Mange af os kender børn og unge, der er stressede, har angst eller er deprimerede, men måden, hvorpå vi forholder os til børn og unges manglende trivsel, er præget af et kollektivt selvbedrag. Dette afspejles i samfundsdebatten, hvor børn og unges dårlige trivsel oftest forklares med det generelle øgede pres i samfundet, sociale mediers indflydelse, skolereformen og en konkurrencementalitet, der gennemsyrer samfundet fra folkeskolen hen over uddannelsesinstitutioner til arbejdsmarkedet. Derimod bliver den massive institutionalisering af helt små børn i undernormerede dagsinstitutioner sjældent problematiseret i relation til børn og unges generelle trivsel.
Siden 1970erne, hvor den store institutionalisering af danske børn for alvor tog fart, er børnene i stigende grad blevet passet væk fra hjemmet. I dag bliver 64 procent af de danske 0-2-årige børn passet i mere end 30 timer om ugen i daginstitution. Til sammenligning ligger dette tal på 37 procent i Sverige og i Finland på 23 procent (ifølge tal fra Eurostat). I takt med den danske opfattelse af, at det er normen, at helt små børn problemfrit kan sendes i daginstitution, er normeringerne i danske institutioner gradvist blevet dårligere. Småbørnsforskning fortæller os, at den følelsesmæssige regulering, hvor det lille barn bliver set og mødt i sine følelser og behov, er altafgørende for, at barnet senere i skolen er i stand til at kunne regulere sig selv følelsesmæssigt, og nemt kan følge en lærers anvisninger. Måden hvorpå børn følelsesmæssigt reguleres i de første par leveår, danner et fundament for videre trivsel og mulighed for udvikling resten af livet. Derfor er det problematisk, at en pædagog for eksempel skal trøste et stærkt utrygt og deraf højtgrædende vuggestuebarn, samtidig med at der skal holdes et øje på fire-fem, til tider langt flere, små børn, der måske også klynker og har brug for noget fra pædagogen. Her vil de fleste pædagoger være stærkt udfordrede, fordi det kræver ordenlig ro, tid og indlevelse at kunne regulere et utrygt barn. Sandsynligheden for, at barnet bliver følelsesmæssigt reguleret, så der opnås en egentlig ro og tryghed hos barnet, er dermed lille. Større er risikoen for, at uroen/frygten hos barnet forstærkes.
Nogle indkøringer af børn i vuggestuer forløber forholdsvist problemfrit. Andre børn græder voldsomt, når de begynder i vuggestuen og adskilles fra far eller mor, og flere af disse børn bliver ved med at være utrygge og kede af det gennem lang tid. Det kan dreje sig om uger, måneder, et halvt år eller mere. Måske græder de ikke højlydt, men er mere klynkende dagen igennem og er ikke i egentlig trivsel. Før eller siden bliver de fleste børn »vant« til vuggestuelivet; de græder og klynker ikke mere. Min oplevelse er, at det generelt er normen i danske vuggestuer, at børn i lange perioder risikerer at græde, fordi personalet ikke har tiden til at trøste dem på en ordentlig måde, fordi der også er andre børn, der skal skiftes, puttes, have mad, konflikter der skal løses etc. Børnene får dermed lov til »at vænne sig til«, at deres behov for trøst ikke er relevant og kan imødekommes. At støde på børn med lidt tomme, triste og slukkede blikke er ikke usædvanligt, når man færdes rundt i dagsinstitutionsmiljøet. Gad vide, hvad de børn har lært om værdien af egne følelser og behov?
I mange af de støtteforhold, jeg har været i, i børnehaver eller på fritidshjem, har jeg flere gange oplevet, at forældre har fortalt, at deres børn havde haft en svær indkøring i vuggestuen. I et grelt eksempel har jeg oplevet, hvor galt det kan gå, når et barn ikke trives i en vuggestue. Institutionen havde fået bevilliget støttetimer til et barn på cirka to år, og da jeg kom ud i vuggestuen, mødte jeg et barn, der var begyndt at banke sit hoved mod væggen, når det blev ked af det. Denne adfærd stoppede, da der igennem støtteforholdet blev tildelt ekstra ressourcer og deraf mere omsorg til barnet og sparring til pædagogerne. Når vi er rigtig mange fagpersoner, der taler om, at forholdene i de danske daginstitutioner langtfra er ansvarlige, så er det blandt andet, fordi noget så basalt som regulering af børnene følelsesmæssigt langtfra sker på tilfredsstillende måder.
