KRONIK. Vi får intet ud af at skære ned på bøfferne eller kritisere politikerne for at flyve til møder. Begræns i stedet befolkningstilvæksten med p-piller og hiv redningsvestene ud af flyet.

Tænk globalt

Tænk globalt

 

Christian Kruse, formand for bestyrelsen hos ulandsorganisationen Trianglen.

Tænk globalt – handl lokalt!

Sådan lød det i 1980erne som efterdønninger på Jimmy Carters rapport, »Global 2000«. De globale miljøproblemer tårnede sig op, og der blev fra den visionære præsident slået til lyd for, at man gjorde noget ved dem. Ørkenen bredte sig i Afrika, Australien, Spanien og USA, regnskoven blev fældet i Indonesien og Brasilien, forsuring ødelagde ferskvande og skove overalt i den vestlige verden, ozonlagets fortynding gav anledning til hudkræft selv hos dyr, og det stærkt stigende energiforbrug var ved at kvæle os.

Bemærkelsesværdigt var der stort set intet om CO₂ og klimaforandringer, da fokus var på de uønskede udledninger af SO2 (svovldioxid), NOx (kvælstofoxider), partikler og tungmetaller. Udledningen og til dels også skadevirkningen skete lokalt, hvorfor der måtte handles lokalt. Det gjorde vi også i Danmark, og der er igen liv i de sydsvenske søer. Vi lavede ikke kun afbødende foranstaltninger som filtre og lignende, men tænkte også frem med udvikling af nye teknologier som vindkraft. Siden er det kun gået én vej, og den lokale handling har udmøntet sig globalt.

I mange andre lande er den lokale handling imidlertid udeblevet. Den lokale rovdrift på naturen fortsætter. Frugtbar jord bliver til ørken, skovene ryddes med kortsigtede økonomiske gevinster, men med store tab for biodiversiteten, koralrev nedbrydes, og overfiskning truer bestandene.

Konklusionen er, at uanset det perspektivrige slogan er der primært tænkt lokalt og kun i et vist omfang handlet lokalt. Menneskene og nationalstaterne er, som de altid har været. Men verden er ikke som i går. Miljøproblemerne er med klimaforandringerne i den grad blevet globale, ligesom løsningerne ligger på et overstatsligt niveau. Derfor bliver vor tids slogan: Tænk globalt – handl globalt.

Det betyder ikke, at man skal holde op med at opføre sig ansvarligt, spare på strømmen og tage cyklen i stedet for bilen. Det betyder heller ikke, at vi ikke fortsat skal satse på grønnere løsninger, når det gælder energi, landbrug og transport. Men det betyder, at vi her i vores lille land skal se det, vi foretager os, i en større sammenhæng. Vores indsats skal tilrettelægges ud fra en målrettet strategi, hvor vi hverken gør livet surt eller svækker erhvervsmulighederne, men koldt og kynisk gør op, hvor vi får mest ud af anstrengelserne.

Det sker ikke ved, at vi her i Danmark lægger 10 eller 20 procents afgift på oksekød eller fratager små børn i vuggestuer og børnehaver livgivende animalske fødevarer. Danskerne udgør cirka 0,07 procent af verdens befolkning. Ingen – håber jeg! – tror, at en mindre reduktion af vores indtag af oksekød vil ændre udviklingen i klimaet. En sådan tankegang minder mig om en af mine allerbedste venner, som godt lakket til ved tretiden om natten besluttede sig for en lys øl. Noget måtte der gøres!

Vi trives med den vrangforestilling, at det at gå foran med et godt eksempel kan få andre til at følge trop. Jeg kender en del kødædende argentinere, som ville få sig et billigt grin. Tilsvarende at politikere, som mener det med klimaet alvorligt, ikke bør rejse med fly til møderne. Vi skal vel ikke gøre det svært for dem, vi har valgt til at gøre det gode. Kan man med 1000 flyrejser medvirke til en global afgift på flybrændstof, er missionen mere end lykkedes.

Hvis vi ikke ser på danskernes beskedne antal, men på, hvad vi besidder af teknologisk viden og politisk kraft, ligger vores indflydelse ikke på de sølle 0,07 procent, men måske det hundreddobbelte. Vi har et supereffektivt energisystem, et effektivt og i forhold til de fleste andre lande bæredygtigt landbrug samt ekstremt stor viden om miljø, og så er vi et lille land med en meget stor stemme. Som medlem af EU har vi, som statsministeren også sagde i sin nytårstale, mulighed for at påvirke hele verden. Tænk på verdens første lov om økologisk landbrug. Den er dansk, den er stort set kopieret af EU og er et – nødvendigt! – forbillede for resten af verden.

