»Holder du jul alene,« lyder det typiske udbrud, når jeg fortæller om mine planer for den 24. december. Og straks derefter: »Det kan du ikke mene!«
Jo, det kan jeg. Jeg har tænkt mig at sidde derhjemme i absolut ro og fred i mit eget selskab. Jeg har endda en undskyldning for ikke at lave mad, da emhætten er brudt sammen og ikke kan udskiftes foreløbig på grund af juletravlhed. Det bliver en tilbagetrækning med et forråd af sushi, chokolade og Chablis. Ganske frivilligt.
For der er noget ved julen, som generer mig. Det er ikke, som man kunne tro, det religiøse islæt, for det er efterhånden så gennemtæret, at ingen lægger mærke til det som andet end et let fedtet aftryk. Det er heller ikke den gustne forbrugerisme med sine gavelister og grådige forventninger. Når alt kommer til alt, er det jo det opskruede privatforbrug, der holder hjulene i gang og dermed sikrer, at aktiebeholdningen i min pensionsordning fortsat stiger. Så tak for det.
Nej, det, der giver mig kvalme, er føleriet.
Vi svælger jo ikke bare i fed mad, sukkerstads og alkohol, men nok så meget i sentimentalitet. Hvis det bare var denne ene gang om året, kunne man bære over med det, men den overdrevne julekælenhed peger på, at vi har at gøre med en dybereliggende og mere generel tendens. Vi lever i en følelsesforpestet kultur. Vi dyrker følelser og lidenskaber og nedvurderer fornuft og intellekt. Som den hollandske primatolog Frans de Waal siger, kan vi måske nok tale pænt om rationaliteten ved festlige lejligheder, »men når det kommer til stykket, tillægger vi den meget lidt vægt«.
Det er skidt. Faktisk er det helt ad helvede til. Ikke mindst fordi vi lever indlejret i sociale medier, som effektivt spreder fake news og gør det muligt, at folkestemninger og følelsesstorme kan rejse sig og komme ud af kontrol på kort tid. Det er medieplatforme, der lever af det emotionelle. Indhold, der pirrer og oprører følelserne, høster flest klik, og algoritmer sørger for, at det, som får flest klik, bliver delt og skaber flere klik.
HVIS jeg var julemand – undskyld juleperson – ville jeg gå rundt og lægge Yale-psykologen Paul Blooms seneste bog under træerne i de små hjem. Med påbud om højtlæsning for hele familien. Against Empathy hedder værket, som er et 200 sider langt elegant forsvar for den rationelle tænkning som styrende princip. Bloom gør det geniale, at han angriber selve følelseskultens hjerte ved at gå i kødet på empatien. Denne emotionernes konge, som jævnt hen bliver tilbedt og set som nøglen til at løse alle problemer. Herhjemme taler Alternativet om en »empatikrise«. Og den amerikanske teknologikritiker Jeremy Rifkin spørger bekymret, om vi »kan nå biosfære-bevidsthed og global empati i tide til at undgå kollaps«.
Paul Bloom er dejligt klar i mælet. Empati er noget bras, hvis det handler om andet end bare at varme sig ved sine egne indre fornemmelser. Indføling, altså evnen til at træde i den andens sted og opleve verden fra hendes perspektiv, viser sig nemlig at være et rigtig dårligt fundament for at ’gøre det rigtige’.
Her og nu hjælper det måske nok den lille pige med svovlstikkerne, at man giver hende en skilling juleaften, men støtte til tiggeri viser sig igen og igen at vedligeholde problemet. Man kunne også pege på vores indstilling til forbrydelse og straf. Hver gang vi får sat et forslået ansigt på et voldsoffer, reagerer vi empatisk og kræver højere straffe, til trods for at al evidens peger på, at længere indespærring ikke giver mindre vold, men snarere forhærder de straffede yderligere.
Et af Blooms yndlingseksempler er den berygtede sag om Willie Hortons prøveløsladelse i 1987. Den morddømte Horton kom på fri fod som led i staten Massachusetts’ prøveløsladelsesprogram og benyttede friheden til at voldtage en kvinde. Der var ramaskrig og krav om at eliminere prøveløsladelser. Hele miseren kom efter alt at dømme til at koste Massachusettsguvernøren Michael Dukakis valget til præsident.
