Køn. Den traditionelle maskulinitet er tidens syndebuk. Men vi har i høj grad brug for flere, ikke færre klassiske mandedyder.

Misforstået maskulinitet

Misforstået maskulinitet

For nylig udgav den amerikanske psykologforening APA retningslinjer vedrørende arbejdet med drenge og mænd. De stemmer desværre overens med den gældende socialpsykologi på det danske psykologistudie. I APA-retningslinjerne kan man læse, at hankønnets problemer med manglende resultater i skolen, stofmisbrug, overrepræsentation i fængsler og langt højere selvmordsrate skulle være forårsaget af »traditionel maskulinitet« defineret som: »...anti-femininitet, præstationsorientering, afstandstagen fra svaghed, spændingssøgen, risikovillighed og vold.«

Denne holdning afspejles i populærkulturens øgede fokus på »toksisk« eller giftig maskulinitet. I den omdiskuterede Gillette-reklame »The best men can be« portrætteres den traditionelle manderolle så negativt, at det ville være morsomt, hvis det ikke var en del af denne trend. Men er det virkelig maskulinitet, der er noget galt med, eller er der snarere behov for mere traditionel maskulinitet?

Hvad er i grunden traditionel maskulinitet? Mandighed og duelighed har altid været uadskillelige begreber. Det maskuline er nogenlunde ensbetydende med at gøre det, der virker, selvom det kan være svært, vovet, farligt, hårdt og kan få folk imod dig. Her til lands er det også blevet kaldt dydsetik og har været forbundet med især mod, selvkontrol, retfærdighed, kærlighed, åndelighed, medmenneskelighed, viden og visdom (på engelsk hedder det virtues fra virtu fra latin, hvor vir betyder »mand«). Maskulinitet er således også forbundet med stoicismen, hvorved mandighed blandt andet beror på evnen til at lade vrede og uro passere, så man kan holde sit hoved klart og gøre det rette uanset.

Når den traditionelle maskulinitet er vigtig, er det blandt andet, fordi manden hermed signalerer, at verden ikke er mere skræmmende, end man gør den til. Han udviser stabilitet, han er en, man kan stole på. Således er han medskaber af et rum, hvor andre kan fornemme, at der er orden, hvilket giver fred og ro til at pjatte og udforske de følelser, der er vigtige. Den stoiske mand kan være tør som en kiks, hvis han overdriver det, men en vis grad af stoicisme er en af mandens traditionelle maskuline bidrag til fællesskabet. Han slukker lidt for sig selv, om man vil, for at andre kan opleve sig selv på mere frie måder. Han undlader naturligvis at bruge vold i familien for at sikre fornemmelsen af tryghed. Tryghed virker og er afgørende for en families stabilitet.

Når en mand tør udleve sin maskulinitet i den store verden, med blandt andet konkurrence, risikovillighed, dygtiggørelse, hårdhed og udholdenhed, kan han opbygge så meget selvaccept, at han også begynder at acceptere sine mere feminine sider, som alle mænd jo også besidder. På den måde forstår han kvinder bedre, og kvinder finder ro og inspiration hos den slags mænd, for de kan spejle sig i den maskuline mands feminine sider. Ifølge den traditionelle maskulinitet forsøger man at stå ved sine valg og springer derfor ikke fra den ene dame til den anden, bare fordi man kan.

Man skal arbejde med det, der er, og mange drenge er af natur mere krævende at uddanne. Der er flere ting at tage fat på: Nutidens fokus i skolen på mere trivsel og selvforvaltning og mindre rammer og karaktergivning kan være nok så velment, men overser, at mange drenge, der ikke bliver mødt med krav, ansvar og konsekvens, bliver endnu mere kulrede, end de var i forvejen. Duelighed og trivsel er to sider af samme mønt, især for de mere konkurrenceorienterede drenge. Desuden synes drengenes tidshorisont at være forkert i forhold til skolen, som den ser ud i dag. Forskning fra blandt andet Rotterdam Business School viser, at den endog store karakterforskel mellem de etnisk hollandske piger og drenge med indvandrerbaggrund kan udlignes, hvis drengene coaches på formålet med at studere. Det kunne se ud til, at drenge muligvis har større behov end piger for at opleve et umiddelbart formål. De fleste drenge finder således computerspil fantastisk meningsfuldt, medens det at læse lektier, der vil give mening ti år senere, slet, slet ikke forekommer dem meningsfuldt. Den individualiserede tidsalder kræver en fuldkommen accept af skolesystemerne og en moden forståelse af tilværelsesprojektet, og det er piger og kvinder ifølge forskningen gennemsnitligt set bedre til end drenge. Drengen har ikke behov for kæft, trit og retning, men en kærlig, fast hånd, der møder ham, som han er, stiller forståelige krav og holder ham fast på det. Vedholdenhed er en klassisk maskulin dyd, og det er den, man læser lektier med.

