USA. Hvorfor Trump? David Trads giver sit besyv med i en sludrevorn bog, hvor han vil for meget og lykkes med for lidt.
Isnen og rislen
Boghylderne må være bristefærdige under vægten af alle de udgivelser, der har forsøgt at forklare Donald Trumps valgsejr og de betingelser, som beredte vejen for hans præsidentskab. Det er selvsagt også et vigtigt spørgsmål, men nu hvor utallige forfattere, forskere og debattører har endevendt det over de sidste tre et halvt år, føler man unægtelig et behov for friske forklaringer og perspektiver, hvis man skal fastholde interessen gennem endnu en bog om sagen.
Dem er der desværre ikke mange af i Amerika, hvor er du?, hvor David Trads med en blanding af analyse, reportager og egne erindringer forsøger at udrede de samfundsudviklinger, som muliggjorde Trumps opstigen. Trads – tidligere USA-korrespondent og i dag medvært på den glimrende podcast Kampagne-sporet – opruller de velkendte faktorer: industriarbejdernes trange kår, den grasserende ulighed, indvandringen og de demografiske forandringer, racismen som vedvarende problem, de værdipolitiske splittelser i befolkningen; alt sammen overbevisende nok, men ikke synderligt overraskende for læsere, der har fulgt nogenlunde med i mediernes løbende USA-dækning.
Del: