»Misundelse er demokratiets grundlag,« har den britiske filosof Bertrand Russell skrevet. Dermed antyder han, hvad også andre har observeret: at misundelse er en uundgåelig skyggeside, når man lader folket styre. Demokratiet giver de mange magt til at handle på deres misundelse af de få succesfulde, lyder anken, mens det store fokus på lighed gør, at det bliver svært at forsøge at skille sig ud. Men hvis man kaster blikket tilbage i historien – til det klassiske Athen og det tidlige demokrati, der udspillede sig her – kan man se, at misundelsen ikke bare var en trussel eller et nødvendigt onde. Det var også en kilde til demokratiets succes.

Forestillingen om, at den demokratiske styreform giver anledning til destruktiv misundelse, optræder hyppigt i kilderne til det klassiske Athens historie. Borgere i det klassiske Athen var politisk ligestillede, men oplevede markante økonomiske uligheder, og de rigeste athenere var derfor pålagt tunge økonomiske forpligtelser. Disse blev, af nogen, set som svar på retfærdig indignation. Andre så dem som udtryk for ren og skær misundelse. Den rige retoriker Isokrates beklager sig, for eksempel, over, at visse nævninge i folkedomstolen »er så opslugte af misundelse og fattigdom, og så fjendtligt indstillede, at de går til kamp, ikke imod ulovligheder, men imod velstand«.