Vi har haft enorm succes med ligestilling her til lands. Pigernes succes skal fejres. Nu er det på tide at fokusere på drengene i folkeskolen, så de kan komme på højde med pigerne. Vi bør acceptere og arbejde med at rette drengenes maskuline energi mod en fremtid, der vil tjene dem, snarere end at betragte maskuliniteten som noget, der skal »opdrages ud af dem«.

Mens fængsler er fulde af mænd, er det stadigvæk kun en promille her til lands, der har været i fængsel, hvorfor det næppe skyldes »traditionel maskulinitet«, at mænd ender i fængsel. Når drenge og mænd opfører sig antisocialt (fx rocker- og bandeliv), kendetegnes det jo faktisk ved, at de til at begynde med er temperamentsmæssigt meget aggressive, samt at de er vokset op uden deres far.

Opvækst uden en far i hjemmet er den suverænt største risikofaktor for de problemer, som rammer mænd mest. Statistikker fra USA (US Dept. of Health og Centers for Disease Control an Prevention) taler deres tydelige sprog: 63 procent af ungdomsselvmord begås af børn fra et hjem uden en far (fem gange over gennemsnittet). 85 procent af adfærdsvanskelige børn kommer fra et hjem uden far (20 gange over gennemsnittet). 71 procent, der dropper ud fra universitet, kommer fra et hjem uden en far (ni gange over gennemsnittet). 85 procent af unge, der er i fængsel, kommer fra et hjem uden en far (20 gange over gennemsnittet).

I manglen på en tydelig mandlig rollemodel koblet med temperamentsproblemer opfinder disse drenge tilsyneladende deres egen version af maskulinitet, herunder at man ikke bør respektere kvinder og ikke skal gøre, hvad lærerne siger, en pervers moral, hvor det for eksempel er o.k. at være fem mod en, samt at målet med livet er at få en førtidspension. Drenge har altså brug for mere snarere end mindre traditionel maskulin indflydelse for at blive rigtige mænd. At være en rigtig mand i traditionel forstand er ikke noget, der bliver målt på, om man har tingeltangel i vinduet på sin BMW, rager på tilfældige kvinder eller kan tracke sin ekskæreste på mobilen med hysterisk jalousi, men om man kan gøre det, der virker; sikre en stabil indtægt og skabe vedvarende tryghed og glæde for sig selv og sine omgivelser.

Hvad gør man så? Hvis man vil dyrke den traditionelle maskulinitet, hvor mestring af slåskampen kan være en naturlig del, skal man ikke bekymre sig, for den er i vækst, bare ikke i skole- og uddannelsessystemet og den almindelige snak, hvor mænd flest slår knuder på sig selv af frygt for at sige, hvad de måske i virkeligheden tænker. På YouTube trives den traditionelle maskulinitet fint, fx i Joe Rogans interviewvideoer, som er blevet streamet over en milliard gange. Hvis man er nysgerrig, kan man se dem og få en idé om, at man kan elske kampsport, eksperimentere ret vildt i livet, lave jokes hele tiden, være drenget og dybt voksen og maskulin på en og samme tid, uden at det er antisocialt. Her finder drenge og mænd de reserveforældre og den samtale, de savner. Hvis man har børn, kan man for eksempel læse højt af Jack Londons historier, især Ulvehunden. Her opdager man i øvrigt også, at maskulinitet som dyd og adfærdskunst ikke bare er god for drenge, den er også god for piger. I det mindste kan de her få en bedre fornemmelse for, hvad traditionel maskulinitet er.

Det er altså ikke dem, som tror, at man kan opdrage maskulinitet ud af drenge, eller drengene selv, der skal definere maskulinitet. Det er den enkelte voksne mands pligt at gøre det, der virker, og med sine handlinger mestre den traditionelle maskulinitet. En mand bør altså være der for sin dreng, stille krav til ham og tilbringe tid med ham, også selvom det kan være hårdt, også selvom drengen måske ikke ser op til ham, og også selvom det kan koste uvenskab fra tid til anden. Der er desværre et stort antal mænd, der enten ikke må eller formår at være der for deres børn, medens mange andre er fanget i at ville please kvinde og børn. Man kan starte med at kendes ved sig selv og udleve egen maskulinitet med alt, hvad det indebærer af ansvar, ballade og eventyr.

Thomas Markersen er uddannet psykolog og arbejder som konsulent.

Side 13