Jarl Viktor Schultz, filosofistuderende.
Jeg har boet på Nørrebro, siden jeg blev født for 27 år siden, men jeg har aldrig været i Mjølnerparken. Jeg har altid forestillet mig, at det er et ubehageligt sted at være. Indtil i sidste uge, da jeg cyklede derud for at se en hård ghetto med egne øjne. Her møder jeg Hassan El-Maanaki, som er 20 år gammel og har boet i Mjølnerparken hele sit liv. Han har lige fået sommerferie efter at have afsluttet sine eksamener på KVUC.
»Bange? Ja, selvfølgelig er jeg bange. Vi er alle nervøse. Vi kan jo ikke vide, om vi får lov til at blive boende eller ej,« siger han.
For den almindelige dansker, der lever trygt og godt i et pænt boligkvarter, er det svært at sætte sig ind i. Men prøv at forestille dig det: Regeringen bryder sig ikke om beboersammensætningen i det område, du bor i, så du er kommet på ghettolisten. Så vedtager regeringen en lov, der betyder, at hvis dit boligområde har stået på deres liste i mere end fire år, skal der rives boliger ned. Og så kommer dagen, hvor du får at vide, at du skal forlade dit hjem, for det skal jævnes med jorden. Du har boet der i mange år, men der er ikke noget at stille op, for regeringen har allerede truffet beslutningen.
Hassans lejlighed er ikke en del af den første bølge af nedrivninger, og han kan derfor foreløbigt blive boende. Men det er der tusindvis af danskere og indvandrere, der ikke kan, da der i de kommende år skal rives 3328 boliger ned i 11 såkaldte hårde ghettoer. Alene i Odense-forstaden Vollsmose skal op mod 3000 beboere genhuses. Nogle af boligerne er slidte, andre er i god stand. I nogle af dem bor der ikke-vestlige indvandrere, i andre bor der pensionister. Alt dette er underordnet: Så længe boligen står på listen, kan den rives ned.
Nedrivningerne er en del af den ghettoplan, som VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti fik vedtaget sidste år med opbakning fra Socialdemokratiet og SF. En central del af ghettoplanen er et krav om, at hvis et område har stået på ghettolisten i mere end fire år, skal andelen af almene familieboliger nedbringes med 40 procent inden 2030. Ghettolisten har eksisteret siden 2010, men med vedtagelsen af ghettoplanen er listen blevet et redskab i den såkaldte kamp mod parallelsamfund.
Nedrivningerne udgør fronten i den kamp. Samtidig fungerer kampen mod parallelsamfund som den moralske drivkraft for ghettoplanen og bruges til at retfærdiggøre nedrivningerne. Kampen mod parallelsamfund er smeltet sammen med kampen mod ghettoer. Det er sket, selvom grundlaget for at sige, at der er et stort problem med parallelsamfund i Danmark, er meget spinkelt. VLAK-regeringens Økonomi- og Indenrigsministerium forsøgte at sætte tal på problemet i en rapport fra marts, »Redegørelse om parallelsamfund«, men deres resultater er blevet fejet af bordet af en lang række forskere på området, blandt andre Brian Arly Jacobsen og Hans Skifter Andersen.
Alligevel rykker kampen mod parallelsamfund ufortrødent ind i ghettoerne, og de deraf følgende nedrivninger kommer til at ramme mange slags mennesker. Ét af dem er Kai Nielsen. Kai er 78 år gammel og bor i boligområdet Stengårdsvej, som er på listen over hårde ghettoer. Kai har boet der i 34 år, men nu skal hans hjem rives ned, og han skal genhuses. Han ved ikke, hvor kommunen vil flytte ham hen, for det er en kompliceret proces at genhuse tvangsflyttede beboere. Beboersammensætningen skal gå op, så man ikke ved et uheld kommer til at skabe en ny ghetto. Kai er formand for den lejerforening, han bor i, og i en telefonsamtale fortæller han mig om stemningen på Stengårdsvej:
»Jeg tænker mest på de mennesker, der bor omkring mig. Dem, der ikke er så ressourcestærke, de har det altså skidt. Nej, for at sige det rent ud: De har det ad helvede til. Nu bliver de rykket op med rode, de bliver taget ud af deres dagligdag, væk fra de mennesker, de har omkring sig, der kender dem. Folk er ødelagte over det, men de tænker: Hvad kan vi gøre ved det? Vi er oppe mod overmagten.«
Kai Nielsen er pensioneret vognmand. Han kan godt lide at bo på Stengårdsvej og kan ikke mærke, at han bor i en hård ghetto. Men det spiller ingen rolle, for Stengårdsvej står på listen over hårde ghettoer, så Kais hjem skal rives ned. Byggeriet er i god stand, og det er tydeligt for enhver, at Kai på ingen måde lever i et parallelsamfund, men det er ghettoplanen blind for.
