KRONIK. Golden Days skønmaler og fordummer Murens fald.

Knap så gyldne tider

Knap så gyldne tider

 

Af Henrik Gade Jensen, præst, og Bent Blüdnikow, journalist og forfatter.

I efteråret er det 30 år siden, at Muren faldt i Berlin. Det var samtidig opløsningen af Jerntæppet og det delte Europa og til sidst også det kommunistiske Sovjets sammenbrud. Det er bestemt værd at fejre og tænke over. Man kan aldrig blive for klog på historien.

Men Golden Day Festivals store program fra 6. til 22. september til at fejre Murens fald i Berlin i 1989 vidner om ringe forståelse for, hvad der skete. Og vist egentlig også vilje til at forstå. Når vi læser programmet igennem og forklaringerne, har vi vist ikke gennemlevet det samme årti og de samme begivenheder, som arrangørerne af Golden Days.

Golden Days’ oplæg til at fejre Murens fald og kommunismens sammenbrud virker, som om det er en Woodstock-festival, der skal fejres med masser af håb og glæde og utopier.

»Golden Days Festival formidler viden, historie og kultur på en levende, inddragende og aktualiserende måde,« står der i programmet, og det er også en god målsætning, men det skal også have rod i virkeligheden og ikke forfalde til ren ønsketænkning og fri fantasi. Når man ser programmet, tager 1989 sig ud som et jublende år med masser af fest og farver.

Der er alt for lidt alvor og baggrundsviden om baggrunden for 1989, nemlig 40 års kold krig oven på Anden Verdenskrig. De, der ikke selv kan huske begivenhederne, er i dag over 40-50 år, og derfor er det vigtigt at informere solidt og sagligt om Muren i Berlin og Den Kolde Krig.

Efter Anden Verdenskrig trak Sovjetunionen et jerntæppe gennem Europa og holdt de centraleuropæiske lande som Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn og de baltiske lande i et jerngreb med meget lidt frihed. Det var forfærdeligt, hvad borgerne blev udsat for i danske nabolande som Polen og DDR.

Der var oprør undervejs, voldelige og fredelige folkelige opstande, men hver gang blev de knust af Den Røde Hær. De vestlige regeringer, NATO og USA gjorde kun lidt, fordi det blev betragtet som Sovjets suveræne anliggende. Med årene blev øst-vest-opdelingen efterhånden opfattet som klippefast, og stort set alle politikere i Vesten havde indstillet sig på det som en ufravigelig realitet.

Terrorbalancen mellem øst og vest fortsatte op gennem 1980erne med udstationering af sovjetiske SS-20-missiler og efterfølgende NATOs dobbeltbeslutning med opstilling af lignende missiler i Vesteuropa. NATOs beslutning gav anledning til store demonstrationer i Vesteuropa og mange fodnoter i Folketinget. Fredsbevægelserne voksede, og socialdemokratierne vaklede i geledderne. Da Ronald Reagan blev præsident i 1980, var hans mål ikke fredelig sameksistens med Sovjet som hidtil.

Han nægtede at bruge ordet »afspænding«. Hans mål var at køre Sovjet i sænk og bekæmpe kommunismen gennem økonomisk, teknologisk og militær oprustning. Reagan var hadsymbol for stort set alle i Europa, ikke mindst socialdemokrater. Men hans projekt lykkedes over al forventning, også fordi der i Moskva sad en realistisk indstillet førstemand, Mikhail Gorbatjov, som erkendte planøkonomiens uduelighed.

Golden Days Festival vil gøre det hele til fest, og derfor bliver baggrunden for 1989 nærmest fraværende. Man kan besøge Stevnsfortet og høre Uffe Ellemann-Jensen eller møde Søren Pind i Storm P.-museet, men hovedindtrykket giver en fejlinformation over for de unge generationer, som ikke selv har oplevet begivenhederne. Den Kolde Krig var barsk alvor med to diametralt forskellige samfundssystemer over for hinanden, og hver med en skov af atomraketter rettet mod millionbyer. I dag er kommunismen som ideologi og projekt død, og markedsøkonomi og varianter af demokratisk retsstat optræder overalt. Vi havde ikke frontsoldater eller blod på hænderne i lille Danmark under Den Kolde Krig. Men i hele Europa var der en kamp om sjæle. Mange unge og ikke mindst intellektuelle troede på utopier, som de mente var realiseret eller ville blive realiseret i Kina, Sovjetunionen, Cuba eller andre steder, hvor kommunismen og venstreradikalismen satte sig fast.

