Underkastelse. Instr.: Anja Behrens. Manus: Michel Houellebecq, oversat af Niels Lyngsø og bearbejdet af Anja Behrens. Scenografi: Nathalie Mellbye. Betty Nansen indtil 7. april.
Litteraturprofessoren François (Lars Brygmann) er en slags intellektuel tabermand, han er ekstrem i sin apati, drikker for meget rødvin, kigger YouPorn, forfører sine studerende og følger med et halvt øje præsidentvalget, der pludselig tager en overraskende drejning, partiet Det Muslimske Broderskab får flertal og danner regering sammen med socialistpartiet. Socialisterne får lov at bestemme over økonomien, Broderskabet er interesserede i uddannelse, i børnene, i fremtiden. Efter borgerkrigslignende optøjer, som François bogstaveligt træder let henover, indføres en mild sharialovgivning, kriminaliteten falder, og arbejdsløsheden forsvinder fuldstændigt, da kvinderne trækker sig fra arbejdsstyrken. Skal François nu lade sig pensionere eller konvertere for at vende tilbage til sit professorat? Det lyder da egentlig meget godt med polygami? En 40-årig kone i køkkenet og en 15-årig barnebrud i soveværelset?
Underkastelse er både tankeprovokerende og til at blive feministisk antændt af. Provokationen er hele tiden holdt på et simrende, kontrolleret niveau, som en allergisk reaktion; det klør over hele kroppen af indignation. Men hver gang, vi er klar til endeligt at fordømme François, får Lars Brygmann os til at grine. Han taler om tilsløringens erotiske potentiale, alt er overladt til fantasien, og når det bliver aften i Saudi-Arabien, forvandler de lokale, ærbare kvinder sig til paradisfugle i blonder og gennemsigtigt lingeri. De vestlige kvinder, derimod, ser godt ud, når de går ude på gaden, men når de kommer hjem, vil de hurtigst muligt have uformeligt slasketøj på. Han udstiller de frigjorte kvinder i joggingtøj med sexistisk selvfølgelighed, selv iklædt nusset, forvasket skjorte og forsømt langhårsfrisure.
Det bliver hurtigt både kontroversielt og kedeligt at skrive om islam. Det tankevækkende ved Houellebecqs vision er, at islamiseringen ikke er noget, der kommer udefra, der er ikke nogen hellige krigere, der stormer Europas porte, den er et frø, der spirer inde fra det vestlige demokrati, der er blevet hult, som har sejret sig selv ihjel. Nu er alle frie, og ingen er lykkelige. Underkastelse er blevet til fængende teater, især fordi teksten er så kompleks, kynisk og drillende usympatisk, at der skal mange unoder til at ødelægge forlægget. For eksempel det dumt overtydelige kors, der står midt på scenen og ikke rigtigt symboliserer noget, for François er ligeglad ateist, ikke troende.
Brygmann leverer monologen solidt, uden at være ligefrem frygtindgydende, han er rutineret og dygtig, men også lidt magelig i det, ikke ude i krogene af sit talent. Han er omgivet af en afklædt flok unge kvinder. De er tavse. Først er de studiner i artige, stramme skoleuniformer. Så tager de tøjet af, skræver i høje hæle og højtaljede trusser. De tager nonneslør på, og lidt senere, da den muslimske kandidat er blevet præsident, supplerer de nonnesløret med en niqab, den type slør, der dækker ansigtet undtagen øjnene. Den delvise tilsløring er paradoksal, slørets trekantgeometri understreger kroppenes timeglasform, ligesom en kort, struttende nederdel ville gøre. Kvinderne larmer i deres tavshed, de ser stærke ud, som vrede statuer, de er objekter for François’ blik, men mandslingen kan kun tumle dem, fordi han har et undertrykkende system i ryggen.
Houellebecq er ikke interesseret i den islamiske fundamentalist, men i den åndelige træthed, der findes i ureflekterede ateister, som grobund for ’omvendelse’. Islam som eskapisme, som en dobbelt flugtvej: ud af sekulær meningsløshed, ind i en forkælet verden af flerkoneri og automatisk respekt. Lidt kedeligt, at omvendelsen er ren opportunisme; det havde været for alvor risikabelt og udfordrende, hvis islam havde vækket François’ døde ånd til live.