Kai Nielsen er ikke indvandrer, men det er over halvdelen af beboerne på Stengårdsvej. Et kriterium for at komme på listen over hårde ghettoer er netop, at mindst 50 procent af beboerne er indvandrere med ikke-vestlig baggrund. Det hænger sammen med to grundantagelser i kampen mod parallelsamfund: For det første, at indvandrere bevidst klumper sig sammen med andre indvandrere. For det andet, at årsagen til, at de klumper sig sammen er, at de ønsker at isolere sig fra det danske samfund.
Men når et stort antal indvandrere ender med at bosætte sig i samme boligområde, er det ikke, fordi de ønsker at bo sammen med andre indvandrere — det er fordi, de ønsker at bo tæt på deres familiemedlemmer, og ofte fordi det er det eneste sted, de kan finde en bolig. Indvandrere tjener generelt færre penge end etniske danskere og bliver desuden fravalgt i private lejeboligforeninger. Derfor ender de i de almennyttige boligområder. Dertil kommer det forhold, at danskere generelt ikke ønsker at bo i områder, hvor der bor mange indvandrere, og således opstår tendensen med, at indvandrere tilsyneladende klumper sig sammen.
Det peger på, at årsagen til problemerne i de udsatte områder er sociale og strukturelle — ikke kulturelle eller religiøse, sådan som de indvandrerkritiske partier påstår. Det er ganske simpelt de mennesker med de færreste ressourcer og de laveste indkomster, der bosætter sig i de udsatte boligområder: flygtninge, indvandrere, arbejdsløse, pensionister, lavtuddannede.
Erkendelsen af, at problemet er strukturelt, gør en afgørende forskel. For det er åbenlyst, at man ikke gør folk, der er udfordret socialt og økonomisk, en tjeneste ved at rive deres hjem ned og flytte dem hen i et andet lavsocialt område. Socialpolitik bør i stedet handle om at skabe bedre muligheder for folk ved at investere i skoler, daginstitutioner og opkvalificering og ved at støtte op om foreningslivet.
Tænk, hvis regeringen begyndte at føre en rigmandsghettoliste som grundlag for at tvangsflytte folk fra eksempelvis Gentofte eller Hørsholm til et lavindkomstområde for at bryde med en monokulturel beboersammensætning. De rige klumper sig sammen og danner parallelsamfund, kunne man påstå. Men tanken om, at staten begynder at smide rige mennesker ud af deres hjem, er næsten lige så ubehagelig og grænseoverskridende som at smide fattige mennesker ud af deres hjem.
Hassan El-Maanaki lader sit blik vandre mellem boligblokkene, vi sidder imellem. Han ved godt, at der er mange, der er arbejdsløse i Mjølnerparken. Men han tror ikke, man hjælper dem ved at rive deres hjem ned og flytte dem et andet sted hen.
»Jeg synes, at man stille og roligt skal spørge de her mennesker: Kan du arbejde? Hvis de kan det, så er jeg overbevist om, at de også gerne vil det. Så skal de have hjælp til det. Hvis de af den ene eller den anden grund ikke kan arbejde, må man respektere det. Det hjælper dem ikke at få at vide, at de bor i en beskidt ghetto, og at deres hjem skal rives ned.«
Hassan El-Maanaki håber, at ghettopolitikken bliver mere menneskelig. I sidste måned fik Danmark en socialdemokratisk regering, men spørgsmålet er, om den nye regering vil føre en anden ghettopolitik. Kommer boligminister Kaare Dybvad Bek (S) til at tage et opgør med en politik, der smider mennesker ud af deres hjem og forvandler gode, billige boliger til murbrokker? Statsminister Mette Frederiksen (S) har sagt, at hun vil føre en udlændingepolitik baseret på »sund fornuft«. Betyder det, at hun vil hjælpe dem, der har mindst, i stedet for at rive deres hjem ned?
Den 1. juli meldte regeringen ud, at man vil undersøge, om det skal være nemmere at få dispensation for nedrivningerne, altså om de eksisterende dispensationsordninger har været for restriktive. Og boligministeren har udtalt, at han ikke længere vil bruge ordet »ghetto« om boligområder, fordi det er stigmatiserende.
Regeringen og boligministeren udfordrer imidlertid ikke det grundlæggende princip: at nedrivninger er et retfærdiggjort indgreb i folks liv. Mit synspunkt er, at uagtet den effekt, som nedrivninger kan have, er det i sig selv et så brutalt overgreb, at det aldrig bør anvendes som et socialpolitisk greb. For selvom nedrivninger kan være den bedste løsning i særlige tilfælde, må vi aldrig anvende det så blindt og brutalt, som ghettoplanen lægger op til. En sjælden gang imellem handler politik faktisk om mennesker af kød og blod.
Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Du kan indsende forslag til en kronik på opinion@weekendavisen.dk.
Læs også Anne Jensen Sands artikel om aarhusianske Gellerup der kæmper med identitetsforvirring: »Kreuzberg eller Herning«
Læs også interviewet om ghettoområderne med Mogens Andreassen Morgen, arkitekt og professor ved Arkitektskolen Aarhus: »Blakkede blokke«