Som ansat i Folketingets Teknologinævn arrangerede jeg engang i 1990erne en konference om økologisk landbrug. En af paneldeltagerne var økonomen Nils Groes, som stædigt fremførte, at hvis det var vigtigt med økologisk produktion, kunne det ikke være op til fru Hansen ved køledisken at afgøre sagen. Som han sagde: »Jeg har det med økologi som med Den Kongelige Ballet. Jeg kommer der ikke selv, jeg betaler gerne til den, og jeg er glad for, at de hopper rundt derinde.«

Vi har ét godt eksempel på, at verden er stået sammen om at løse et globalt miljøproblem: indgåelsen af Montreal-protokollen i 1987. Her blev man enige om at udfase ozonnedbrydende stoffer i spraydåser, køleskabe med mere. Her var man klar over, at det ikke kunne overlades til samme fru Hansen at begrænse sit forbrug af hårlak fra Matas.

I 1991 var jeg med til at arrangere et møde på Marienborg, hvor daværende miljøminister Per Stig Møller sammenkaldte rigets kloge kvinder og mænd for at få svar på, hvor man fik mest miljø for pengene. Ved afslutningen af dagen lå svaret klart: Begræns befolkningstilvæksten!

Sammenhængen mellem uddannelse og antal børnefødsler er evident, og mennesket er den store klimasynder, antallet betyder noget. Stod vi sammen om en aktiv indsats for at uddanne unge kvinder og piger i Afrika, Latinamerika og dele af Asien, ville den dårlige samvittighed efter at have fortæret en hakkebøf hurtigt været forduftet.

Da mændene ofte er uden for pædagogisk rækkevidde, når det kommer til familieplanlægning, kunne indsatsen suppleres med konkrete initiativer, som gjorde de uddannede kvinder i stand til også at bestemme selv. Verden har set tusindvis af mere eller mindre fejlslåede projekter med uddeling af kondomer. Jeg ville foreslå at give kvinderne redskabet: gratis p-piller til alle over puberteten. Prisen er i håndkøb i ulandene omkring 40 kr. for et årsforbrug, og fritages den for avancer med mere, formentlig det halve. Regner vi med, at tre af verdens syv milliarder indbyggere lider under for kraftig befolkningstilvækst, at halvdelen er kvinder, og af dem en tredjedel mellem 13 og 35 år, har vi en målgruppe på 500 millioner. Det svarer til en årlig udgift på ti milliarder, så hvis vi i øvrigt kunne få skattesystemet til at fungere, skulle det ikke være noget problem for lille Danmark at deltage her. Som gammel ulandsarbejder ser jeg problemerne ved implementeringen, men det er måske alligevel den bedste vej at gå!

Vi kunne naturligvis også flyve noget mindre. Igen må der tænkes globalt, og en internationalt fastsat afgift, der fordoblede prisen, ville være det rigtige. Hvert år sender vi fire milliarder mennesker op i ti kilometers højde medbringende bagage og – hvad der er helt på månen – toldfri varer købt i lufthavn og fly. Hvad der også er et sært levn fra fortiden er, at der under hvert stolesæde ligger en redningsvest. Sætter vi vægten på en sådan til 500 gram, svarer det til, at man hvert år løfter to milliarder kilo op i den tynde luft. Store moderne fly kan ikke lande på vandet uden at blive knust, og der er, så vidt jeg har kunnet opspore, ingen nutidige eksempler på, at flypassagerer har reddet livet ved brug af redningsvest (efter nødlandingen på Hudson-floden var der næsten ingen, der brugte vesten). Ud over klimaeffekten ville en afskaffelse af dette »sikkerhedsikon« nedsætte miljøbelastningen ved produktionen af vestene og skåne passagerer og kabinepersonale for den totalt komiske oplæring i anvendelsen.

To milliarder kilo eller to millioner ton er ikke meget i forhold til vægten af fly og passagerer, men gennemført på dansk initiativ ville det svare til, at vi stort set udlignede vores eget aftryk.

Det handler om kollektive indsatser, men i en verden, hvor store virksomheder får mere og mere magt, også meget om virksomhedsetik. Det er stærkt, når SAS og Mærsk går foran med løsninger, der beskytter klima og miljø, så vi både kan rejse og købe oversøiske varer med god samvittighed, men det er patetisk og udtryk for en helt forfejlet, populistisk og nærmest infantil tilgang til problemet, når klimaministeren bryster sig af at have lejet en elbil. Og tilsvarende, når en af de klimastrejkende skoleelever, interviewet af P1, som sin indsats anfører, at hun undlader at tage et sugerør, når hun køber cola hos McDonald’s. Såvel ministeren som pigen har det sikkert fint med deres glorværdige indsats, men i en verden, hvor al ting individualiseres til skade for kollektivet og den fælles indsats, er det dødsensfarligt for den alvorlige klimasag, at den slags får plads og tilsyneladende opfattes som givende mening.

Det er ligegyldigt, om den nuværende statsminister pænt spiser op, eller den måske kommende er begyndt at gå i genbrugsbutikker. Lad os som økologisk stormagt stikke næbbet frem dér, hvor der sker noget afgørende. Det handler kun meget lidt om, hvad du gør. Det handler om, hvad vi gør!

 

Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Du kan indsende forslag til en kronik på opinion@weekendavisen.dk.

Side 15