Jurnalister billede

Niklas Hessel

(f. 1986) dækker USA og er assisterende udlandsredaktør. Han er BA i idéhistorie og kandidat i analytisk journalistik fra Aarhus Universitet.
USA. Tre hvide kandidater i 70erne ligger forrest i kampen om at blive Demokraternes udfordrer til præsident Trump. Er en genoplivning af Obama-æraen eller uforfærdet venstrepopulisme den mest effektive vinderstrategi i præsidentvalget?

Den aldrende trio

Den aldrende trio Af Niklas Hessel

En selvhjælpsguru og spirituel rådgiver, der advarer mod den »mørke psykiske kraft«, som Trump mobiliserer; en militærveteran, der er så indædt krigsmodstander, at hun i 2017 mødtes med Syriens Bashar al-Assad i fredens navn; en tidligere Colorado-guvernør, der havde så svært ved at slå igennem, at en sikkerhedsmedarbejder fejlagtigt antog ham for at være medlem af pressekorpset, da han skulle deltage i en debat med de andre demokratiske kandidater.

Feltet i Demokraternes primærvalg har unægtelig været en bred og sammensat størrelse, men nu er udskilningsløbet for alvor gået i gang. Ved sidste uges tv-debat i Houston var der »kun« ti kandidater på scenen – halvt så mange som ved de to tidligere debatter, der hver udspillede sig over to aftener – efter at partiets nationale komité strammede kravene til de meningsmålinger og donationer, der fungerer som adgangsbillet.

Aftenen bød blandt andet på en stærk optræden fra Beto O’Rourke, kongresmedlemmet fra Texas, der har genfundet sin politiske intensitet og retningssans efter masseskyderiet i sin hjemby El Paso og nu advokerer ihærdigt for konfiskering af militæragtige skydevåben: »Hell yes, vi har tænkt os at tage jeres AR-15, jeres AK-47,« sagde han til salens begejstring.

Den energiske 46-årige hører til kredsen af kandidater, som medierne på forskellige tidspunkter har iscenesat som Demokraternes næste store håb. Den omfatter også 37-årige Pete Buttigieg, borgmester i South Bend, Indiana, som ved første øjekast lignede en drømmekandidat, der formåede at skræve over USAs velkendte kulturkløfter: Her var en kristen Afghanistan-veteran, der kan tale til folk i Midtvesten, men samtidig er homoseksuel, Harvard-uddannet og progressiv. What’s not to like?

Et og andet, åbenbart, for i meningsmålingerne hænger Buttigieg fast i det etcifrede terræn, og det samme gælder for Beto. Selv Kamala Harris, den hårdtslående sorte senator fra Californien, der en overgang lå prominent i feltet, står til beskedne seks procent i Real Clear Politics’ gennemsnit over de seneste målinger.

Trods den megen snak om diversitet og generationsskifte ligner Demokraternes primærvalg i tiltagende grad en dyst mellem tre hvide politikere i 70erne: Forrest i målingerne ligger tidligere vicepræsident Joe Biden (76 år) efterfulgt af Massachusetts-senator Elizabeth Warren (70) og den erklærede demokratiske socialist Bernie Sanders (78).

Læs også artiklen om Demokraternes håb om at vinde skuffede Trump-vælgere tilbage: »Kampen om den hvide mand«

Warren har oplevet en bemærkelsesværdig fremgang fra godt ni procent i juni til knap 18 i dag, og den tidligere Obama-rådgiver David Axelrod har over for BuzzFeed rost hende for at have ført »den kløgtigste kampagne, både taktisk og strategisk«.

Den forhenværende Harvard-professor og ekspert i konkursret, der på afstand lignede en sjælløs teknokrat, er i stedet trådt i karakter som varmblodet venstrepopulist, der hudfletter et korrupt politisk og økonomisk system, lover at beskatte »ultra-millionærernes« formuer og lancerer den ene vidtrækkende plan efter den anden, fra idéen om at opsplitte tech-giganterne Google, Facebook og Amazon til en ambitiøs klimaplan til tre billioner dollar.

Senatoren forpasser sjældent en lejlighed til at bemærke, at hun er fra Oklahoma – altså ikke endnu en repræsentant for østkysteliten – og til at koble sin kamp for USAs trængte middelklasse til sin egen opvækst, hvor familien balancerede på kanten af økonomisk ruin efter farens hjertetilfælde, så hendes 50-årige mor blev nødt til at tage et job som telefondame på mindsteløn.

