gryende forelskelser; det er altsammen draget hjemad. Inde ved siden af, i børnehaven, sidder en enkelt lille dreng på gulvet og hoster lidt. Man begynder at trække vejret mere overfladisk; det er angsten, man bliver bange for at dø. Det er pinligt. Narcissismen. Men historierne fra Italien … det er ikke totalt utænkeligt, at man skulle dø. Det er det jo sådan set aldrig. Så passerer vi et plejehjem

En midaldrende kvinde vinker til os på en parkeringsplads. Hun vinker bare, som vi går forbi med vores masker på. Gør hun grin med os? Det står ikke klart. Måske hun synes, det ser selvhøjtideligt ud. Det er problemet med de masker. Med håndspritten, den sociale distance, alle forbeholdene. De røber en ængstelighed – og ængstelighed ligner selvhøjtidelighed. Så dér står hun altså, kvinden, og vinker til os uden for Netto i Holstebro med sin bærepose i hånden. Som sendte hun en sejrssikker hilsen ude fra den endnu åbne verden og ind til den lukkede. Hejsa!

En yngre mand ved billetlugen i Søndervig Badeland. »Vi har ringet,« siger han. Han står med sin far ved sin side. »Nå, det er dig med den dårlige ryg,« siger Karen, der kører biksen, serverer pommes frites, spritter remoulade, gør rent. Der har været seks gæster i dag. »Ja, det er os.« Os med rygsmerterne. De forsvinder ikke. Kræften, krigene, det hele er her endnu. Ingenting har forandret sig, alting er anderledes.

»Vi er ikke syge,« forsikrer han. Ude i badelandet træder en lille familie ned i det tomme bassin. Radioen runger ud over lokalet. Dow Jones nede med så og så mange procent. »Det bliver 150 kroner,« siger Karen. Giver dem lov at bruge det tyrkiske bad. Men kun dem. Forsøger sig med sund fornuft. »Tak.« Senere siger Jeanette Ottesen i radioen, at hun ikke kan finde »noget vand at træne i«, fordi alle offentlige svømmehaller er blevet lukket.

Kjeld og Pia drikker Chardonnay uden for bowlingcenteret på den anden side af vejen. Bekymrede? »Meget,« siger Pia. »Vi går i hvertfald over på den anden side af gaden, når der kommer nogen.«

Sønderig Fitness. Foto: Kasper Løftgaard
Sønderig Fitness. Foto: Kasper Løftgaard

Indenfor står Bjarne Øgendahl i sin tomme bowlinghal. De er begyndt at køre kuglerne gennem industriopvaskeren, når der har været gæster. Ovenpå står fitnesscenteret tomt, fysioterapeuten har lukket for konsultationer, er bange for andre mennesker. »Det er hr. og fru Facebook, der kommer og slår dig ihjel,« siger Bjarne. Skammen, den sociale kontrol. Pludselig er den legitim igen, nødvendig endda.

Når et dyremarked i en fjern kinesisk provins tømmer Søndervig for turister, er alle illusioner om autonomi kollapset. Verden er flettet sammen, og man føler sig som en fange af den. Kjeld og Pia sidder stadig udenfor. »Husk nu Mark Twain,« siger Kjeld. »‘Bekymringer har jeg haft mange af i mit liv. De fleste blev dog aldrig til noget.’«

Jukebox i Aalborg

Tommy Telt står uden for Universitetshospital Syd i Aalborg og siger, at han havde 52 jobs i marts måned. Allesammen aflyst. Ishockeyafslutningen. Halbal. Sølvbryllup. Hvem har brug for en jukebox i dag? Nu har han rejst sit partytelt foran sygehuset.

»Jeg har ikke andet arbejde end det her.« Han har allerede sendt nogle af sine folk hjem, det gør ondt. Andre går og bakser inde i teltet. Bygger båse til børn. Børn, der skal testes, men er bange for rummændene, dem der går rundt i drive-in-teltene. »Det er en meget speciel opgave,« siger Tommy. »Meget deprimerende.«

Sygehus Nord, Aalborg. Foto: Kasper Løftgaard
Sygehus Nord, Aalborg. Foto: Kasper Løftgaard

Ude på parkeringspladsen står en sådan mand – en læge eller sygeplejerske – i fuld sikkerhedsudstyr, maske og det hele, bøjet ind over en åben bilrude. Personen i bilen har maske på. Et uhyggeligt syn; virkeligheden. Det er aften i Aalborg. Solens stråler i sygehusets vinduer. Hvad foregår der derinde?

»Det er 30 års hårdt arbejde, der smuldrer,« siger Tommy. »Det kan ende helt galt. Det er min virksomhed, mit hus, mit arbejde, det gælder. Det er det hele. Det er fan’me alvor det her.«

Læs også om, at Mette Frederiksen styrer krisen med en lille inderkreds: »Situationens generalstab«

Læs også om, hvad skal der til for at undgå en dyb økonomisk krise: »Overlevelseskamp«

Læs også om, at sygdomsepidemien er et socialt drama i tre akter: »Døde de døde forgæves?«

Læs også Martin Krasniks leder om, at i ekstrem krise er alt politik: »Kontroltabet«

Læs også Martin Krasniks leder om, at det største offer for coronakrisen er vores frihed.

Læs også Pernille Steensgaards »Flugten til sommerhuset«

Læs også kronikken om, at der snart opstå kritiske flaskehalse i det danske sundhedssystem: »Manglende hænder«

 

Side 4



Skribenternes avis

Leny Malacinski

Arne Hardis

Skribenternes avis

Hans Mortensen

Aske Munck