Alt sammen til trods for, at tilbagefaldsraten blandt voldskriminelle var faldet i samtlige 15 år, programmet havde været i kraft. Og altså formentlig havde sparet ganske mange mennesker for at blive voldsofre. Men disse statistiske ofre kunne bare ikke trække samme empati som den konkrete voldtagne kvinde.
FØLELSEN af empati har den alvorlige brist, at dens fokus er snævert og konkret. Den forstår sig ikke på statistik, længere tidshorisonter og udvidet perspektiv. Så hvis man skal opnå det gode i overordnet forstand, handler det snarere om det, man kunne kalde kognitiv empati. Altså den intellektuelle forståelse for, hvad der går for sig i de andre mennesker. En tempereret medfølelse – man kunne også sige almindelig anstændighed – koblet med moralsk analyse.
Det er i høj grad den fremgangsmåde, man benytter sig af inden for såkaldt Effective Altruism. Bevægelsen er blandt andet inspireret af den australskfødte moralfilosof Peter Singers tanker om en evidensbaseret filantropi og tæller tunge drenge som Facebooks medstifter Dustin Moskovitz. I denne bevægelse vil man i udgangspunktet gerne benytte en del af sin formue til at skabe en bedre verden, og mener at det er en moralsk forpligtelse at få så meget ’godt’ for pengene som muligt. I praksis går de effektive altruister til opgaven med grundige analyser af ikke blot, hvilke hjælpeorganisationer der klarer sig bedst, men de vejer også nøje støtteværdige sager mod hinanden.
Som når Peter Singer taler om, hvor forkert det er at give penge til den amerikanske Make a Wish Foundation, som opfylder dødssyge børns største ønske. Det er en sag, som nyder stor synlighed, og som kan bringe tårer frem, og som måske føles rar at bidrage til. Men det er også en sag, som kan forekomme anløben, når man betænker, at ganske mange syge eller sultende børn i fjerne lande kunne være reddet fra at dø for de samme penge.
FINT nok. Men er empati ikke stadig den indre spore, der typisk skal til for overhovedet at få tegnebogen op af lommen og gøre noget for sin næste? Ikke nødvendigvis. Ganske meget forskning er lavet for at undersøge sammenhængen mellem individers kapacitet for empati og det, empatien faktisk driver dem til at gøre.
Det er ganske vist ikke nemt at kvantificere empati, men man kan få et mål for personers empatiske evner dels gennem spørgeskemaer, dels gennem diverse psykologiske tests af blandt andet evnen til at aflæse stemninger i andres ansigter. Bruger man den slags, forventer man typisk i udgangspunktet, at de mere empatiske blandt os er mere altruistiske, og at de har mindre tendens til at gøre ondt, ligesom de i det hele taget handler mere moralsk.
Sådan forholder det sig bare ikke.
I nogle undersøgelser er der en svag statistisk sammenhæng, men den forsvinder i diverse metaanalyser. En anden forventet effekt forsvinder på lignende vis. Nemlig den formodede sammenhæng mellem lavere empati og højere aggression. Variation i graden af empati forklarer således kun én sølle procent af menneskers individuelle variation i aggression, mens faktorer som personlighed og temperament er langt vigtigere. Så når man råber op om, at bøllen i børnehaven eller voldsforbryderen bare mangler empati, er det næsten med garanti forkert.
Til gengæld tyder meget på, at de mere empatiske er umiddelbart nemmere at opflamme til aggressive udfald. De dømmer og straffer hårdere end de mindre empatiske i eksperimenter med tænkte scenearier, hvor nogen lider en eller anden uret. Man kan endda koble effekten til genetiske faktorer. Det handler om, at meget empatiske mennesker ofte har genetiske varianter, som gør dem ekstra følsomme over for oxytocin og vasopressin – hormoner som netop er involveret i sager som medfølelse og social samhørighed.
SAGEN er jo, at det i det hele taget kan være ganske fristende at hengive sig til en emotionel ekstase. Det er dejligt at få skyllet nervesystemet godt igennem af kildrende kemikalier, så hvorfor sige nej, når muligheden byder sig?