Hvis Biden ikke har kræfter til det her, er han nødt til at kollapse i tide, så en anden mainstream liberal demokrat som Booker eller Harris kan overtage hans plads.

Jonathan Chait, kommentator

Warren kan være uhøjtidelig, undertiden nærmest jovial, i skarp kontrast til den evigt sammenbidte Bernie Sanders, som hun politisk har et nært slægtskab med. Og måske er hun et bedre bud på en samlende skikkelse fra Demokraternes venstrefløj end hendes iltre kollega fra Vermont, som hun ligger nærmest side om side med i målingerne og overhaler i en del af dem.

»Warren har større troværdighed som en ægte demokrat – hun er medlem af partiet, mens Sanders er uafhængig – og hun var ikke involveret i den bitre kamp mellem Sanders og Clinton i 2016, hvorfor hun kan appellere mere til Clinton-vælgere. Og så er hun heller ikke erklæret socialist,« påpeger Kyle Kondik, analytiker ved University of Virginias Center for Politics.

Den største trussel mod frontløberen Joe Biden synes fortsat at være Joe Biden selv. Eks-vicepræsidentens vægtigste argument i valgkampen er, at han er en sikker hånd, der kan slå Trump og bringe USA tilbage til en lyksalig normalitet, men hver gang han geråder i en af sine berygtede oratoriske fadæser, svækkes den fortælling.

Under debatten i Houston blev han spurgt til, hvordan slaveriets arv bør håndteres i det moderne USA, og svarede med en lang og besynderlig talestrøm, der inkluderede en opfordring til forældre om at »have pladespilleren tændt om natten«, så børnene lærer flere ord. Ikke en stjernestund for manden, der i forvejen var oppe mod bekymringer over hans alder og driftssikkerhed.

Et snigende sortsyn kan spores hos nogle centrumvenstre-iagttagere, knap fem måneder før primærvalgets start i Iowa. »Hvad hvis den eneste demokrat, der ikke er for radikal til at vinde, er for gammel?« lyder den sigende overskrift på en klumme af kommentatoren Jonathan Chait i New York Magazine.

»Der er legitime grunde til at være pessimistisk,« siger Paul Starr, sociologiprofessor ved Princeton og medredaktør af det venstreintellektuelle tidsskrift American Prospect.

»Selv om kandidatfeltet er meget stort, er det ikke meget stærkt – det gælder især centrumvenstre, hvor Biden er en ganske svag kandidat,« vurderer Starr, som mener, at Obamas tidligere vicepræsident har overskygget alle andre midterpolitikere, og at feltets størrelse i sig selv har gjort det svært for mindre kendte skikkelser at vinde fodfæste.

Læs også »Tilstanden Trump« med forfatteren Michael Wolff: »Han er et af de dummeste mennesker, jeg har mødt«

Den demokratiske venstrefløj har imidlertid sine egne svagheder. Det gælder ikke mindst den plan for en offentlig sygesikring, Medicare for All, der er Bernie Sanders’ store mærkesag, og som Elizabeth Warren har tilsluttet sig: Tiltaget, der vil afskaffe langt de fleste former for private sundhedsforsikringer og medføre øgede skatter, er både stærkt risikabelt og udsigtsløst, mener Starr, der i starten af 90erne rådgav Bill Clinton om reformer af den amerikanske sundhedssektor.

»Det vil ikke blive gennemført, selv hvis en demokrat, som støtter det, skulle vinde i 2020 – der er ingen chance for, at det vil blive vedtaget i Kongressen. Men at advokere for det i en præsidentkampagne vil fremmedgøre vælgere, som Demokraterne har brug for,« siger han.

At idéen næppe er helt uden faldgruber, underbygges af en CNN-måling, som viser, at 54 procent af vælgerne ganske vist støtter en national sygesikrings-option, men kun 19 procent mener, at den skal gennemføres ved at afskaffe private sundhedsforsikringer.

Trumps drømmescenario

Trods bekymringerne over de tre førende kandidaters respektive svagheder har flere målinger vist, at de alle ville vinde over Trump i en imaginær match i dag, med varierende marginer. Men november 2020 er som bekendt ikke lige om hjørnet, og den forestående valgkamp vil uden tvivl blive særdeles brutal.

