Efter denne uges sidste puljekampe i Champions League er alle engelske deltagere, Liverpool, Tottenham, Chelsea og Manchester City, planmæssigt klar til forårets slutspil. De to førstnævnte mødtes i sidste års finale, mens Chelsea vandt Europa League-finalen.
Det er i den sammenhæng væsentligt, at de engelske klubber ikke er så engelske, at det gør noget. Kun en blandt de fire managere, Chelseas Frank Lampard, er englænder, de tre øvrige er fra Tyskland, Spanien og Portugal. Blandt klubejerne er det kun Tottenhams bestyrelsesformand Daniel Levy, som er engelsk. Chelsea er på russiske hænder, Liverpool på amerikanske og Manchester City på arabiske.
De fire klubbers spillere er håndplukket fra alle egne af verden: Brasilien, Egypten, Senegal, Holland, Kroatien, Spanien, Argentina, Guinea, Frankrig og Danmark. Og kun en fjerdedel af stamspillerne, cirka tre styk på hvert af de fire mandskaber, er født i England.
Hverken engelsk fodbolds succes eller internationalisering er faldet ned fra himlen, men er i stedet resultatet af en sportshistorisk turnaround for 30 år siden. Det var i denne skrøbelige tid efter Hillsborough-katastrofen i Sheffield, hvor myndighedernes svigt kostede 96 mennesker livet, at Margaret Thatchers regering satte hårdt mod hårdt og krævede »the total cleanup«, hvis landets fodbold skulle have en fremtid.
Nede på banen var græsset tungt og brunt og spillet præget af fræsende tacklinger og lange, angelsaksiske løb, og oppe på de faldefærdige stadiontribuner var det svært at få øje på andre end de voldsparate unge mænd. Resten var løbet skrigende bort. På 25 år var en tredjedel af Englands fodboldtilskuere forsvundet.
Tilbage i 1985 døde 32 italienere, fire belgiere, to franskmænd og en nordirer på Heysel Stadion i Bruxelles under Europa Cup-finalen mellem Liverpool og Juventus, og i samme forår nedbrændte Bradfords gamle stadion, Valley Parade. Her omkom 56 mennesker. Engelsk fodbold var ikke bare i krise, den var lukningstruet.
Efter Hillsborough udarbejdedes den såkaldte Taylor-rapport, der i januar 1990 anbefalede en modernisering af tælleapparaterne, et forbud mod salg af alkohol og en nedrivning af de høje hegn, der havde adskilt tilskuerne fra banen, men som også havde vist sig at være rene dødsfælder i tilfælde af tumult.
Vigtigst var dog anbefalingen af siddepladser frem for ståpladser. Appeldommer Peter Murray Taylors tone var indigneret:
»Intet universalmiddel garanterer den totale sikkerhed og overkommer alle problemer vedrørende adfærd og tilskuerkontrol. Men jeg er overbevist om, at siddepladser gør mere for at opnå målet end noget andet middel. Det er indlysende, at det er mere komfortabelt at sidde ned end at stå op. Det er også sikrere. Når en tilskuer sidder ned, har han sit eget lille enemærke, hvor han kan føle sig sikker. Han vil ikke være i fysisk nærkontakt med dem rundt om ham. Børn, handicappede, gamle, kvinder og unge vil ikke blive fjernet, klemt eller obstrueret af større og mere robuste folk på tribunerne.«
Den engelske ligaforening havde ikke andre valg end at følge rapporten til punkt og prikke, imens en håndfuld af Englands topklubber – Liverpool, Manchester United, Tottenham, Everton og Arsenal – førte hemmelige samtaler om at etablere en udbryderliga, økonomisk uafhængig af det øvrige ligasystem.
Sportens nulpunkt, som alle ønskede at lægge bag sig så hurtigt som muligt, og klubbernes gode forbindelser langt ind i det engelske fodboldforbund banede vejen for etableringen af Premier League i 1992. Ikke mindst takket være den engelske topfodbolds ægtepagt med fjernbetjeningen.
Australske Rupert Murdochs Sky Television satsede stort og stolede på den folkelige opbakning, der trods alt fortsat fandtes, da han betalte Premier League-klubberne svimlende 191 millioner pund for rettighederne i fem sæsoner.
De nye betingelser og muligheder gav fornyet optimisme. Dette var Tony Blairs, Spice Girls’, Noel Gallaghers, Alexander McQueens, Hugh Grants, Damien Hirsts og David Beckhams Storbritannien. Der var højt til loftet, og klubber som Chelsea, Liverpool, Manchester United og Arsenal gav sig til at købe stort ind, også gerne fra kontinentet.