Her kunne man tage årets #MeToo-bølge som eksempel. Den har rejst sig fra retfærdig harme til en brølende og altopslugende forargelsestsunami, der skyller ind over den ene branche efter den anden. Der gik hul på bylden med Harvey Weinstein og eksponeringen af en halvrådden filmbranche. Hurtigt greb fænomenet om sig, og skuespillere, komikere, mediepersoner og dirigenter er røget i svinget. Bølgen breder sig stadig i landskabet, men den standser ikke ved faktiske personer, som generer deres omgivelser med tilnærmelser. For mer vil ha’ mer.
Nu er vi kommet så vidt, at kunstmuseerne skal have en kritisk gennemgang med krænkelses-luppen for at identificere værker, der kan tænkes at være inspiration for overgreb mod kvinder. Eller som bare generer visse øjne.
I New York har ikke færre end 10.000 mennesker skrevet under på en erklæring, der kræver et maleri af kunstneren Balthus fra 1938 fjernet fra Metropolitan Museum of Art. Det viser teenagepigen Therese, som sidder på en stol med benene i en stilling, der afslører kanten af hendes trusser, samtidig med at hun ser meget drømmende ud ad et vindue. Balladen, som er gået verden rundt, blev skabt af en kvindelig museumsgænger, som skrev sin forargelse ud på Facebook. Og vupti gik det viralt.
Herhjemme vil man kunne vente lignende krav, mener Feministisk Kollektiv Uden Navn (FKUN), som siger til Berlingske, at der findes »en masse fucked up kunst på Danmarks museer«.
Man kan grue for, om vi også er på vej til at importere et af de vel nok mest latterlige udslag af empatisk overload. Nemlig ideen om safe zones og trigger warnings, som praktiseres på stadig flere amerikanske og britiske colleges. I forelæsninger må evigt nervøse lektorer og professorer således advare på forhånd, hvis ord eller udtryk i en tekst kunne tænkes at støde visse studerende. Mottoet synes at være, at alle har ret til at være pakket ind i vat og kun høre og se præcis, hvad vedkommende selv har lyst til.
MÅSKE har man endnu humor nok til at grine af empatidyrkelsen, men den er kun toppen af et isbjerg. Tiden er i det hele taget gennemsyret af følelsesromantik og af forestillingen om, at alle slags emotioner er noget naturligt og derfor ’sandt’ og ’godt’. Man skal endelig følge sin lidenskab og sine følelser – for de er en indre guide til, hvad der er bedst for én, ikke sandt?
Nej. Følelser er bare redskaber i evolutionens værktøjskasse. De er hver især udviklet, fordi de har gavnet overlevelse i en fjern fortid. Typisk som hurtige, instinktive veje til handling i en kontekst, hvor der ikke var tid til at overveje. Men den tid har vi nu. Så når Dansk Flygtningehjælp ringer midt i maden og vil have øjeblikkelige donationer til en krise et sted i Mellemøsten, kan man takke for oplysningen, lægge på og undersøge, hvad krisen handler om, og om hvorvidt donation faktisk ser ud til at være den bedste mulighed overordnet set.
Man kan hente støtte i den slags situationer fra viden om menneskets natur. Især den nyere adfærdsøkonomiske forskning viser, at vi ikke er rationelle, men at evolutionen har installeret en lang række fordomme, som helt automatisk spiller ind i forhold til vores vurderinger og beslutninger. Men netop med kendskabet til de begrænsninger kan vi sprænge dem. Det handler såre simpelt om at engagere sin veludviklede hjernebark i at tøjle de forskellige fornemmelser fra dybere hjernestrukturer. Når de ikke er praktiske set i et større perspektiv selvfølgelig. Man kan se sine blødende-hjerte fornemmelser som signal til at fundere over, om det, de forlanger af én, nu også er rimeligt.
Lyder det trist med al den kontrol og holden igen? Tværtimod. Solid forskning peger på, at selvkontrol om noget er nøglen til det gode liv. Ikke alene borger den for, at man når noget i livet, men en højere grad af selvkontrol ser også ud til at følges af en større tilfredshed.
Derfor et godt råd, hvis følelserne skulle komme til at køre i højt gear i julen i de mange små hjem: Træk nissehuen godt ned over frontallapperne og tænk.