Der er sikkert ikke mange forældre, der bilder sig selv ind, at pædagoger i landets vuggestuer elsker deres børn. Det lader dog til, at en del forældre og politikerne bilder sig selv ind, at det ikke gør den store forskel for børns trivsel og udvikling, at de meget tidligt i deres liv, og for de flestes vedkommende i rigtigt mange timer dagligt, kommer i vuggestue og senere i børnehave under nogle stærkt kritisable forhold. Danske børn bliver i dag passet af pædagoger, som desværre, ud over ikke at have mulighed for at skabe de helt tætte følelsesmæssige bånd til børnene, heller ikke har en reel mulighed for, som et minimum, at give børnene den nødvendige tryghed, ro, nærhed og nærvær.
Efter de første år i vuggestue opholder børnene sig i børnehavegrupper, i rigtig mange timer, i enerverende larm på en lille stue med omkring 22 børn. Børnene bliver dermed evindeligt forstyrret i deres leg og mulige forsøg på fordybelse. Med få pædagoger i daginstitutionerne er der desuden rig mulighed for, at der til tider hersker en form for junglelov børnene imellem, hvor de stærkeste børn sætter en dagsorden; denne kan være god eller mindre god! Vel kan man da også, når man træder ind i daginstitutioner, møde en masse børn, der virker glade og frejdige, men mon ikke de fleste forældre har oplevet, at der er en larm og uro i danske institutioner, som til tider gør det ganske rart at træde ud på gaden igen? Og har mange af os ikke også tænkt, at dagens børn til tider virker en smule rundtossede? Denne hyperaktive adfærd kan i mange tilfælde ses som en konsekvens af manglende følelsesmæssig regulering og de dertil kaotiske forhold i daginstitutionen.
Børnenes meget livlige adfærd, manglende koncentration og sans for at give andre børn plads håndteres i dag med, at vi for eksempel tilbyder børnene yoga og mindfulness i børnehaverne. Dette er ikke skidt, men det er symptombehandling og i bund og grund en falliterklæring, når vi forsøger at lappe børnene følelsesmæssigt sammen med lidt mindfulness. Det virker, som om vi på mange forskellige planer forsøger at rette op på et eller andet, der ligesom er gået skævt fra starten for rigtig mange børn. Til børnehaver og skoler er der udviklet utallige materialer og metoder, der på velmenende måder forsøger at udvikle børnenes sociale kompetencer og empatiske evner. Dernæst bliver der brugt enorme ressourcer på støttepædagoger, konsulenter, psykologer, specialtilbud, specialskoler, psykiatrien etc. Det er alt sammen meget fint, men hvor er det dumt, dyrt og langtfra effektivt.
Blandt mange stemmer fra fagfolk viser DR2 dokumentaren Hvem passer vores børn? ligeledes, hvor sørgeligt det står til. I dokumentaren vises der optagelser fra to forskellige institutioner, hvor personalet gør, hvad de kan, inden for de rammer, de arbejder under. I den ene institution fortæller lederen i dokumentaren, at hun har valgt at sige sit job op efter 14 år. Dette er en institution med et fagligt dygtigt personale og ressourcestærke forældre. Alligevel kan lederen ikke længere holde ud at være en del af et system, hvor børnene svigtes.
Vi bliver nødt til at turde kigge derhen, hvor det muligvis gør allermest ondt. Det er naturligvis svært at holde ud at tænke på og dernæst erkende dette:
Når vi som forældre har afleveret vores børn til pædagoger – med større eller mindre indlevelsesevne, i mere eller mindre velfungerende institutionsmiljøer, i færre eller flere timer dagligt – så har der over en bred kam ikke været voksenhænder nok til at stimulere, hjælpe, guide og regulere børnene følelsesmæssigt på et forsvarligt plan.
I øjeblikket foregår der et offentligt omsorgssvigt af børn i de danske daginstitutioner. Der er behov for politiske beslutninger og prioriteringer for fremtidige vuggestue- og børnehavetilbud, der sikrer en tilstrækkelig god omsorg til børnene. Derudover er det vigtigt, at ordninger, der gør det muligt for den ene forælder, eller begge på skift, at kunne passe børn hjemme i de første par år, bliver udbygget.
Jeg har tidligere skrevet underretninger, når jeg har været bekymret for et enkelt barns trivsel og udvikling. Med dette indlæg underretter jeg hermed om det offentlige omsorgssvigt af børn i danske daginstitutioner. Jeg mener, at dette omsorgssvigt er en af årsagerne og en vigtig forklaring på, hvorfor alt for mange børn og unge i dag er i dårlig trivsel og udvikling.
Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Du kan indsende forslag til kronik på opinion@weekendavisen.dk.