Den Kolde Krig bestod derfor i store dele af Europa af en åndelig kamp og at få unge mennesker til at forstå kommunismens tragedie, for man vidste allerede fra 1930rne, at kommunismen var en dæmonisk, blodtørstig mordmaskine. Men venstrefløjen, der hurtigt voksede sig stærk efter 1968, havde ikke erkendelse af dette, men glorificerede revolutionære bevægelser og kommunistiske regimer.

Blekingegadebandens og Venstresocialisternes dyrkelse af revolution, vold og terror kom ikke ud af den blå himmel. På dagbladet Information hyldede man Maos Kina, skældte ud på retstilstanden i Vesttyskland, som man kaldte fascistisk, og undgik at kritisere forholdene i Østtyskland. I DR undveg man helst fra at sige sandheden om kommunismen, og at være antikommunist var op gennem 1970erne og 1980erne et skældsord. Blandt universitetsfolk stod prof. Bent Jensen temmelig alene med sin beskrivelse af undertrykkelsen i Sovjetunionen og kommunismens massemord, og det var sigende, at han systematisk ikke blev inviteret ind i Danmarks Radio for at forklare forholdene. Da Gyldendals encyklopædi udkom for blot cirka 20 år siden, var der endnu fra universitetsskribenternes side hældt sirup ud over beskrivelsen af kommunismen og dens danske medløbere.

Om det danske medløberi og kampen om sjælene er der ikke meget af i Golden Days’ program. Man har som en slags tilbagevenden til 1970erne inviteret Jacob Holdt og andre venstrefløjsaktivister fra dengang med, men ikke for eksempel historiker Bent Jensen.

Jacob Holdts fotobog Amerikanske billeder var en af periodens store slagnumre, og Holdt blev da også betalt af Sovjetunionen, ligesom Sovjetunionen stod økonomisk bag en række fredsbevægelser, der råbte op om, at Norden skulle være atomfri zone, lige nøjagtig som Sovjetunionen ønskede det.

USA blev skildret som en ond imperialistisk magt, og alle var i hvert fald imod Ronald Reagan. Den frihed, som vi i dag fejrer, var langt mindre feteret før 1989. Mange forsvarede diktaturer, hvis bare de kaldte sig noget med socialistisk. Da Mao Tse-tung døde i 1976, lovpriste Danmarks udenrigsminister K.B. Andersen ham i rosende vendinger. Da DDR fejrede sit 40-års jubilæum i oktober 1989, stod Ole Sohn på tribunen og gav kindkys til Honecker, Ceausescu og Yassir Arafat. De radikale var sammen med SF og VS/Enhedslisten hele tiden imod NATO og talte om fredelig sameksistens med et dæmonisk regime.
Det er der stort set ikke noget om i Golden Days Festival-fortælling.

I Tyskland tager man hele tiden fortiden op til kritisk og især selvkritisk belysning (»Vergangenheitsbewältigung«). Det kunne Golden Days lære meget af. Der var mange danske eksperter og vidner, som kunne inddrages. I stedet vælges det poppede og overfladiske.

I introduktionen til Golden Days fortæller festivalleder Svante Lindeburg, at vi i dag »ser lande lukke sig om sig selv – i stedet for at række ud. Der bliver endnu en gang tegnet grænser på Europakortet, og man kan fristes til at spørge, om vi har tabt troen på Europa, på hinanden og på en verden med færre – og ikke flere mure?« Og så går det helt i selvsving for festivallederen, for spørg polakker, baltere, tjekker (og senere slovakker eller serbere, kroater og slovenere), hvad de kæmpede for og følte sig undertrykt af, så var det landenes undertrykkelse og styring fra Moskva i en overnational union, og for dem er der stor frihed i at have egne valgte parlamenter og national suverænitet.

Golden Days Festival banaliserer og skønmaler den historiske virkelighed, måske i tidens ånd, men skaber mere fordummelse og mørke end oplysning og sandhed.

Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Du kan indsende forslag til en kronik på opinion@weekendavisen.dk.

 

Læs også Asle Tojes essay om, at de farligste øjeblikke i verdenspolitikken opstår, når den svækkede lederstat ikke længere håndhæver reglerne i den gamle orden: »Vesten og resten«

Side 15