Læs også Martin Krasniks essay: »Fra Cool Britannia til Little Britain«
Bosman-dommen i 1995, der lagde det gamle stavnsbånd i graven og bestemte, at enhver arbejdstager i EU, også professionelle fodboldspillere, måtte bevæge sig frit mellem medlemslandene, og at ingen EU-borger dermed længere kunne diskrimineres på baggrund af nationalitet, lokkede stjernespillere fra nær og fjern til England:
Både unge og etablerede navne som Patrick Vieira, Roberto Di Matteo, Gianluca Vialli, Fabrizio Ravanelli, Pierre van Hooijdonk og Paulo Futre flokkedes om at være en del af den nye internationale liga i England. Det samme gjaldt for profiler uden for EU: Faustino Asprilla, Karel Poborsky, Sasa Curcic, Patrick Berger og Paulo Wanchope.
Internt i Premier League pumpedes priserne op, og da Blackburn Rovers solgte den engelske landsholdsanfører Alan Shearer til Newcastle i 1996, var det naturligt nok for verdensrekordsummen 18 millioner pund. Det var første gang i 45 år, at en engelsk klub var involveret i en global transferrekord.
Engelsk fodbold fik bragende succes, netop fordi den var alt andet end engelsk. De største profiler var franskmænd, hollændere, italienere, argentinere, brasilianere og skandinaver. Premier League blev hele verdens fodboldliga blottet for nationale mærkeligheder: glat, lydefri og medrivende underholdning.
Englænderne vandt terræn på fodboldens mediemarked og distancerede let italienernes Serie A, der ellers havde været førende i to årtier, men som forblev en fodboldturnering, som vi kendte dem. Premier League, derimod, var andet og mere, den var en drømmefabrik. Det var denne turnering med dens nyopførte multiarenaer, fyldte tribuner og tempofyldte verdensfodbold, der fik knægte fra Ghana, Uruguay og Sydkorea til at drømme på engelsk.
Snart var det i sportens globale underholdningsbranche kun den paneuropæiske Champions League og de amerikanske ligaer NFL og NBA, der kom tæt på at kunne matche englændernes økonomiske muskler og gennemslagskraft.
De gamle dage
Men verdensdominans kom med en pris. På den ene side led det engelske landshold under de nye vilkår, og på den anden side var englænderne ikke længere herre i eget hus.
Landsholdet nåede VM-semifinalen i 1990 og EM-semifinalen på hjemmebane i 1996, men herefter var det så som så med succesen.
Nationens udvalgte var et miks af spillere, der ikke var gode nok, fordi de måtte nøjes med biroller på deres internationaliserede klubhold, og profiler, som havde svært ved at finde fælles fodslag. Det var ikke, fordi folk som John Terry, Rio Ferdinand, Ashley Cole, David Beckham, Paul Scholes, Frank Lampard, Steven Gerrard og Wayne Rooney ikke var fremragende fodboldspillere, for det var de, men så snart de trak i landsholdstrøjen, opførte de sig som det, de også var: rodløse elitesportsmænd uden fælles, national forankring.
Premier League virkede som en magnet for verdens bedste fodboldspillere, mens engelsk fodbold sæson for sæson mistede sin distinkte identitet. En for en blev de største klubber overtaget af rigmænd fra Amerika, Asien, Mellemøsten og Rusland.
På landstrænerposten sad først svenske Sven-Göran Eriksson og senere italienske Fabio Capello. Intet var længere helligt. Og når englændere som Steve McClaren, Roy Hodgson og Sam Allardyce fik chancen, beviste de hurtigt, hvorfor udlændingene på både klub- og landsholdsplan var i så høj kurs.
Forblændet af de dygtige legionærer og guldet (den seneste medierettighedsaftale giver Premier League-klubberne tre milliarder pund årligt) havde englænderne glemt at udvikle deres egen fodbold.
Modreaktionerne var mange. Det engelske fodboldforbund, der havde set mere eller mindre passivt til, mens ligaforeningen og Premier League havde udhulet det engelske talent, lod opføre St George’s Park, et 130 hektar stort nationalt træningscenter med blændende faciliteter for både herre- og kvindelandshold på senior- og ungdomsniveau. Forbilledet var franskmændenes Clairefontaine, der i 1990erne fostrede både europa- og verdensmestre.
