Average Joe

JOE Biden er en af de mest sympatiske politikere i amerikansk historie. Det skyldes ikke bare, at han virker som et meget ordentligt menneske, hans appel skyldes især, at hans politiske holdninger er tæt forbundet med hans egen tilværelse: Som barn oplevede han den amerikanske middelklasses pludselige op- og nedture, han stammede slemt og kæmpede med bøgerne i skolen, og han afsluttede sin juraeksamen på et hængende hår. Han var egentlig nok republikaner, men syntes alligevel, det var for galt med manglen på boliger til de fattigste, og stillede op som demokrat til et lokalvalg. Han var hverken for eller imod Vietnamkrigen, og denne instinktive midterposition har altid kendetegnet ham: lidt til venstre, når det gælder velfærd, særligt sundhed, lidt til højre med abort, militær og sikkerhedspolitik.

BIDENS stærke appel er, at han virkelig er Average Joe, et udtryk, amerikanerne bruger om den mest almindelige person, de kan forestille sig, og når medierne har prøvet at udpege det ene menneske, der inkarnerer denne mest almindelige amerikaner, lignede han til forveksling Joe Biden. Hans politiske budskab er den rolige appel til gennemsnitsmennesket i os alle. At han personligt har oplevet store tragedier – datterens og hustruens død i en trafikulykke – har kun gjort appellen stærkere: Vi er alle almindelige, og Joe kender vores smerte.

STORE har forventningerne aldrig været til politikeren Joe Biden, det var ligesom meningen med ham. Det var derfor, han blev Barack Obamas vicepræsident; han skulle berolige vælgere, der var nervøse over udsigten til en sort mand i Det Hvide Hus. Men på ét punkt har forventningerne været tårnhøje: Kun ét menneske kan slå Donald Trump, og det er vores alle sammens Joe. Det har han og hans støtter sagt så mange gange, at hans vælgere og bagland har ignoreret den ene, gigantiske ulempe, som måske også er blevet set som udtryk for almindelighed: At han er 81 år gammel og udviser en række – helt normale og almindelige – alderssvarende tegn, der gør ham fuldkommen uegnet til posten.

MASKEFALD i politik er brutalt. Det viser sig nu, at Joe ikke er spor average. Han klamrer sig til tronen som en middelalderlig monark eller mellemøstlig mullah. Og med ét ligner han netop dét, hans almindelighed skulle beskytte hele verden mod: Donald Trump. Han gider ikke lytte til en »elite« bestående af mediefolk og partibosser, han påstår at have markant opbakning blandt græsrødderne og »folket«, og han »tror ikke« på meningsmålinger. Endnu mere trumpsk er det, at Biden kun lytter til en tæt inderkreds, særligt sin egen familie, som beskytter ham mod kritik – og mod at arbejde særlig hårdt. Det Demokratiske Parti er blevet overtaget af præsidenten og hans nærmeste. Endnu værre er det, at hele det liberale establishment, herunder toneangivende medier, har ignoreret det åbenlyse faktum, at Bidens alder var en enorm risiko, indtil det eksploderede som valgkampens eneste tema. Alle har vidst, at præsidentvalget kunne afhænge af et lille ildebefindende, en snublen ned ad nogle trapper – eller en tv-debat, der afslørede, at Joe Bidens kommunikative og muligvis også kognitive evner er stærkt nedadgående. Nu handler det om at overleve frem til præsidentvalget; ikke en kat tror på, at Biden vil kunne fungere som præsident yderligere fire år. At amerikanske medier har interesseret sig så minimalt for det spørgsmål, afslører en næsten kriminel uansvarlighed. Den eneste, der har talt konsistent om Bidens alder, er … Donald Trump. Ja, det ville være morsomt, hvis det ikke var så tragisk. 

NU afhænger alt af Bidens stædighed og hans støtters uansvarlighed, der styrer ham mod et stort nederlag, som kun kan undgås ved at udskifte ham med et af de stærke navne, der er til rådighed, herunder vicepræsident Kamala Harris, der, med den rette vicepræsidentkandidat, vil udgøre en stærk udfordring til Trump. Men Harris spilder som de fleste andre omkring hende tiden med at tale sort, når hun udspørges om situationen. Det hele handler udelukkende om præsidentvalget til november, og her har Joe Biden ret: Det er et virkeligt skæbnevalg, men nu kommer alle disse eksistentielle spørgsmål helt til at afhænge af denne ene mands stædighed: abortreglerne i USA, højesterettens sammensætning, den globale klimapolitik og Ukraines fremtid. Engang, da Biden blev spurgt, om han ville være præsident, svarede han på en måde, der netop skulle understrege sin egen almindelighed: »Hvis jeg ikke stiller op til præsident, vil vi allesammen være helt o.k.« Det udsagn udtrykker med ét vor tids allerstørste drama.