»Trump befinder sig i en meget sårbar position forud for valget,« konstaterer David Hopkins, politolog ved Boston College, som påpeger, at præsidentens støttetal konsekvent har ligget under 50 procent, og at han reelt ikke har gjort noget for at bygge bro til nye vælgergrupper. Frem for at sikre sig bredere opbakning, hvilket virker temmelig vanskeligt nu, vil hans mest farbare vej til genvalg være at nedsable sin modstander så eftertrykkeligt, at han kan vinde selv med mere begrænset støtte, vurderer politologen:

»Det bedst tænkelige scenario for ham er ikke, at han vinder ved et jordskredsvalg og er meget populær, men at han vinder endnu et virkelig tæt valg – måske på trods af, at han samlet får færre stemmer igen ligesom i 2016 – fordi den demokratiske kandidat er mindst lige så upopulær.«

Af samme grund har Demokraterne et kraftigt incitament til at satse på et så sikkert kort som muligt. I udgangspunktet en fordel for den erfarne og folkelige Joe Biden, der har lanceret sig som den naturlige forpagter af Barack Obamas arv og er en mand, som samtidig formår at tale til de vrede, hvide Rustbælte-vælgere, der følte sig svigtet af Hillary Clinton.

»Biden har haft stor gavn af partiets traume fra 2016,« siger Hopkins. »Det har sandsynligvis skadet kvinder og ikke-hvide kandidater, fordi folk ser det som mere risikabelt at nominere en kvinde, en ikke-hvid eller en yngre kandidat – enhver, der virker som et utraditionelt valg.«

Omvendt har strategiske overvejelser ikke hindret en hel del demokrater i at kaste deres kærlighed på kandidater, der ligger et godt stykke til venstre for amerikansk politiks sædvanlige midte. Målt på Warrens og Sanders’ samlede opbakning i målingerne står venstre flanke ganske stærkt, med knap 34 procent mod Bidens 28, viser Real Clear Politics’ gennemsnitstal.

Samling på venstre flanke?

Det er derfor en nærliggende tanke, at venstrefløjen vil stå med en særdeles slagkraftig udfordrer til Biden, hvis enten Sanders eller Warren trækker sig i løbet af primærvalget, og den abdicerede kandidats støtter samler sig under det tilbageværende banner. Men måske er det ikke helt så enkelt, for de to politikere appellerer ikke nødvendigvis til de samme grupper.

»Der er bestemt en gren af partiet, der entusiastisk øjner en mulighed for at få en ideologisk mere venstreorienteret kandidat, end Demokraterne typisk har valgt. Men fundamentet for Warrens og Sanders’ støtte er ikke kun ideologisk; der er andre grunde til, at folk kan lide dem. Sanders ses som en outsider, der har udfordret partiets establishment, hvilket tiltaler unge og uafhængige, mens Warren er en mere nørdet kandidat, der har en plan for alting, hvilket taler til den del af partiet, som sætter pris på en meget intellektuel og policy-orienteret form for politik,« siger David Hopkins.

Faktisk viser målinger fra Morning Consult, at den foretrukne anden option blandt Sanders-vælgere er Joe Biden, som 29 procent udpeger som deres yndede alternativ, mens 28 peger på Warren. Data indsamlet af Politico viser også, at socialisten fra Vermont klarer sig væsentligt bedre end Warren hos demokratiske vælgere med lave indkomster og uden collegeuddannelse i bagagen, og at Warren klarer sig bedst blandt vælgere, som er »ekstremt interesserede« i politik, mens Sanders står stærkest hos vælgere, der erklærer sig helt uinteresserede.

Endelig hører det med til historien, at en betragtelig del af de demokratiske vælgere stadig ikke har en foretrukken kandidat – knap en fjerdedel har endnu ikke besluttet sig, ifølge en nylig Los Angeles Times-måling. Antageligt er det sådanne opmuntrende tal – kombineret med håbet om, at én eller flere af feltets aldrende frontløbere vælter i svinget – der får kandidater som New Jersey-senator Cory Booker til at fortsætte kampagnen trods de tvivlsomme udsigter.

»Hvis Biden ikke har kræfter til det her, er han nødt til at kollapse i tide, så en anden mainstream liberal demokrat som Booker eller Harris kan overtage hans plads,« skriver Jonathan Chait i New York Magazine. Han finder det imidlertid lige så tænkeligt, at Biden fortsætter og fastlåser midten, mens Warren og Sanders konkurrerer om at stå længst til venstre, med uheldssvangre perspektiver for 2020.

»Der er stadig noget tid til, at kampen kan ændre sig,« bemærker han. »Lige nu ser det mest alvorlige scenario foruroligende virkeligt ud.«

 

Læs også om dengang, det lykkedes Frankrigs præsident Macron at sikre sig Trumps velvilje: »Trump kan tæmmes«

Side 10