Men også græsrødderne ønskede at tilbagevinde den tabte identitet. Der var nostalgikerne i bevægelsen Against Modern Football, som helst ville tilbage til fortidens rå og mere ærlige kultur, og der var Watching Football Is Not A Crime (WFINAC), et initiativ under Football Supporters’ Federation, der holdt øje med politiets arbejde på stadion. WFINAC mente at kunne spore en fascistisk kim i ordensmagtens vide beføjelser.
Fælles var vreden mod de mange forandringer: de stigende entrépriser, de udenlandske ejerskaber, turisttilhængerne, VIP-loungerne, klubbernes hasarderede overforbrug, tv-selskabernes magt, forbud mod fyrværkeri, banner og alkohol og registreringen af fansene.
Engelsk fodbold har på to årtier gennemgået en gentrificering, der har fremmedgjort store dele af sportens oprindelige tilhængerbase, den hvide mandlige arbejderklasse.
Men i London, Liverpool, Leicester og Manchester ser man hellere fremad og udad end tilbage og indad.
Udfordringen fra Brexit
Den engelske landstræner siden 2016, Gareth Southgate, betragter et fodboldlandshold som andet og mere end en samling spillere, der repræsenterer nationen. Holdet må være bærer af særlige værdier: spilleglæde, sammenhold og mod.
Det ville være en underdrivelse at hævde, at den forhenværende landsholdsforsvarer, der er mest kendt for sit brændte straffespark i EM-semifinalen mod Tyskland i 1996, er blevet den liberale presses darling. Hans VM-udtagelse sidste sommer af venstrebacken Danny Rose, som både baksede med skader og en depression, blev udlagt som en heltegerning.
Southgate er bannerfører for det engelske landsholds optur i disse år. Arbejdet på St George’s Park kan ses. England er nu regerende verdensmester på både U17- og U20-niveau og europamester for U19-landshold. A-landsholdet nåede semifinalen ved VM i Rusland sidste år, en tangering af det bedste seniorresultat i 52 år.
Den distingverede Southgate har desuden en politisk dagsorden. Som en visionær skolemester opfordrer han sine spillere til at tage afstand fra chauvinisme, homofobi og racisme. I et interview i The Times sidste år håbede han inderligt på, at hans landshold kunne forene Storbritannien, også efter Brexit.
Hvad briternes udmelding af EU får af betydning for landets fodbold, er endnu uvist og afhænger af det endelig Brexits konsistens: jo hårdere, desto større betydning for sporten. De mulige scenarier er mange, men sikkert synes det, at briternes leave vil udfordre Premier Leagues position som den internationale fodbolds omdrejningspunkt.
I de seneste måneder har Premier League-toppen ført flere samtaler med Boris Johnsons regering. Begge parter er interesserede i en mindelig løsning.
Premier Leagues årlige skattebetaling lyder på 3,3 milliarder pund, og dertil kommer indtægterne fra de titusindvis af fodboldturister og den globale brandingeffekt.
Flere britiske spillere i klubberne
Slagsmålet bliver formentlig større mellem det engelske fodboldforbund og Premier League, der efterhånden har vidt forskellige interesser. I forbundet har man allerede meldt ud, at Brexit bør være anledning til at satse mere på britiske spillere og hæve kvoten for egne talenter i klubbernes trupper.
En hovedpine, der nemt kan udvikle sig til migræne, er spørgsmålet om arbejdstilladelser. For nuværende vurderes en ikke-EU-spiller efter et pointsystem, der blandt andet baserer sig på antallet af spillernes landskampe: jo flere landskampe, desto større chance for at opnå arbejdstilladelse.
Beregninger fra FA viser, at hvis samme ordning – efter Brexit – implementeres for EU-borgere, vil 65 procent af ansøgerne (med undtagelse af irere) dumpe de nuværende regler. Ifølge en demografisk fremskrivning fra analyseinstituttet FiveThirtyEight vil det betyde, at andelen af udlændinge i Premier League falder fra to tredjedele i dag til en femtedel om ti år.
Fra 1992 til i dag har spillere fra 114 lande optrådt i Premier League. Engelske klubber som Manchester United og Chelsea har fans i enhver landsby i alle lande på alle kontinenter. Men hjemme på Old Trafford og Stamford Bridge har de lokale stadig sværere ved at sikre sig et af de hundedyre sæder.
Engelsk fodbold vandt verden og mistede sig selv. Snart kommer regningen.
Læs også: Best of Brexit: Fra »Kongen af kaos« til »Kammerat Corbyn«
